Book Review | Martin Søberg (DK)

Espen Johnsen: Erling Viksjø: Eksperimenter i form og betong

av Martin Søberg

Kunst og Kultur 03/2021 (Volum 104)

Pax Forlag 2020

Efterkrigstidens arkitektur er under massivt pres i disse år. Omfattende renoveringer truer denne del af vores kulturarv med gennemgribende forandringer, hvis det da ikke drejer sig om den totale destruktion i kraft af nedrivning af bygninger eller for landskabsarkitekturens vedkommende om ny bebyggelse på tidligere friarealer. Dette gælder ikke mindst for betonarkitekturen, der sjældent nyder folkelig opbakning. Årsagerne til indgrebene kan være forskelligartede og mere eller mindre politisk motiverede. Nedrivningen af Y-blokka i Oslo har som bekendt vakt international bestyrtelse, også i Danmark, hvorfra jeg skriver denne anmeldelse. Vi kan genkende aspekter af den norske polemik: Her kæmper arkitekter og historikere stadig for at redde Vikingeskibshallen (1969) i Roskilde, et nu affredet hovedværk inden for dansk efterkrigstidsmodernisme tegnet af arkitekten Erik Christian Sørensen. Andre steder i verden er vigtige bygninger fra perioden også gået tabt, eksempelvis flere af den amerikanske arkitekt Paul Rudolphs værker, senest Burroughs Wellcome-bygningen (1972) i North Carolina.

Nødvendigheden af at forske i, dokumentere og formidle efterkrigstidens arkitektur er derfor overordentlig stor. Vi har brug for at lære bygningerne, landskaberne og byplanerne bedre at kende og brug for at kunne forstå dem i deres historiske kontekst. En lang række forskere og institutioner har da også kastet sig over opgaven gennem de senere år, og Espen Johnsens Erling Viksjø: Eksperimenter i form og betong er et væsentligt bidrag til dette arbejde. Sammen med udstillingen »Bevegelser i betong. Arkitekten Erling Viksjø og kunstnerne« på Nasjonalmuseet (20. november 2020-5. september 2021) lægger bogen centrale nye lag til vores forståelse af regeringsbygningen inklusive Y-blokka og placerer såvel dette byggeri som dets arkitekt i komplekse nye sammenhænge.

Som den første monografi om Erling Viksjø (1910-71) præsenterer bogen et samlet billede af arkitekten og hans virke, men med klare prioriteringer i behandlingen af stoffet. Som undertitlen fortæller, har bogens forfatter, Espen Johnsen, valgt at betone undersøgelsen af Viksjøs kunstneriske proces, hvori udforskningen af relationen mellem form og materiale var et afgørende aspekt. Og for at nå til bunds deri fokuserer Johnsen på nogle få hovedværker, først og fremmest Høyblokken i regeringskvarteret, Hybelhus for Stortingsmenn og Bakkehaugen kirke, alle i Oslo, med førstnævnte som den absolutte hovedrolleindehaver. Y-blokka, som Johnsen har skrevet om andetsteds, behandles kun i mindre omfang. Til gengæld viser bogen, hvordan arkitekten nåede frem til den kunstneriske vision, som Y-blokka stod som et overlegent udtryk for. Denne vision handlede om det karakterfulde samspil mellem form og materiale, mellem forskellige kunstarter og mellem den enkeltstående bygning og den omkringliggende by. Johnsen viser meget elegant, at visionens artikulation kun lod sig gøre, fordi Viksjø selv som arkitekt og som kunstner spillede sammen med andre arkitekter og kunstnere omkring ham.

