SIGNATUR – Spor i landskabet

Malergården

I Plejerup, en lille by i Odsherred, ligger Malergården som en kunstpause i morænelandskabet. En lukket verden afgrænset af træer og lave stendiger, der trækker spor i terrænet og vidner om både beherskelse og underkastelse af det nærværende landskab. I små ryk skaber haven forbindelse til den vilde natur. Sirligt arrangeret og vildt voksende på samme tid. En kunstersignatur skrevet i mulden. 

Ved ankomsten til Malergården får jeg straks en fornemmelse af tid, der er gået. Det er kulisserne til et liv, der er blevet levet på landskabets betingelser. I enhver afgrænsning og tærskel ser jeg spor af en nøjsomhed og en forståelse for omgivelserne, som er opstået ved hånden. Her er tiden gået og livet blevet levet, mens hænderne har arbejdet og skabt den overgang mellem mennesket og den store natur, som i drømmen grundlagde stedet. 

Malergården var en drøm og et kunsterhjem – og blev selv en del af kunstværket. Kampestensfacaderne, de klunsede bjælker i loftet, de klare farver på væggene. Huset og kunstnernes malerier stemmer overens og kredser alle om det simple og nødvendige, det vilde og ubegribelige. I mere end 70 år boede maleren Sigurd Swane og hans familie her. Drevet af den samme drøm formåede familien at skabe overensstemmelse mellem deres kunst og deres liv. I 2004 overgav datteren Gerda Swane Malergården til Odsherreds Kunstmuseum, der åbnede huset for offentligheden. Det var Gerdas ønske, at museet for eftertiden skulle give stedets særlige ånd videre til de besøgende og samtidig videreudvikle hendes malerskole til et kulturelt knudepunkt i Odsherred. Siden har det været et ønske for museet at udvide Malergården med udstillingsbygninger, der kunne huse de mere end 300 malerier, som Gerda også forærede museet. 

Arkitektonisk intention

Malergården er indbegrebet af Odsherred, men også en kunstnersignatur, der er helt sin egen. Det har været min intention at arbejde med området som Swanerne selv gjorde. Læse og forstå landskabet og dermed udfordre det med historien og traditionen i baghovedet.   

Jeg har tegnet nye udstillingsbygninger, som lægger sig frit i landskabet, så de på den måde kan tale sammen med Swanernes malerier og gå i direkte forbindelse med landskabet og Odsherreds kulturarv og byggetraditioner. Additioner, der hægter sig på idealerne og kulturarven i stedet for eksisterende bygninger. Det er mødet mellem kultur og natur, der gør Malergården særlig, og det er også det møde, der har været fokus i mit projekt. Det er afgrænsninger, overgange og udsyn. 

Ser man på de mange småhuse, der ligger frit rundt om Malergården, får man et godt indtryk af den knaphed og nøjsomhed, der præger hele byggeriet. De er bygget af lokale materialer og fundne marksten eller resterende byggematerialer fra gården. 

Jeg har ønsket at arbejde videre med det princip og gentænke området på en ny og dog genkendelig vis. De nye bygninger skal kunne rumme Swanernes kunst og være funktionelle og anvendelige som moderne udstillingsbygninger. De skal skabe nye stier i terrænet og dog understrege de eksisterende overgange ved at forholde sig respektfuldt til de naturlige afgrænsninger i et på samme tid åbent og lukket landskab.  

Med dette projekt ønsker jeg både at styrke og videregive historien om Swanerne, der levede og arbejdede på Malergården, men også forstærke hele Odsherreds selvbillede og sammenhold. Som i enhver udkantskommune i Danmark, mener jeg, at det er vigtigt at fremhæve og fremelske de værdier, der findes i forvejen, så stedet kan tiltrække besøgende og få folk til at slå sig ned permanent.  

Udstillingsbygningen

Særligt kendetegnende for stedet er de lave stendiger, der snor sig rundt om huset og taler sammen med ladernes facader og stuehusets fundament. I den nye udstillingsbygning har jeg arbejdet videre med det motiv og ladet et nyt stendige vokse ud af terrænet og blive til bygningens facade mod vest. Dermed bliver bygningen en fortsættelse af havens fortælling, idet det lave stendige i havens østlige ende åbner sig til det nye. Samtidig er der en spænding mellem det nye og gamle, da havens stendiger følger terrænet, og det nye til gengæld vokser ud af det og dermed beskriver det bakkede landskab på en ny måde.

Udstillingsbygningen er placeret på grænsen mellem Malergårdens oprindelige have og den nye æblehave, som blev grundlagt i 2011. Mellem de eksisterende træer bliver overgangen intensiveret af den lange stenmur, samtidig med, at den ligesom museumsbutikken peger ud i landskabet og binder sig på de eksisterende stier. Men i forhold til museumsbutikken er udstillingsbygningen opstået ud af en anden læsning af landskabet, der fokuserer på kontrasterne på stedet. Det åbne og lukkede. Det lyse og mørke.

Bygningen består af tre adskilte udstillingsvolumener, der er beklædt med brædder af grantræ. Mellem de tre volumener er der udsigt mod øst og plads til skulpturer, der kan spille sammen med det skiftende dagslys. Derudover bliver der lukket lys ind i hver ende af gangen. 

Museumsbutikken

Museumsbutikken har fået sin placering fra en lille hjemmebygget kostald, som Gerda Swane fik rejst i 1996. Stalden var en praktisk tilføjelse efter Agnete Swanes død og virker malplaceret i det samlede anlæg, men den har en ideel placering som det første led i en udstilling om Swanerne. Da bygningen med sine materialer ikke harmonerer med stedets selvgroede arkitektur, har jeg valgt at rive den ned og bruge dens placering. Her har jeg i stedet tegnet et simpelt hus, der lægger sig langs møllerenden. Det er med til at fokusere bygningens retning ud i landskabet. Bygningen har en monolitisk karakter, idet både den ydre vægbeklædning og tagbeklædning er træspån af flækket rødgran. Det sender tanker til både de eksisterende småhuse, der omgiver gården, og til Odsherreds egen bygningskultur. 

Plan er simpel med en glasdør i hver gavl. Det skal fokusere oplevelsen af landskabet ved at gøre bygningen til en slags kikkert, der i den ene retning leder ind til Swanernes univers og i den anden skaber forbindelse til Lammefjorden og stedets særegne landskab. Bygningen fletter sig ikke ind i landskabet som Malergården, men er placeret for sig selv som en udkigspost. På den måde henvender den sig først og fremmest til den besøgende, der skal opleve landskabet for første gang.