Hvordan kan arkitekturen følge med, når vi bliver ældre?

Hvordan designer man gode boliger til ældre mennesker, når både kroppen, sanserne og de psykiske behov ændrer sig med alderen? I projektet Drawing for the multiplicity of aging undersøger forskere fra Det Kongelige Akademi, hvordan arkitekturen kan give plads til flere måder at blive gammel på.

Arkitekturen har længe været optaget af den gennemsnitlige krop. Menneskets proportioner er blevet målt og omsat til standarder for alt fra døråbninger til køkkenborde. Men hvad sker der, hvis udgangspunktet ikke længere er en gennemsnitskrop, men mange forskellige måder at blive ældre på inklusiv forskellige fysiske, sanselige, kognitive og psykiske behov?

Nogle får sværere ved at gå. Hørelsen ændrer sig, man kan blive mere lysfølsom, mens andre lever med angst, depression eller demens. Og så er der dem, som kun mærker få forandringer. Aldring er med andre ord ikke én tilstand, men mange. 

Det er udgangspunktet for Drawing for the multiplicity of aging, et kunstnerisk forskningsprojekt på Det Kongelige Akademi - Institut for Arkitektur og Teknologi. Projektet er et af fem kunstneriske forskningsprojekter støttet af Dreyers Fond i forbindelse med ”Partnerskab om at fremme ”et mangfoldigt menneskesyn og ligeværdighed gennem arkitektur og universelt design”.  

Projektet bygger videre på tidligere undersøgelser af danske seniorbofællesskaber og kredser nu om universelt design: Hvordan kan man tegne rum, der ikke kun fungerer for én forestilling om en bruger, men for mennesker med forskellige kroppe, sanser og behov?

”Når vi taler om aldring, tænker vi ofte på en person i kørestol eller med et gangstativ – noget, man fysisk kan se. De usynlige handicap får langt mindre opmærksomhed,” siger Madison Lindsay, videnskabelig assistent og tilknyttet projektet. Hele projektgruppen består yderligere af lektor Ulrik Stylsvig Madsen samt Fruzsina Boutros.

At tegne sig ind i et andet perspektiv

Forskerne har i alt afholdt tre workshops med arkitektstuderende, praktiserende arkitekter og beboere i et seniorbofællesskab. Her fik deltagerne fiktive personprofiler med forskellige behov. Én skulle leve sig ind i en profil og fortælle om en almindelig hverdag, mens en anden lyttede og tegnede. Bagefter tog de fat på eksisterende plantegninger og forsøgte at ændre rummene ud fra den person, de netop havde arbejdet med.

Øvelserne gjorde ellers let oversete forhold konkrete. En arkitekt arbejdede eksempelvis med en profil med hørenedsættelse og begyndte at tegne flere visuelle forbindelser og vinduer ind i et projekt. Når hørelsen er nedsat, kan muligheden for at se, hvor andre mennesker befinder sig, have større betydning for orienteringen.

En anden deltager arbejdede med en profil med angst og depression og blev optaget af, hvordan man kan være en del af fællesskabet uden konstant at skulle befinde sig midt i det. Det førte til overvejelser om rum, hvor man kan trække sig lidt tilbage uden helt at forlade det sociale liv.

”Vi vil gerne vise, at forskellige behov faktisk kan tænkes ind som en del af selve designprocessen,” siger Fruzsina Boutros, videnskabelig assistent som også er tilknyttet projektet.

Gennem de forskellige workshops blev det derfor tydeligt at universelt design  ikke nødvendigvis kan være én særlig løsning. Hvor de fleste arkitekter måske er bevidste om ramper og håndtag der kan skabe adgang, er det også vigtigt at overveje ting som synslinjer, lys, lyd, privathed og muligheden for selv at vælge, hvor tæt man vil være på andre.

