Guest Bloggers XIV | Morten Nielsen (DK)

Sociale-bymodeller: Bæredygtig byudvikling nu og i fremtiden

1. september 2020 blev jeg forskningsprofessor i global byudvikling på Nationalmuseet. På grund af COVID-19 kommer jeg desværre ikke til at lave en egentlig tiltrædelsesforelæsning i den nærmeste fremtid. Men det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke har gjort mig nogle tanker om, hvad jeg vil bruge mit forskningsprofessorat på. Så er følger nogle tanker om, hvordan jeg vil skabe ny forskningsbaseret viden om global byudvikling med særligt fokus på socialt bæredygtig byplanlægning.

Ifølge FN bor mere end 55% af verdens befolkning i dag i byområder, og frem til 2050 vil der komme yderligere 2,5 millard byboere. Så min forskning kommer til at fokusere på, hvordan vi kan skabe socialt og miljømæssigt bæredygtige byer nu og i fremtiden. Og mit forslag til, hvordan vi tackler denne enorme udfordring er enkel: For jeg mener, at de resurser og løsningsmodeller, vi har brug for allerede findes i byerne i dag. Vi skal bare få øje på dem!

Jeg kalder det for sociale bymodeller. Sociale bymodeller betegner særlige måder at leve sammen på, hvor borgere tager sagen i egen hånd omkring organiseringen af byernes rum, aftaler hvordan fælles ressourcer skal forvaltes eller skaber planer og overblik, som gør livet lettere for alle. Det er effektive måder at organisere sig på både socialt og fysisk, der ofte overses, fordi de ikke nødvendigvis koordineres fra centralt hold. Og som ikke desto mindre rummer fantastiske resurser, der kan løftes ud af deres lokale sammenhæng og bruges som basis for at udvikle generelle modeller for fremtidens bæredygtige byer.

Den eksplosive vækst af verdens byer skaber en masse udfordringer, som vi endnu ikke har formået at løse. Uligheden i verdens storbyer er ekstrem og vokser konstant, og også danske byer er i dag mere delte end tidligere. I forhold til miljøet står det endnu værre til. Verdens byer udgør kun 2% af jordens samlede landmasse men forbruger mere end to tredjedele af verdens energi og står for mere end 70% af den samlede CO2 udledning.

Spørgsmålet er derfor, hvordan vi løser disse afgørende udfordringer. Flere steder i verden og også i Danmark er der en stigende erkendelse af, at traditionel byplanlægning ikke slår til i forsøget på at skabe social og miljømæssig bæredygtighed. Derfor forsøger man i mange byer at aktivere lokale fællesskaber gennem borger-dreven samskabelse, frivillighed og lokal forvaltning af fælles resurser. Men selvom der er stor interesse i at inddrage borgerne i en fælles diskussion om fremtidens byer så mangler vi stadig en effektiv metode til at oversætte byernes sociale resurser til egentlige modeller for bæredygtig byudvikling. Det er præcis det, jeg prøver at gøre med min forskning, hvor jeg på baggrund af nutidige og historiske studier af sociale bymodeller udvikler nye tilgange til bæredygtig byudvikling.

Jeg har lavet en væsentlig del af min antropologiske forskning i Mulwene, som er et fattigt bebyggelsesområde i Maputo, hovedstad i Mozambique, der ligger i det sydøstlige Afrika. Noget af det første der slog mig, da jeg begyndte at arbejde i Mulwene var, hvor velordnet området var. Faktisk mindede de fleste huse i området så meget om hinanden, at jeg var sikker på, at de måtte være planlagt af kommunen og bygget af den samme murermester. Men det viste sig hurtigt, at jeg tog fejl. For mere end 70% af Mulwene opstod som uformelle og ulovlige bosættelser og er i den forstand ikke anderledes end andre bosættelser i Afrikas storbyer, så som Khayelitsha i Cape Town i Sydafrika og Kibera i Kenyas hovedstad, Nairobi, der er verdens største slumområde.

