Guest Bloggers XVII | Malene Lytken (DK)

Lampedesign, velvære og velfærd – historien om modernismens kunstlys

Godt lys inden for og uden for husene burde være en selvfølge. Men i de fleste huse er der ikke så meget dagslys, som man kunne ønske, og netop nu er det tilmed virkelig mørkt udenfor det meste af tiden.Vi har i høj grad brug for lampelyset, og i Danmark er vi vant til, at det for det meste er behageligt og af høj kvalitet. Derfor blev det en kæmpe udfordring for såvel designerne som alle andre, da glødepærerne skulle udfases, og vi skulle til at belyse både huse og gader med sparepærer og LED-alternativerne. Det husker vi allesammen; men hvordan var det dengang, da lamper gik fra at lyse med flammer til at lyse med elektriske glødende tråde og derfor skulle have et nyt tilpasset design?

Lad os gå tilbage i tiden og se på, hvordan barren for det danske armaturdesign tidligt blev sat højt af manden, vi kender som PH.

Da der i Danmark først i 1890’erne blev tændt for de første elektriske lamper, var det til at begynde med kun de få privilegerede og tilpas velstillede, der fik det nye sod- og lugtfri kunstlys ind i hjemmene. Uden for husene kunne alle til gengæld få glæde af det stærkere lys, der oplyste gader og pladser endnu mere og gjorde al færden i mørket tryggere. Det skete dog bestemt ikke fra den ene dag til den anden, for det elektriske lys var dyrt. Efterhånden kom der flere elværker, elektriciteten blev billigere, og i 1920 havde omkring halvdelen af danskerne fået elektrisk lys ind i hjemmene. I byernes gader lyste den overvejende del af lygterne endnu med gasflammer, men tiden var inde til et skift. Københavns Belysningsvæsen udskrev i 1920 en konkurrence om nye lygtestandere til elektrisk lys. Konkurrencen blev vundet af den unge arkitekt Poul Henningsen med en for tiden ekstremt strømlinet mast og ditto lygtehoved. Belysningsvæsnet havde kun forventet et lampeglas med en skærm henover, der kunne beskytte de elektriske dele mod det danske vejr. Men PH havde også valgt at forme på selve lyset, så hans lygtehoved bestod af en glascylinder med en stor emaljeret skærm over. Via den skærm og fem mindre skærme placeret inden for glasset fik PH fik rettet strålerne ind, så de ramte gaden i en skrå vinkel med et næsten blændfrit lys.

Det sidste var vigtigt, for det var et helt nyt problem. På det tidspunkt var glødepærerne blevet billigere, men det var på bekostning af kvaliteten. Det vil sige, at de godt nok lyste kraftigere end de tidligste pærer, men de var ikke længere behagelige at se direkte på.

Udviklingen fra petroleum og gasflamme til kultråds- og siden metaltrådspærer havde gjort lysets temperatur højere. Effektiviteten af kultrådspærer fra 1890’erne var set med moderne øjne lav, men deres lys var varmt og rødt. Siden havde mere og mere effektive metaltrådspærer gjort lysudbyttet højere, men lyset koldere, og det var i PH’s optik knap så godt. Lyset udsendte færre varme røde stråler, og det var et problem, for det var en kendsgerning, at man i hvert fald rundt om i hjemmene ville have varmt lys. Dertil kom ikke mindst, at pærelyset blændede. Derfor var den eneste løsning at skabe et gennemtænkt armatur omkring det.

PH revolutionerede ikke gadebilledet med sin gadelygter. Der blev i første omgang opstillet syv af dem på Slotsholmen i det centrale København, og efterfølgende lidt flere få andre steder i Hovedstaden. Men den i dag nærmest glemte lygte, som vi nu i dag referer til som Slotsholmlygten, blev både afsæt for senere designeres vellykkede gadelygtedesign og, ikke mindst, for PH’s videre arbejde. PH drømte allerede dengang om at forbedre lyset rundt om i de mange hjem. Han forsatte derfor de lystekniske forsøg, som han var begyndt at foretage i forbindelse med udformningen af gadelygten, og i 1926 lykkedes det ham at nå frem til et enkelt treskærmet armatur, der kunne give lys ud i rummet uden at blænde. Det altafgørende var, at skærmene var placeret sådan, at man ikke fik frit indkik til den blændende metalglødetråd i pæren.

