Forskning og kunstnerisk udvikling

Forskning og kunstnerisk udviklingsarbejde på Institut for Bygningskunst og Kultur spænder fra forskning i konkrete problemstillinger som energioptimering inden for kulturarv til en mere filosofisk orienteret æstetisk teori. Kultur, historie og poetik er tre forbundne begreber, der går igen i instituttets forskning. Vi fokuserer på relationen mellem arkitekt, værk og kultur i såvel en nutidig som historisk kontekst – analytisk inden for teori og historie og mere håndgribeligt inden for transformation og restaurering. I en teoretisk sammenhæng står arkitekturanalysen centralt, fra konkret bygningsanalyse til ideologikritisk analyse. 

På instituttet er der en tæt sammenhæng imellem forskning, kunstnerisk udviklingsarbejde og undervisning. 

Vores ambition er at konfrontere forskellige forskningsmæssige tilgange og vidensfelter, tværgående på instituttet, såvel som inden for de enkelte forskningsområder samt at denne forskellighed også afspejler sig i undervisningen. 

Kunst og Arkitektur 

Egenproduktionen for underviserne ved Kandidatprogrammet Kunst og Arkitektur er inden for feltet kunstnerisk udviklingsarbejde og deres arbejder udgør et vigtigt fundament for de forskellige kunst- og arkitektursyn som de studerende møder. Deres arbejder indgår løbende i bøger, udstillinger og som realiserede værker.

Undervisere på Kunst og Arkitektur er forelæsere og gæsteprofessorer på arkitektskoler i Europa, Asien og Nordamerika.

Undervisere og forskere på Kunst og Arkitektur har bidraget til udstillinger på bl.a. DAC, Dansk Arkitektur Center; Utzon Centeret, Ålborg; DogA, Oslo; Arkitekturbiennalen i Venedig m.fl. 

Kulturarv, Transformation og Restaurering

Forskningens hovedmål er at koordinere foreliggende viden og at etablere ny viden indenfor området gennem fremlæggelse af handlingsanvisende analyser, metoder og modeller. Forskningsenheden har aktuelt et særligt fokus på bygningskunst og bæredygtig bygningsarv. Forskningen benytter sig af flere forskningsdiscipliner, herunder dataindsamling, teoretisk udvikling af viden, praksisorienterede forskning- og udviklingsarbejder samt kunstnerisk udviklingsvirksomhed KUV. 

Forskningsenheden afholder konferencer og udgiver fagfællebedømte publikationer, eksempelvis ’Lost & Found’, ’Om Bygningskulturens Transformation’ og senest ’Robust’. Hertil kommer afholdelse af eksterne forelæsninger og kurser, m.v. 

Political Architecture / Critical sustainability
Forskningen inden for temaet kritisk bæredygtighed kobler forskelligartede fænomener som profylaktisk arkitektur og planlægning, urban gendannelse efter naturkatastrofer og diskurs og visualitetsanalyse inden for bæredygtighedsfeltet. Hertil kommer en forskning med fokus på aktuelle arkitektur- og bypolitiske problemstillinger, billedforskning og en mere generel grundforskning inden for æstetisk teori og centrale grundbegreber som f.eks. repræsentationsbegrebet, der også indgår i skolens mere tværgående undervisning og i ph.d.-skolen. 

Arkitekturhistorisk forskning
Inden for den for den arkitekturhistoriske forskning er det ambitionen at udvikle den monografiske forskning ved øget fokus på historiografi og metodiske tilgange og ved i stigende grad at inddrage vidensområder uden for de snævert arkitektfaglige, f.eks. antropologi og politisk historie.