Mulwene adskiller sig dog markant fra disse områder ved at være ekstremt ordnet. Det, der skete var, at Mulwenes beboere i løbet af nogle få år udviklede en model for områdets udstykning og byggerier, som fik det til at se planlagt ud, og derfor gjorde det muligt for dem at undgå tvangsforflyttelser. I skal forestille jer, at embedsmænd fra stat og kommune besøgte området og forventede at blive mødt af den uorden og manglende infrastruktur, der ofte kendetegner ulovlige og uformelle bosættelser. Men da de opdagede, hvor ordnet Mulwene faktisk var, ja, så lod de folk blive boende i stedet for at rydde området, som man ellers ofte gør ved ulovlige bosættelser. For ikke blot havde beboerne formået at skabe en effektiv model for områdets fysiske udformning, den interne sociale sammenhængskraft i området var også blevet betydeligt styrket som resultat af processen.

Når jeg i dag snakker med embedsmænd fra Maputos kommune indrømmer de blankt, at området ikke blev planlagt af dem, men at det kunne det lige så godt have været for det ser sådan ud. Og hvorfor skabe flere problemer for en offentlig administration, der i forvejen kører på pumperne?

Så hvis jeg skal formulere resultaterne af de sidste 15 års forskning fra Maputo som et svar på spørgsmålet om, hvordan man skaber bæredygtige byer, så er det altså, at bæredygtig byudvikling skabes ved at bygge på resurser, der allerede eksisterer i byerne. Det var Mulwene-modellen, der pegede mig i den retning, og jeg har siden studeret sociale bymodeller ikke blot i det sydlige Afrika men også i Asien, Latinamerika, Storbritannien, Tyskland, USA og Skandinavien.

I de kommende år vil min forskning fokusere på tre typer af sociale bymodeller: Byggede modeller, vidensmodeller og organisationsmodeller:

Byggede modeller er der, hvor by-arkitekturen ændres af borgerne selv og resulterer i nye prototyper for bæredygtig byudvikling. Et eksempel er de uformelle bebyggelser i Mulwene. Et andet konkret eksempel er Granby Four Streets i Liverpool. Det er et forsømt beboelseskvarter, hvor beboerne i fællesskab har udviklet modeller for, hvordan gadens faldefærdige bygninger kunne renoveres. Resultatet er et smukt og livligt kvarter, som har oplevet en kollektiv opblomstring omkring et fælles fokus på miljømæssig bæredygtighed.

Vidensmodeller er der, hvor ofte uformelle sociale handlemønstre kortlægges og resulterer i udformning af modeller, kort og manualer. Et eksempel er ’The Bus Map Project’ i  Beirut i Libanon, som en lille gruppe beboere startede op for at koordinere byens uformelle bustrafik. Ved at indsamle viden om ruterne og samle dem på fælles kort, har beboer-gruppen reduceret konflikter mellem udbyderne og gjort hverdagen mindre kaotisk for de mange daglige brugere af busserne

Organisationsmodeller som er der, hvor lokal forvaltning af fælles resurser fører til borgerdreven byplanlægning. I Mumbai i Indien, for eksempel, er det kommunale vandsystem ved at bryde sammen på grund af presset fra den voksende befolkning. Men i flere områder har beboere i samarbejde med lokale embedsfolk selv formået at skabe en effektiv infrastruktur baseret på adskilte og uformelle forsyningssystemer.

Så løsningerne på hvordan vi skaber fremtidens bæredygtige byer er derude - vi skal bare få øje på dem!

Morten Nielsen has a PhD in social anthropology (University of Copenhagen) and is currently a research professor at the National Museum of Denmark and head of two interdisciplinary research projects ‘Middle Class Urbanism: An interdisciplinary study of the physical reordering of urban sub-Saharan Africa’ and ‘Flexible Collectivities: Sustainable Social Urban Models in Danish Social Housing Estates’. Based on his fieldwork in Mozambique, Scotland, and USA, he has published on issues such as urban citizenship, time and temporality, comedy, human creativity, urban aesthetics, materiality, infrastructure, and political cosmologies.