PH skrev i 1926, netop da han havde færdigudviklet sin treskærmlampe, at det var vigtigt, at folk blev opdraget til at få et rigtigt lys, der skånede øjnene og klædte deres stuer, men også til at se værdien i en enkel, uornamenteret lampe. Det sidste var de fleste ikke helt klar til.

I tiden var der ellers flere reformatorer, som mente, at de rette arkitektoniske rammer og den rette formgivning og indretning kunne virkeliggøre drømmen om det gode liv, og at folk kunne opdrages og vejledes dertil.  

Det var funktionalisterne, der brød radikalt med de historiske stilarter og hævdede, at formålet – funktionen – alene skulle bestemme formgivningen. En af de unge funktionalister var arkitekt Edvard Heiberg. Han konkluderede i 1927, at det måtte være op til arkitekterne at opdrage folk til at bo moderne, det ville sige i fornuftige og naturlige hjem, hvori man skulle se friskt og oprindeligt på tingene: »En Stol er til at sidde i, og en Lampe er til at give Lys – hvis de Ting, der omgiver os i vort Hjem, er klare og logiske, vil de være med til at danne en virkelig moderne Kultur.« Da Heiberg nogle år senere blev interviewet om sit eget hjems indretning, forklarede han, at han selv havde indrettet sig med PH-lamper, for »Af alle de Lamper, jeg har set i baade Indland og Udland virker ingen bedre efter sin Hensigt end netop den, den er praktisk og smuk!«

I årene efter 1. verdenskrig var en voksende strøm af mennesker flyttet ind til byerne for at finde både job og bolig. Mange af de eksisterende boliger var af meget ringe standard. Her var hverken rum, lys eller luft nok. De nye og bedre boliger, man byggede, skulle være til at betale for arbejderne, og derfor var det nye boligbyggeri med moderne komfort, men af minimal størrelse. Det gjorde det nødvendigt, at hver en kvadratmeter i boligen blev udnyttet med omtanke. Hjemmet skulle indrettes hensigtsmæssigt og rationelt og møbleres med inventar, som var ærligt og ligetil. En opblødning af klassebegrebet var begyndt efter 1. verdenskrig på baggrund af den begyndende velfærdspolitik og en aktiv arbejderbevægelse; men selv om levestandarden blev bedre, var der stadig en markant forskel, og for de mange var der uendelig langt til borgerskabets anselige indtægter og livsstil. Ud over at arbejderne var begyndt at få nogen andel i goderne, er det imidlertid et faktum, at arbejderne ikke nødvendigvis ønskede den type indretning, som arkitekterne syntes var »frisk« og logisk: den enkle stol og den enkle lampe.

For PH havde den primære opgave ikke været lampens udseende, men at finde en løsning på, hvordan en lampe bedst og mest behageligt kunne oplyse rum og tingene i dem. Dermed blev lampen meget anderledes end alt, man havde set før. Avantgarden tog straks den nye form til sig, men mange mennesker fandt med PH’s egne ord hans lamper lige »vel tekniske«.  Med deres »moderne udseende« blev lamperne i første omgang primært placeret i kontorer og offentlige lokaler og hos det progressive borgerskab og intellektuelle mellemlag, der havde penge og mod nok til at tage den nye, enkle funktionalismestil til sig. Rigtig mange syntes også, at en enkel treskærmet PH-lampe var for simpel i forhold til de lamper og lysekroner, man var vant til. Denne store forbrugergruppe købte ikke større forbrugsgoder, hvis udseendet var for uvant, og prisen for høj, og PH var derfor nødt til at nærme sig deres krav, hvis han skulle markedsføre lampen som en del af et moderne hjems standardudstyr.

Ønsket om på den ene side at opdrage folk til enkelhed i formudtryk og på den anden side at tilgodese den herskende smag rundt om i hjemmene førte til, at PH og Louis Poulsen omkring 1930 introducerede varianter af lampen, der lettere faldt i folks smag. Det indebar nogle kompromiser for PH. Han mente ellers, at tiden var løbet fra de store lysekroner, men nu blev hans lamper samlet til kroner i forskellige størrelser og i et væld af modeller. I enkelte bestillingsarbejder blev der endda påsat prismer.

