Halm som byggemateriale – et radikalt tektonisk perspektiv
Kan halm ændre status fra spildprodukt til fremtidens byggemateriale?
Halm er et organisk materiale, som landbruget ser som et spildprodukt, men som nu bruges i byggeriet. De udstillede studier afprøver halms potentiale som byggemateriale i form af kæmpe LEGO-klodser, facadepaneler, vævet vægbeklædning, akustikelementer og enkle byggesystemer til boliger for flygtninge.
Projektet analyserer halm ud fra begreber som nyskabende tektonik og absolut bæredygtighed. Det udforsker udviklingen af byggeprincipper baseret på nøjsomhed og naturens kredsløb.
Udstillingen viser 10 studier af halm udviklet under et kursus i forskning og innovation som en del af kandidatprogrammet Settlement, Ecology & Tectonics (Bosætning, Økologi & Tektonik). Kurset er tilrettelagt i samarbejde med arkitektvirksomheder og byggebranchen.