Studerende vinder Michelin-pris for selvkørende pavilloner
Designstuderende Stefan Perriard har udviklet en selvkørende mobilitetsservice, der ruller gennem gaderne i den bilfri bykerne. Projektet har vundet en andenplads ved en af verdens største transportdesignkonkurrencer, Movin'On Michelin Challenge Design.
Et rullende fortov. En pavillon på hjul. En selvkørende mobilitetsservice. Projektet ”Tramo” har mange navne. Og nu også en international designpris oveni hatten.
For dommerkomiteen bag Movin'On Michelin Challenge Design 2021 – verdens største transportdesignkonkurrence, der har særligt fokus på bæredygtighed – har netop tildelt ”Tramo” en andenplads ved dette års konkurrence.
Bag projektet står Stefan Perriard, der er kandidatstuderende på sidste semester på Industrielt Design ved Institut for Bygningskunst og Design på Det Kongelige Akademi.
”Jeg vil vise, at mobilitetsdesign er en integreret del af byplanlægning, er socialt inkluderende og kan give os helt nye oplevelser i byen og på farten. Det bliver nu anerkendt på højeste niveau – det er da et enormt skulderklap,” siger Stefan Perriard.
Inkluderende design for samfundets svage
”Tramo” er en selvkørende transportservice, der mest ligner en pavillon på hjul, som er tiltænkt fremtidens bilfri byer. De rullende pavilloner kører i gå-hastighed rundt i gågaderne og på supercykelstierne i lidt højere tempo. Servicen har ikke stoppe- eller opsamlingssteder, man hopper bare på, og kan derved koble sig til andre transportforbindelser, fx letbaner, metro, bus, udenfor byens centrum.
”Tramo” gør det nemt for alle spadserende at stige af og på, da pavillonerne både kan skyde ramper ud til kørestolsbrugere og kan folde hjulene op under sig og lægge sig fladt på maven, så folk med gangstativ eller andre fysiske udfordringer let kan stige på og af.
Omkring 700 projekter, udviklet af studerende såvel som uddannede designere fra hele verden, var med i Movin'On Michelin Challenge Design 2021.
”Tramo” kan opleves på udstillingen 70% less i oktober 2021 på Det Kongelige Akademi.