IDÉKATALOG - Designstrategier for klimatilpasning i byggeriet
Denne publikation viser et delresultat af det 2-årige InnoBYG projekt: Klimatilpasning af byggeriet. I projektperioden har arbejdstitlen været: “Hvor er vandet?”, da det peger meget konkret på, hvordan vandet skal styres og afledes, når der opstår kraftige regnskyl og voldsomme vejrforhold.
Idékataloget viser eksempler på det arkitektoniske potentiale, der ligger i arbejdet med at klimasikre vores byrum. Publikationen er et resultat af samarbejdet mellem de to vidensinstitutioner Teknologisk Institut (TI) og CINARK – Center for Industriel Arkitektur på Kunstakademiets Arkitektskole i tæt dialog med arkitektvirksomhederne Tegnestuen Vandkunsten, Schulze+Grassov, Tredje Natur og JJW Arkitekter. Projekterne arbejder bevidst med strategier for stedsspecifik arkitektur indenfor den industrielle produktions rammer og peger dermed ind i en diskussion om arkitekters metoder og kompetencer til at løse aktuelle samfundsproblemer.