Forskere fra Det Kongelige Akademi undersøger arkitekturen i Afrikas voksende uformelle bosættelser

Lektor Johan Mottelson fra Det Kongelige Akademi er blandt hovedkræfterne bag en ny forskningsartikel om boligarkitekturen i uformelle bosættelser i Afrika. Med fokus på et boligkvarter i Tanzania dokumenterer forskerne en “bottom-up”-byudvikling, hvor beboerne udvikler og tilpasser deres boliger efter behov uden myndighedernes indblanding.

Over halvdelen af den urbane befolkning i Afrika syd for Sahara bor i uformelle bosættelser. Bebyggelser, der udvikles under begrænset statslig kontrol, og hvis beboerne typisk ikke har formelle ejendomsrettigheder. Boformen spreder sig hastigt i randområderne af kontinentets voksende storbyer. Men til trods for at over 250 millioner afrikanere har hjemme i de uformelle bosættelser, har forskning med fokus på områdernes boligarkitektur været beskeden.

Forskere fra Det Kongelige Akademi har i samarbejde med internationale partnere lavet et nyt studie, der er publiceret i tidsskriftet Cities, som fokuserer på arkitekturen i de uformelle bosættelser syd for Sahara. 

Artiklen giver indblik i, hvordan bosættelserne udvikles efter beboernes behov og udfordringer. Blandt andet med forretninger, udlejning og miljøtilpasninger.

En af hovedkræfterne bag den nye forskningsartikel i Cities er Johan Mottelson, som til daglig er lektor ved Institut for Arkitektur, By og Landskab på Det Kongelige Akademi. 

“Jeg har lavet en masse forskellig arbejde inden for det her felt,” fortæller Johan Mottelson, som fik smag for byudvikling i Afrika under sit udvekslingsophold på et universitet i Mozambique. Det blev siden til en ph.d. med fokus på området og senere talrige forskningsprojekter i Afrika.

Og nu studiet af boligarkitekturen i kontinentets uformelle bosættelser.

Høj befolkningsvækst

Inspirationen til forskningsprojektet kom, imens Johan Mottelson forskede i sammenhængen mellem boligforhold og myggebårne sygdomme i Tanzania. 

Det nye studie tager også udgangspunkt i Tanzania. Nærmere bestemt i et case-studie, som forskerne har foretaget i middelklassekvarteret Mabibo i landets største by, Dar es Salaam.

“Afrikas befolkning blev fordoblet mellem år 2000 og 2020. Og den forventes fordoblet igen per år 2050 og igen mod slutningen af århundredet. Det er en voldsom befolkningsvækst, og der er høj migration fra land til by. Det, kombineret med en begrænset kapacitet til at forvalte byudviklingen, betyder, at uformelle bosættelser spreder sig i stort omfang,” siger Johan Mottelson. 

Den fysiske udformning af de uformelle bosættelser er forskellig alt efter, hvor man kigger. Men fælles for dem er, at de udvikles med begrænset håndhævelse af regulering. Det vil sige, at bygninger opføres uden byggetilladelse eller eller hensyn til byplanlægningslovgivning, og at beboerne ofte har usikre ejendomsrettigheder.

“Og givet den store befolkningsvækst og den fortsat begrænsede institutionelle kapacitet, så forventes det, at udviklingen fortsætter,” forklarer Johan Mottelson. “Det er et vigtigt område at forstå i forhold til folks livsvilkår. Og der er ikke lavet særligt store og omfattende studier af boligforhold i uformel bosættelser. Så det er det, vores studie handler om.”

Sofistikerede praksisser

Johan Mottelson og hans kolleger har dokumenteret boliger i den uformelle bosættelse Mabibo og indsamlet data fra beboerne om deres hverdag for at belyse sociale og kulturelle forhold.

Og fraværet af myndigheder og arkitekter begrænser ikke beboernes driftighed.

“Med meget begrænsede ressourcer udformer borgerne selv det bebyggede miljø efter deres behov,” fortæller Johan Mottelson. “Og der er relativt sofistikerede praksisser i spil uden involvering af arkitekter, byplanlæggere eller ingeniører.”

Størstedelen af bosættelserne i Mabibo-kvarteret er énetageshuse.

“De består typisk af det, der hedder et Swahili House, som er hovedhuset. Og så er forskellige udvidelser tilknyttet hovedhuset,” forklarer Johan Mottelson og tilføjer, at Mabibo er særligt kendetegnet ved, at grundene typisk ikke er afgrænsede med mure.

“Der er en åben urban struktur, hvor folk kan bevæge sig frit mellem bygningerne. Også på andre folks private grunde,” fortæller han.

“Det bebyggede miljø er typisk ikke reguleret i detaljer, så folk har lavet små udvidelser uden tilladelse. Nogle gange er udvidelserne placeret ud i gaderummet med små butikker.” 

Butikkerne er blandt eksemplerne på beboernes udformning af deres boliger og lokalområde, som Mottelson og hans kolleger fremhæver i deres nye forskningsartikel. 

Andre eksempler tæller, hvordan beboerne i Mabibu bygger små udlejningsenheder og hønsegårde på deres grunde. Hvordan de hæver gulve for at beskytte mod oversvømmelse, inkorporerer myggenet for at sikre mod sygdomme, sænker loftet for at forbedre indeklimaet og udfaser traditionelle byggematerialer med både industrielle og genanvendte af slagsen.

“Man kan se, hvordan den boligtypologi, der tidligere er dokumenteret i regionen, er under transformation på grund af hastige urbaniseringsprocesser,” forklarer Johan Mottelson.

Forskeren kalder det, de har dokumenteret, for en form for “bottom-up”-byudvikling. 

“Det er spændende at forstå de processer, der former byudviklingen gennem de centrale mekanismer, hvor borgerne selv tilpasser det bebyggede miljø efter deres behov. Det er ikke altid en god ting, men derfor er det alligevel vigtigt at forstå i forhold til at adressere nogle af de problemer, der kan kendetegne denne udvikling.”
Forskerne har allerede gang i et parallelt studie i Mozambiques hovedstad Maputo, hvor de fokuserer på uformelle bosættelser i de mere centralt beliggende områder i storbyen. 

“Her kan man kan se, at der er nogle mere radikale boligtransformationer undervejs, hvor hele grunde er bygget ud, og der er en begyndende vertikalisering i det bebyggede miljø,” fortæller Johan Mottelson og kalder dette studie en forlængelse af artiklen, de netop har publiceret. 

“Vi prøver at lave en serie af studier i regionen for at kortlægge boligarkitekturen langs den afrikanske østkyst. Og vi regner med også at lave et studie i Mombasa i Kenya senere.”