Guest Bloggers I | Lea Glob (DK)

Om hvordan jeg levede og døde i velfærdsstaten.

Min søn har to bedstefædre. Den ene var bankrøver og den anden bankdirektør. Fælles for dem begge var, at de på et tidspunkt i halvfemserne ramte bunden. Bankrøveren turde efter mange år i fængsel ikke at komme ud til verden igen, og bankdirektøren blev fyret og mistede hele sin formue. Den første begik selvmord, og den anden arbejdede i årevis for at genopbygge formuen. Den ene indkasserede ydelser og socialindsatser og den anden betalte topskat.

Da jeg var seksten, døde min far – bankrøveren, og efterlod sig et par papkasser med ringbind og en play-station. Hvis han havde levet i dag, ville han have nydt ironien i, at han kom i familie med en bankdirektør - endda fra en meget velkendt filial. Senere da jeg mødte min fremtidige mand, Andreas, var det sidste vi tænkte på vores fædres sociale status. Det betød ikke så meget, for velfærdsstaten havde opflasket og uddannet os begge, og vi følte os lige.

Men da katastrofen ramte, brast den illusion. Vi var absolut ikke lige. Havde vi været det, så tør jeg ikke tænke på, hvor jeg ville være i dag.

Historien kort: Da jeg fødte min søn, fik jeg en infektion. Ingen opdagede den, og derfor fik den lov til at inficere hele min krop. Barselsfeberen var kun frygtet i gamle dage, for den slags forsvandt, da man begyndte at kunne behandle med antibiotika. Men det er stadig en af de store dræbere, hvor lægehjælp er en mangel.

Infektionen blev først opdaget, efter jeg mistede bevidstheden, og jeg var meget tæt på at dø. Men så satte intensivafdelingen på Riget sin livredende maskine i gang med medicin og bemanding for millioner og atter millioner, og efter flere måneders forløb var jeg på rette vej mod livet igen.

Både bankrøveren og bankdirektøren havde endnu et par ting til fælles; de gjorde sig ingen illusioner om at være lige, og de havde ikke synderlig tillid til staten. Men jeg var opvokset med idéen om lighed, og tillid til at staten folder sit sikkerhedsnet ud, når det brænder på.

I dag er jeg ambivalent. For det første skylder jeg intensivafdelingen hele min eksistens. Men samtidig var manglende behandling fra fødeafdelingens udkørte, stressede og overbelastede personale netop det, som var ved at koste mig livet til at begynde med. Vi jokede med, at fødegangen skyldte kvajebajere til intensivafdelingen, (og ca. 10 millioner kroner, hvis man skulle regne på hvad min behandling har kostet).

For det andet var min oplevelse gennem systemet, at jo længere væk fra intensivafdelingen jeg kom, jo mere viste hullerne i sikkerhedsnettet sig. Efter måneder på hospitalet, først i koma og siden sengeliggende, blev jeg udskrevet fra hospitalet. Uden at kunne bevæge så meget som en lillefinger, kom jeg hjem til kommunens genoptræningstilbud. 8 x 1  times forløb på et ankelhold for folk med skiskader, og det eneste der reddede mig fra social deroute og en plads på et plejehjem var bankdirektørens opsparing og ikke velfærdsstaten.

Familien var i opløsning. Min mand var alene med en nyfødt baby, to ældre børn og en fysisk og psykisk traumatiseret kone, som skulle komme sig ovenpå 36 operationer. Han måtte stoppe sit arbejde, holde sammen på det hele og forsørge alle på en barselsydelse. Udgifterne hobede sig op og hullet i økonomien voksede.

Min svigerfar lukkede hullet med kontanter. Han købte en bil til os, da jeg ikke kunne gå. Han betalte for fysioterapeuter, så jeg kunne få genoptrænet min krop. Han ansatte en hjælper til mig, så jeg kunne få gjort rent, handle ind og beholde en værdighed som kvinde og mor. Han købte endda en lejlighed til min mor, så hun kunne bo tæt på mig, hjælpe mig med at få en dagligdag i gang igen og ikke mindst med at løfte min søn. Selv med al den hjælp og kærlighed, så var det næsten umuligt at klare hverdagen. Havde jeg ikke haft en svigerfamilie med enorme summer på kontoen, så havde jeg i dag hverken haft stemme, førlighed eller en familie.

Jeg var ung og naiv og troede, at der var en velfærdsstat, som ville træde til med et tætmasket sikkerhedsnet, hvis jeg en dag blev ude af stand til at klare mig selv. Jeg blev heldigvis grebet og overlevede, men min tillid til systemet er for evigt skadet. Historien om vores samfund, som jeg i halvfemserne fik ind med skolemælken, er ikke længere sand. Velfærdsstaten er en supertanker, som er ved at blive nedbrudt nedefra. Det dør man desværre af.

Og det er ikke sjovt, skulle jeg hilse og sige.

Lea Glob was born in Djursland in 1982. She is a trained director from the Danish Film School's documentary line, where she debuted in 2011 with the short film ”Mødet med min far Kasper Højhat” The films “Venus - let’s talk about sex” from 2017 and “Olmo and The Seagull” from 2015 are both collaboratory works. The connections between body and community structures are recurring themes in her work. Lea lives and works in Copenhagen.