PH måtte også finde sig i endnu et kompromis. Han havde inderligt håbet, at selve glødepæren ville få forbedret sit lys, så det blev bedre og mere varmt. Det skete ikke. Det tidligste elektriske lys var kommet fra klare kultrådspærer, hvori lyset skinnede fra et præcist punkt, der gjorde det lettere af afskærme. Siden overtog den kraftigere og mere spredt lysende metaltrådspære i matteret glas markedet. PH’s eneste løsning var at få den afskærmet fuldstændig med et lukket skærmsystem, så man umuligt kunne blændes.

I 1958 udsendte Louis Poulsen lampemodellen PH5, som PH havde færdigtegnet to år tidligere.  I PH5-lampemodellen blev den køligt lysende pære helt skjult, så lyset kun indirekte skinnede ud gennem hvidlakerede metalskærme med undersider i rødorange og rødlig blå. For som PH holdt fast på, måtte det kunstige lys »indeholde aftenens og morgens mange røde stråler«.

PH-lamperne konkretiserede funktionalisternes indsats. Formen fulgte funktionen, sådan som funktionalismen foreskrev det. Med PH5 var det én gang for alle lykkedes PH at transformere lyset til en varm og dæmpet oplevelse af velvære. Det var en væsentlig funktion, og lampen blev en salgssucces, parallelt med at velfærdsbølgen skyllede hen over landet, og danskerne byggede huse og indrette sig.

Indtil udgangen af 1950’erne havde de arkitekttegnede funktionalismemøbler endnu ikke fået plads i så forfærdelig mange hjem. Men nu kulminerede velfærdsudviklingen i en forbrugereksplosion. Af de cirka 30.000 nye boliger, der blev opført om året, var en stor del enfamiliehuse, som var den boligform, de fleste danskere drømte om, og som mange nu fik mulighed for at realisere. Husene skulle indrettes moderne, og i løbet af 1960’erne blev funktionalistiske møbler mere og mere almindelige i hjemmene. PH5-lampen kom ind i mange af disse hjem og ud i det offentlige rum og satte en ny standard for løsningen af et designproblem med en belysning, der uanset lyskilden ikke blænder og giver et behageligt lys.

PH forsatte resten af livet igennem med at formgive lamper, ligesom han skrev og holdt foredrag om lys. Herved bidrog han med en fortsat nødvendig debat om belysningsdesign. At konkurrenternes bordlamper, pendler og diverse populære kroner helt tilbage fra slutningen af 1920’erne fik lighedstræk med PH’s lamper handlede nemlig ofte om, at de andre designerne lyttede til PH’s ord.

Med den økonomiske højkonjunktur og velfærdssamfundets nye ungdoms- og konsumkultur fulgte også væsentlige forandringer i dansk design. Den interesse for funktion, hensigtsmæssighed og sociale ideer, der lå til grund for funktionalismen, var ikke længere den eneste forudsætning for design og indretningsidealer.

Men hvad med belysningen?

Sidst i 1920’erne var PH-lampen et revolutionerende design: en lampe, som opfyldte formålet at lyse, og som endte med at blive selve symbolet på dansk funktionalisme. PH havde i 1926 understreget, at det var kunstnerens pligt at få folk lært op til først at spørge, om en given ting kunne bruges efter sin hensigt, og om den var praktisk og lavet i et holdbart og godt materiale, før de spurgte, om den var smuk. Præcis 40 år senere, i 1966, irettesatte PH de arkitekter, der prioriterede form over godt lys: »Der er desværre arkitekter, der tegner damehatte i stedet for lampeskærme. (…) Jeg ville ønske, at arkitekterne ville tænke mere på funktionen i stedet for at lave ’interessante’ faconer.«

Selvfølgelig er der også tegnet mange »damehatte« i Danmark, men selv Verner Panton, der legede med formerne og ønskede at gøre op med konventionerne og kedelig, gængs boligindretning, baserede sine lamper på PH’s lysteorier.

Til bogen Danske Lamper – 1920 til nu interviewede jeg sidste år en lang række danske designere om deres lampedesign. Deres udtryk og løsninger er vidt forskellige, men et fællestræk er, at de tager udgangspunkt i teknologiens nyeste muligheder, og at de alle som én har det gode lys i centrum.

