The Researchers - Breaking New Ground in Design, Architecture and Conservation
Det Kongelige Akademi
Danneskiold-Samsøes Allé 51
Udstillingen
1435 København K
Danmark
Der er mange veje ind i forskningens verden på Det Kongelige Akademi: fra lysten til at rykke ved status quo og skelsættende personlige oplevelser, der ændrer ens verdensopfattelse, til ambitioner om at bidrage positivt til fremtiden. På udstillingen 'The Researchers - Breaking New Ground in Design, Architecture and Conservation' viser vi noget af den stærkeste forskning inden for arkitektur, design og konservering på Det Kongelige Akademi.
Vi præsenterer også menneskene bag forskningen. Hvem er de? Og hvad er det, der driver dem?
På Det Kongelige Akademi forsker vi i, hvordan vi kan leve, bygge, skabe og tage vare på vores omverden på nye måder. Med akademisk tyngde og en unik kunstnerisk tilgang udvikler forskerne ny viden, der adresserer samfundets store udfordringer.
De undersøger, hvordan vi kan skabe bæredygtige løsninger med reel betydning for mennesker, samfund og verden omkring os. Fra genbrug af materialer og cirkulært design til inkluderende byer, læsbar typografi, tekstilproduktion, transformation af byggeriet, bevarelse af kulturarv og kunstig intelligens. Forskningen favner bredt.
Det kan du opleve på udstillingen
I udstillingen kan du opleve de fysiske resultater af forskning fra ti af Det Kongelige Akademis forskningscentre, forskningsklynger og projekter skabt af ph.d.er, lektorer og professorer.
Ved langbordet i midten af udstillingen kan du se nærmere på resultaterne af forskningen, som de præsenteres i videnskabelige tidsskrifter og bøger.
På en storskærm på caféens bagside kan du udforske Det Kongelige Akademis digitale forskerprofiler, lære forskerne bedre at kende og dykke dybere ned i deres igangværende forskningsprojekter. Du kan også fortsætte din udforskning af forskningen på akademiets hjemmeside.