Ud over en grundig indledning, der redegør for Viksjø og oeuvret som forskningsobjekt, rummer bogen elleve kapitler, der er delvis kronologisk arrangerede, men også belyser centrale tværgående temaer. Dette medfører, at forskellige aspekter af samme værk behandles i forskellige kapitler, så indimellem må man som læser bladre lidt frem og tilbage for at forstå sammenhængen. Til gengæld kommer forfatteren mere i dybden med temaerne og påviser forbindelser på tværs af værkerne. Indledningen er forbilledlig, for hvor temmelig mange arkitekturhistoriske monografier er blottet for metodiske refleksioner, er Johnsen tydelig i afgrænsningen af sit materiale, hvordan han arbejder med det og hvorfor. At han undervejs inddrager actor-network-theory (ANT), er sigende for hans karakteristik af Viksjø som en arkitekt i dialog med sine omgivelser. ANT er for Johnsen et perspektiv, der både peger på de mange forskellige aktører i tilblivelsesprocessen, herunder på Viksjøs samarbejde med kunstnere, politikere, bureaukrater, ingeniører, andre arkitekter osv., og på den agens, fysisk-materielle forhold kan besidde.

Johnsen går grundigt til værks i sin kortlægning af Høyblokkens og regeringsbygningens tilblivelse, der strækker sig over flere årtier, og han inddrager et overordentlig rigt arkiv-, billed- og tegningsmateriale. Dette projekt, et absolut hovedværk i Viksjøs oeuvre, vies hele fire kapitler. Den lange tilblivelse af Høyblokken bliver for Johnsen således en nøgle til at forstå Viksjøs kunstneriske vision. Første udgave var forslaget Vestibyle til konkurrencen om en ny regeringsbygning i 1940. Konkurrencen førte ikke frem til udvælgelsen af ét projekt til realisering. Tværtimod mente juryen, at grunden var uegnet, og at en ny konkurrence burde arrangeres. Fire projekter blev dog præmieret, heriblandt Viksjøs. I årene inden havde Viksjø arbejdet med netop det repræsentative offentlige administrationsbyggeri i en række norske arkitektkonkurrencer. Endvidere var han i perioden 1936 til 1942 ansat hos arkitekten Ove Bang, hvis internationalt orienterede modernisme prægede ham stærkt. Såvel Bang som Viksjø rettede ikke mindst blikket mod Le Corbusier især i form af publiceringen af Le Corbusier og Pierre Jeannerets Oeuvre Complète. Le Corbusier viste, hvordan det ultimativt moderne materiale, den armerede beton, kunne anvendes til repræsentativt byggeri placeret som punktbyggeri i en urban sammenhæng, der var mere åben og grøn end den traditionelle by.

Anden verdenskrig satte planerne om en ny regeringsbygning i stå, men blot et halvt år efter krigens afslutning blev planerne genoptaget. En ny jury blev nedsat, og den genbehandlede de fire forslag, og selv om også denne jury mente, at ingen af forslagene burde realiseres, anbefalede de at lade Viksjø udforme et revideret projekt. Fra 1946 arbejdede Viksjø således med projektet Vestibyle redusert, som gennemgik en række faser, hvorved bygningens omfang og placering såvel som behandlingen af facader og omgivelser blev ændret. Johnsen gennemgår grundigt de mange forskellige forslag og de arkitektoniske, kunstneriske, politiske og økonomiske årsager bag ændringerne. I slutningen af 1940ʼerne tager Viksjøs arkitektur en ny drejning, som kan ses i sammenhæng med forandringer inden for arkitektur og kunst andre steder i verden. Tidens såkaldte monumentalitetsdebat indbefattede overvejelser om forholdet mellem arkitekturen og billedkunsten og deres mulige syntese, ligesom spørgsmål om arkitekturens regionale tilpasning blev debatteret. Man kritiserede funktionalismens maskinæstetik for at være umenneskelig. Arkitekturens stedsforankring og symbolske virkning kunne derimod pege i andre retninger og svare på behovet for fællesskab og tilhørsforhold oven på krigens rædsler.

