Guest Bloggers XIII | Per Aage Brandt (DK)

Hvad er det, der sker?

Overvejelser i marts 2020.

Det nye århundrede begyndte spektakulært med tårnenes fald og de deraf følgende krige i det olierige Mellemøsten. Men mindre spektakulært, mindre synligt, gik finanskapitalen og dens politikere bananas og lod klodens rigdomme samles på få og økonomisk asociale hænder med det resultat, at velfærdssystemerne, som havde holdt verden nogenlunde socialt beboelig, blev svækket til bristepunktet. Bristepunktet indfandt sig, da kriserne kom, først svindelkrisen i 2008, så viruskrisen i 2019. Den sidste er forårsaget af de store industrielle og overbefolkede samfunds knusende pres på naturen, som skal levere føde på stadig mere destruktive betingelser, og som på de samme betingelser også leverer destruktive mikroorganismer. Når sygdommene derfor modtages af de finanskapitalistisk udmarvede sundhedssystemer, fører de til epidemier. Den aktuelle indvarsler en fremtid, som vil fjerne selve det menneskelige grundlag, der gjorde kapitalistisk vækstøkonomi mulig. Kapitalen vil miste sin magt, som er gjort af dette grundlag. Magtesløse grupper vil overtage destruktionen.
De tilstande, der i dag hersker i områder af kloden, hvor konstante stridigheder mellem bander, klaner, racistiske, religiøse bevægelser og lignende "identiteter" gør livet så usikkert, at et stabilt samfundsliv er udelukket, vil blive globale. Sociale sammenbrud er ikke ualmindelige i menneskehedens historie. De fører historisk til organisk elendighed, politisk kollaps og totalitær forstening af de instanser, vi forbinder med suverænitet. Men historisk er disse virkninger lokale og begrænset til bestemte "lande" og kulturelle zoner. Det nye i den aktuelle situation er dens globalitet. De totalitære løsninger er simpelthen umulige i planetarisk format. Samfundene danner nu én eneste sammenhængende socio-sfære af sammenfiltrede udvekslinger, hvoraf livsvigtig produktion, teknologi, kommunikation, energi, føde og overlevelse afhænger. Det er praktisk og teoretisk umuligt at forvandle dette heterogene netværk af indbyrdes stridende og uforenelige fællesskaber til én totalitær blok. Teorier og filosofier, som stadig påstår noget andet, har ikke medtænkt netværket og dets menneskelige betingelser.  
Pengene har gennem en hel håndfuld årtusinder langsomt men sikkert gjort handel, teknisk udveksling, militære organiseringer, sociale hierarkier og religiøse dynastier med banker, børser og verdenskultur mulige. Kapitalernes magt voksede mod uendeligt, men klodens endelighed medfører nu en magtimplosion, hvis første symptom vi er ved at bevidne, her i 2020: klodens samfund må simpelthen indstille store dele af den aktivitet, hele herligheden bygger på: arbejdet. Pengene eksisterer fortsat, men deres "sjæl", hvorpå deres magt beror, nemlig den verden af mennesker, der er raske nok til at kunne arbejde og udfolde deres tilværelser under tålelige forhold, er ikke længere til rådighed. Denne verden af levende mennesker var nødvendig for kapitalen men forekom den at være en selvfølge; den udgjorde en så at sige usynlig forudsætning, som ikke forekom i dens kalkyler, og derfor kunne verden, i denne forstand, negligeres som unødig økonomisk støj. En støj af samme slags som strejker, opstande, maskinstorme, kampe mellem klasserne. De forenede kapitalistiske stater i alle endnu eksisterende lande har ladet verden forfalde, mens de har bestræbt sig på at styrke de allerede stærke, de magthavende og ofte svimlende rige selskaber og personer, som intet ansvar påtager sig for de sociale tilstande. Staterne forsøger nu yderligere at styrke de stærkeste og mindst ansvarstagende med midler, som er skabt af befolkningerne. Det vil næppe af sig selv føre til menneskeverdenens genopretning, og derfor melder fremtiden sig som et ualmindelig stort spørgsmålstegn.
Enhver kan se, at kapitalpolitikerne er ved at miste grebet om "deres" verden. De ledes ikke længere af arrogante og magtfulde kapitalinteresser, men af konfuse agenter for et netværk i lodret fald. Det eneste, de snart vil have tilbage, er deres eventuelle menneskelighed, hvilket vil sige, at de vil skulle anvende deres sprog og handlemuligheder på egen hånd. De vil egenhændigt skulle genopdage en verdensomspændende verden af mennesker og intet andet — ikke af nationer og banker og børser. Intet land vil kunne redde sig ved at lukke sig totalitært; lukningens politik ville blive en umulig selvforsyningsstrategi. Men en åbningens politik må derimod blive planetær og dermed nødvendigvis demokratisk, for så vidt ingen totalitær instans vil kunne styre den globale verdens forskelle og modsætninger eller vil kunne undvære dens mangfoldige bidrag til de lokale verdeners liv. Totalitarisme er mere end nogensinde ensbetydende med kollektivt selvmord. Det hidtidige "system" af kapitalmagter har løst problemet ved hjælp af afpresning og vold. Fremtidens "systemer" til varetagelse af civilisationsnetværket vil skulle genopfinde, eller snarere, faktisk, nyudvikle en menneskeansvarlig politisk handlemåde. Slet ikke af filosofiske, humanistiske grunde; men pengenes liv vil afhænge af sprogets liv, så at sige, i stedet for som hidtil at true og svække sprogets og den kommunikerende tankes liv. Det er en omvending, som den aktuelt sygdomshærgede klode allerede indvarsler som erfaring: vi bliver solidariske, fordi og så længe vores tænkende følelser ikke bliver overdøvet af pengenes larm. Det er en erfaring af enestående værdi for det, der skal komme.
Historiens store omvæltninger har altid kostet menneskeliv, selv om døden aldrig omvendt har garanteret en omvæltning. De menneskemængder, som mister livet i disse ulideligt mange pandemiske dage, er enten døde for intet, for en kynisk klikes forvildede kapitalidioti, eller som øjeåbnere for et liv, der helt anderledes er orienteret i retning af menneskenes endelige og skrøbelige, men storslåede verden.

Per Aage Brandter en dansk digter, oversætter, forfatter, musiker og sprogforsker. Han var med til at starte Forfatterskolen, hvor han tillige har undervist i en årrække. Fra 1992 til 2005 var han leder af Center for Semiotik ved Aarhus Universitet og er grundlægger og redaktør af tidsskriftet Almen Semiotik, Aarhus Universitet. Professor i semiotik ved Center for Semiotik ved Aarhus Universitet 1998-2005. Siden 2005 har han været professor i sprog og kognition ved Case Western Reserve University, Ohio. Han har været gæsteprofessor ved École des hautes études en science sociales i Paris og gæsteforsker ved Standford University, Californien.