Stort set alle designerne forklarede, at det havde været umuligt for dem at komme uden om PH’s påvirkning. PH var absolut epokegørende, da han skabte en ny form til den ny lyskilde.  PH-lampen satte en ny standard for løsningen af et generelt designproblem: et køligt lys, der blænder! PH og hans lamper kan synes overeksponerede – overbelyste om man vil – som repræsentativt for dansk (lampe-)design. For PH fik lamperne ud i husene, og velfærdsstaten sørgede for at de i stort antal kom ud i de offelige institutioner, så alle kunne se (i) lyset. PH formåede altså at skabe lys til velværet og velfærden, og tankerne bag lyset blev siden videreført i andre designeres kyndige hænder.  

I dag lyser både de mange PH-lamper og alle de andre virkelig gode danske designerlamper rundt om i hjem og offentlige rum med LED. Nu er diodelyset heldigvis blevet langt bedre og er dermed også blevet ansporende at designe armaturer til – nye lamper omkring ny teknologi.

Øivind Slaatto er en af de mange yngre designer, der designer godt lys i PH’s fodspor. Slaatto, der har PH som forbillede, har skabt store, forunderlige og omhyggeligt udførte armaturer for både Le Klint og Louis Poulsen, men hans seneste lampedesign, Shade Pendant ØS1, er et meget enkelt, lille cirkulært armatur. Den nye pendel er en meget gennemtænkt dynamisk lampe, der giver brugerne mulighed for at genskabe hele døgnets lys, fra det klare dagslys til det varme aftenlys. Lyset styres med en »smart-kontakt« eller via en mobilapp. Shade Pendant ØS1, som produceres af den danske belysningsvirksomhed Shade, er en designløsning, der ligesom PH’s armaturer tager udgangspunkt i et ønske om bogstavelig talt at omfavne tidens teknologi for at skabe det bedst mulige lys.

På helt samme tid skabte Olafur Eliasson en kæmpestor lampe for Louis Poulsen – der jo især er kendt for PH’s lamper. Modsat PH’s udgangspunkt så Olafur Eliasson ikke primært sin LED-pendel OE Quasi Light som en lysteknisk løsning på vores tids lysudfordring. Hans mission er en anden og handler blandt andet om at sætte fokus på bæredygtighed. Er PH-lamperne i princippet bæredygtige, fordi de har en lang levetid, sørgede Eliasson for, at alt i hans lampen var udskifteligt og produceret med genanvendte og genanvendelige materialer. Eliassons lampe er tæt på et kunstværk, og den er langtfra billig, så det er ikke en lampe tiltænkt de mange hjem.

Da PH skabte Slotsholmlygten for 100 år siden, var der ganske få stærkt lysende elektriske lamper i gadebilledet; i dag har vi så meget lys allevegne, at man kan tale om lysforurening (det er en anden historie, til en anden gang ...). For os i Velfærdsdanmak er elektrisk lys og nok af det en selvfølgelige, men det er det bestemt ikke for alle. Tilbage i 2012 grundlagde Olafur Eliasson sammen med ingeniør Frederik Ottesen den socialøkonomiske virksomhed Little Sun, der fremstiller og distribuerer lampen af samme navn, den senere tilkomne Little Sun Diamond samt mobilopladeren Little Sun Charge. Produkterne er særligt udviklet til de 1,6 milliarder mennesker, som lever uden eller med utilstrækkelig adgang til elektricitet. Eliasson ser lamperne både som en konkret og lavpraktisk løsning og som et bidrag til den vigtige diskussion om den ulige fordeling af energi. Little Sun var et stykke design tænkt til de rigtig mange. Der er til dato solgt over 1.000.000 af disse små lamper.

Malene Lytken er cand.mag. i kunst- og designhistorie fra Københavns Universitet, designer fra kunstakademiet ENSBA i Lyon og ph.d. fra Det Kongelige Akademi forskningsfelt er hjemmets indretning og design, og det har senest ført til bogen Danske Lamper – 1920 til nu og en række foredrag i forlængelse heraf. Til foråret følger en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet i København og til efteråret i Emdrup og Aarhus.