En grovere og ofte mere naturbaseret æstetik slog igennem, eksempelvis i art brut-kunsten, som Viksjø var optaget af, ikke mindst i kraft af dens eksperimenterende tilgang til materialer. Viksjø gav sig i kast med indridsninger i malingslag, både i sine perspektiviske arkitekturfremstillinger og i sine malerier – direkte forløbere for de indridsede udsmykninger, han senere lader en række kunstnere udføre i Høyblokken og Y-blokka, herunder de berømte værker af Pablo Picasso og Carl Nesjar. Også Le Corbusiers samtidige eksperimenter med en mere rå støbning af betonen, især i Unité dʼHabitation (1946-52) i Marseille, inspirerede ham. I et nyt idékoncept til regeringsbygningen fra 1952 optræder en selvstændig T-blok, som senere bliver til Y-blokka. Med enkelte justeringer er det dette projekt, som siden realiseres. Høyblokken stod således færdig i 1959, Y-blokka først ti år senere, i 1969. Johnsen viser, hvordan Viksjø arbejdede med disponeringen af projektets volumener i relation til den eksisterende by, og hvordan interessen for samspillet mellem forskellige tidsperioders byggeri viste sig allerede i Viksjøs forslag til konkurrencerne om udvidelsen af Stortingsbygningen (1949) og om et nyt rådhusanlæg i Bergen (1951).

Hybelhus for Stortingsmenn i Oslo (1950-54, nedrevet 1972) tildeles af Johnsen en helt central rolle, fordi Viksjø her introducerede de sandblæste betonfacader, som blotlægger et tilslag af natursten, den såkaldte naturbeton. Viksjø forlod ædelbetonen til fordel for et langt grovere udtryk, béton brut, som gennem brugen af skabeloner og ved sandblæsning kunne tilføjes ornamentik, der ikke var påklistret eller påmalet, men direkte integreret i facadematerialet. Teknikken gjorde betonoverfladen mere varieret, ligefrem levende, dokumenteret i samtidigt fotografi, der indfangede det raffinerede grafiske spil af forskellige stofligheder og lys-skygge-kontraster. Viksjø anvendte også teknikken i forbindelse med realiseringen af Bakkehaugen kirke (1954-59), Enebolig Ystgård (1954-57) og i eget sommerhus i Larvik (1956-57), inden den nåede et højdepunkt i regeringsbygningen.

Pointen er her at vise en særlig variant af den modernistiske arkitektur, en variant, som arbejdede for integration mellem kunstarterne, for syntesen mellem arkitektur, skulptur og maleri. Johnsen argumenterer for, at denne syntese havde gode betingelser netop i Norge, hvor muralmaleriet stod særlig stærkt i det 20. århundrede sammenlignet med i det øvrige Skandinavien. Viksjø arbejdede nærmest som kurator i samarbejdet med billedkunstnere om realiseringen af, hvad Johnsen kalder for »levendegjorte vægge«, altså vægge, der bar billeder eller ornamenter i sandblæst beton af blandt andre kunstneren Inger Sitter, eller som var udsmykket med billedtæpper af eksempelvis billedvæveren Hannah Ryggen. Brugen af naturbetonen med dens blotlagte småsten ser Johnsen som en abstraktion af norsk natur, mens han også kæder regeringsbygningens betonkonstruktionerne sammen med ældre norsk træarkitekturs solide tektonik. Sted og tradition lod sig derved forene med moderne byggeteknologi og abstrakt kunst.

Erling Viksjø: Eksperimenter i form og betong bekræfter Viksjøs store betydning i norsk efterkrigstidsarkitektur og formår på samme tid at klarlægge arkitekten og hans værker som del af netværk og forbindelser på tværs af landegrænser og på tværs af fagligheder og kunstarter. Bogen er et forbilledligt stykke arkitekturhistorie præget af præcision i sin vinkling af stoffet og i sine metoder og af klarhed i sprog og grafisk udtryk. Foruden tegninger og arkivmateriale og gengivelser af Viksjøs egne malerier består billedmaterialet næsten udelukkende af historiske fotografier af værkerne, især optagelser ved Teigens Fotoatelier: sort-hvide, stærkt grafisk virkende og betagende smukke.