Nicolai de Gier får årets Finn Juhl Pris
Professor MSO Nicolai de Gier er blevet tildelt Wilhelm Hansen Fondens Finn Juhl Pris. Gennem sit arbejde med studerende på Det Kongelige Akademi sætter Nicolai de Gier et afgørende præg på møbelbranchen.
Nicolai de Gier er uddannet møbelsnedker og derefter arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole. I 2022 blev han udnævnt Professor MSO på Det Kongelige Akademi. Han er desuden en af kræfterne bag det danske møbelbrand Takt.
”Gennem sit arbejde med de studerende på Det Kongelige Akademi har Nicolai de Gier været med til at sætte et afgørende præg på branchens selvforståelse i en periode, hvor den har været præget af forandring. Fra flatpack-æraen mod et anderledes cirkulært tankesæt har han ført de studerende igennem selve dét at designe, mens han samtidigt har skabt en stærk ballast i egen produktion af stole. Han videregiver generøst sine erfaringer til en ny generation af danske møbelkunstnere,” siger Steffen Aarfing, bestyrelsesmedlem i Wilhelm Hansen Fonden.
Udover at køre sin egen produktion af møbler er Nicolai de Gier er ansvarlig for kandidatprogrammet Furniture Design - Products, Materials and Contexts på Det Kongelige Akademi. Her har han også været dybt involveret i Det Dansk-Egyptiske Dialoginitiativ, hvori der hvert år arrangeres en studietur til Egypten med studerende. Resultaterne af dette års tur er netop nu udstillet på Det Kongelige Akademis bibliotek frem til 21. juni i år. Derudover kan værker af programmets møbelkandidater ses på årets afgangsudstilling fra den 22. juni.
Om Finn Juhl Prisen
Wilhelm Hansen Fonden er stiftet af Hanne Wilhelm Hansen, der dannede par med arkitekt og møbeldesigner Finn Juhl. For at hædre Finn Juhl har Wilhelm Hansen Fonden siden 2003 en gang om året uddelt Finn Juhl Prisen til visionære skikkelser, der har gjort en særlig indsats inden for dansk møbelarkitektur. Det være sig som designer, arkitekt, producent, skribent eller lignende. Prismodtagerne får hver en pris på 100.000 kroner.
I år foregik overrækkelsen af Finn Juhl Prisen på Designmuseum Danmark under designfestivalen 3daysofdesign. Også møbeldesigner Anker Bak modtog en Finn Juhl Pris.