Det Kongelige Akademis forskning bliver mere synlig
Nu har vi gjort det nemmere at komme tættere på Det Kongelige Akademis forskere og deres arbejde.
Leder du f.eks. efter en forsker inden for bæredygtigt byggeri, design, kulturarv og de fysiske rammer for menneskers liv, eller er du særligt interesseret i et bestemt fagområde, vil du samarbejde om et projekt, eller søger du en ekspert til en historie? Så kig på vores personlige forskerprofiler.
Her giver professorer, lektorer, adjunkter, postdocs og ph.d.-studerende en præsentation af deres aktuelle forskning på en klar og visuel måde, så du nemt kan danne dig et overblik over den enkelte forskers kompetencer, interesseområder og igangværende projekter.
Samtidig har vi også frisket hjemmesiden op med ny forside og nyt afsnit om forskning.
Styrket forskning
Forskerprofilerne giver et samlet indblik i akademiets forskningsmiljøer og gør det lettere at finde relevante eksperter, skabe nye samarbejder og følge forskernes arbejde og er en let tilgængelig indgang til forskningsmiljøerne. Har du brug for mere detaljerede oplysninger om publikationer, projekter og forskningsdata, henviser profilerne videre til forskningsdatabasen Pure.
Gennem vores kunstnerisk-videnskabelige fagligheder bidrager vi med ny viden og innovative løsninger, der tager afsæt i praksis og udfordrer eksisterende måder at tænke på. Sammen med partnere fra praksis og forskningsmiljøer i Danmark og internationalt arbejder vi blandt andet med klimaomstilling i byggeriet, bevarelse af kulturarv og bæredygtig design og mode.
På Det Kongelige Akademi har vi gennem de seneste år styrket forskningen markant med flere forskere, flere forskningsprojekter og flere eksterne forskningsmidler. Vi har i dag 125 medarbejdere i forskningsansættelse og 50 ph.d.-studerende under uddannelse.