Arkitekturens dag: Rundvisning i særudstillingen
Det Kongelige Akademi Udstillingen Danneskiold-Samsøes Allé 53 København K
Danmark
I anledning af Arkitekturens Dag er der åbent hus i særudstillingen den 2 oktober 16.00 – 18.00 hvor kurator Susanne Jøker Johnsen introducerer til udstillingen og viser rundt kl. 16.00, kl. 16.30 og kl. 17.00.
Flere af udstillerne vil være til stede og fortælle om deres projekter.
Udstilling: Planetary Boundaries
Det Kongelige Akademi har længe fokuseret på at finde veje til at mindske CO2-udledningen i byggeriet, restaurere frem for at bygge nyt og skabe design, der holder.
Klimaet er under forandring, og det smitter af på planeten. Menneskets indgriben i klodens økosystem kan nu tydeligt mærkes i den globale miljøtilstand. Klimaforandringer er ikke noget, der kommer. De er her allerede.
Arkitektur og design har sammen med landbrug, transport og andre sektorer bidraget til overforbrug af jordens resurser. Derfor gentænker Det Kongelige Akademi, hvordan fremtidens arkitektur og design kan leve side om side med en planet i balance. Vi har rettet blikket mod den nødvendige omstilling, for holdbare løsninger er stærkt forbundet med gode arkitektur- og designløsninger.
På denne udstilling kan man opleve 25 udvalgte projekter, der gennem en design- eller arkitekturfaglighed forholder sig til, hvordan man kan frembringe nytænkende design, byggematerialer og boformer, der æstetisk har stor spændvidde, men efterlader et lille aftryk på planeten. Der er eksperimenter, konkrete forslag og ambitiøse undersøgelser af, hvordan vi omstiller og nytænker vores traditionelle syn på arkitektur og design.