Vikingeskib

Bevaring af vikingernes egetræsskibe

Gislingebåden udstillet på Holbæk Museum. Foto: Museum Vestsjælland
Dato
Kategori
Forskning og innovation

Forskere får 4,5 millioner kroner fra Augustinus Fonden til bæredygtig bevaring af vikingeskibe.

Gamle egetræskonstruktioner, som f.eks. vikingeskibe, giver os vigtig viden om Danmarks fortid og skaber en fysisk forbindelse til de mennesker, der levede dengang. Træet bevares godt, så længe det ligger i vand, men når det tages op, kræver det konservering og et stabilt klima for at holde sig. Det er meget energikrævende at styre klimaet på museerne hvor skibene opbevares, derfor er det vigtigt at vide præcis hvor følsomt det konserverede træ er over for ændringer i temperatur og luftfugtighed.

Over de næste fire år skal et hold af forskere analysere både originale vikingeskibe – Skuldelevskibene, Roskildeskibene og Gislingebåden og modelmateriale, for at undersøge hvordan træets tilstand og konserveringsmetode påvirker dets holdbarhed, når vi ændrer det omgivende klima på museerne.

Vi er utrolig glade for Augustinus Fondens støtte til dette vigtige projekt. Projektet giver os en unik mulighed for at opbygge en forståelse for konserveret arkæologisk træ – som pga. nedbrydning i fundmiljøet og tilsatte konserveringsmidler ikke længere opfører sig som det træ vi kender fra byggemarkedet.
Nanna Bjerregaard Pedersen, ph.d. og lektor, Det Kongelige Akademi

Projektet ledes af Nanna Bjerregaard Pedersen, Ph.d. og lektor på Det Kongelige Akademis institut for Konservering, i samarbejdet med Nationalmuseet, Københavns Universitet, Vikingeskibsmuset og Museum Vestsjælland som samarbejdspartnere.

Formålet er at vurdere, i hvilken grad museernes strenge klimaanbefalinger kan lempes uden at gå på kompromis med den langsigtede bevaring af de udstillede genstande. Resultaterne skal danne grundlag for nye, energibesparende klimaanbefalinger, der sikrer en bæredygtig samlingspleje af museernes vikingeskibe og samtidig at vores kulturarv bevares for fremtiden.

De mere end 1.000 år gamle vikingeskibe er en central del af vores historie og nationale identitet. Projektet bidrager til at fremtidssikre og bevare kulturarv af international betydning gennem forskning med et stærkt bæredygtigt og langsigtet fokus. Vi ser frem til at følge, hvordan projektet er med til at løfte konserveringsvidenskaben i Danmark.
Frank Rechendorff Møller, adm. direktør, Augustinus Fonden