City Memories

Tegning: Ludvig Fenger, 1889. Rådmandsgade Skole, udsnit

Det er veldokumenteret, at transformation og restaurering af eksisterende bygninger kan bidrage væsentligt til at reducere udledningen af drivhusgasser og reducere brugen af ressourcer. Det er imidlertid afgørende at det sker samtidig med at bygningernes arkitektoniske og kulturhistoriske værdier fastholdes og styrkes. 

City Memories er støttet af Creative Europe og gennemføres i samarbejde med stadsarkiverne i Stockholm, København og Budapest. Projektet har til formål at styrke kendskabet til og øge brugen af arkivtegninger fra Københavns Stadsarkiv som væsentlig del af vidensgrundlaget for en fremtidig bæredygtig bygningskultur. 

Studerende på kandidatuddannelsen i Kulturarv, Transformation og Restaurering ved Det Kongelige Akademi anvender gennem to semestre Stadsarkivets arkivtegninger som et kritisk grundlag for deres studieopgaver. Intentionen er at vise, at det kun er muligt at tænke og handle bæredygtigt på et oplyst og veldokumenteret teknologisk, kulturhistorisk og æstetisk fundament.