Tilgængelighed sidder også i detaljen

Beboerne i seniorbofællesskabet pegede på meget konkrete udfordringer i hverdagen. Et køkken kan være svært at bruge fra en kørestol, og overskabe kan blive vanskelige at nå, hvis bevægelighed eller rækkevidde mindskes med alderen. På badeværelset kan placeringen af toilet, vask og håndtag være afgørende for, om rummet også fungerer, når beboernes fysiske behov ændrer sig.

Det viser, at tilgængelighed ikke kun afgøres af bygningens arkitektur. Den findes også i mindre beslutninger: et dørgreb, en kant ved en indgang, en kontakt eller muligheden for selv at regulere lyset.

Forskellige behov kan samtidig også være i konflikt. En løsning, der hjælper én person, kan gøre situationen vanskeligere for en anden, og derfor rejser projektet et mere komplekst spørgsmål end blot, hvordan man kan tilføje flere specialløsninger: Hvordan kan de samme rum rumme ældre mennesker med forskellige, og nogle gange modsatrettede, behov?

Bag de konkrete øvelser ligger også en kritik af forestillingen om det standardiserede menneske. Arkitekturen har en lang tradition for at omsætte menneskekroppen til mål og proportioner, og det kan ifølge Fruzsina Boutros og Madison Lindsay være begrænsende, hvis én bestemt krop bliver den tavse norm for, hvem arkitekturen tegnes til.

”Der har været en tradition i arkitekturen for at tage udgangspunkt i et gennemsnitligt menneske. Men hvis man simplificerer mennesker til en standard-krop, ekskluderer du samtidig en helt masse andre,” siger Madison Lindsay.

Især for seniorboliger bliver spørgsmålet særligt relevant. De skal ikke alene fungere for de mennesker, der flytter ind i dem i dag, men også kunne rumme, at deres behov kan ændre sig i de efterfølgende år.

Ingen facitliste

Drawing for the multiplicity of aging skal ikke ende med en opskrift på den perfekte seniorbolig.

Hvis ældre mennesker har forskellige og foranderlige behov, findes der ikke én løsning, der kan sættes på formel. I stedet forsøger projektet at udvikle måder at få flere perspektiver ind i selve designarbejdet.

”Vores opgave er ikke at give ét svar på, præcis hvordan noget bliver mere tilgængeligt eller inkluderende. Men vi vil gerne starte en diskussion om, hvad tilgængelighed betyder for forskellige mennesker og i den konkrete situation,” siger Madison Lindsay. 

Projektet afsluttes i år. I den sidste fase arbejdes der med såkaldte analytiske tegninger, der skal samle og synliggøre de forslag og erkendelser, som er kommet frem gennem de tre workshops.

Om projektet

• Drawing for the multiplicity of aging er ét ud af fem kunstneriske forsknings-projekter, som Det Kongelige Akademi har udvalgt. De er finansieret af Dreyers Fond som et led i et større ”Partnerskab om at fremme ”et mangfoldigt menneskesyn og ligeværdighed gennem arkitektur og universelt design”. Det erer et langvarigt samarbejde mellem Det Kongelige Akademi Arkitektur, Design, Konservering, Bevica Fonden, Rambøll Fonden og Dreyers Fond.
• Formålet er at skabe større ligeværdighed og inklusion af mennesker med funktionsnedsættelser gennem arkitektur og design. Det sker gennem et femårigt partnerskab der er forankret i arkitektur og designuddannelsen, og vil involvere både forskning, uddannelses og samarbejde med udøvende arkitekter og designere, civilsamfund og brancheorganisationer. 
• Alle fem kunsteriske forsknings-projekter tager afsæt i en central samfundsudfordring: At mange mennesker møder eksklusion og barrierer i deres fysiske omgivelser. Arkitektur og design spiller en afgørende rolle i at skabe rum, der både anerkender og rummer forskelligheder i kroppe, sanser og måder at leve på.
• Bag projektet står lektor Ulrik Stylsvig Madsen samt Fruzsina Boutros og Madison Lindsay der begge er videnskabelige assistenter på Institut for Arkitektur og Teknologi på Det Kongelige Akademi.