Genopbygning Ukraine - samarbejde, transformation, kultur og identitet
Ukraine House in Denmark
Strandgade 27B
Danmark
Krigen raser i Ukraine, og selvom katastrofens totale omfang endnu er umuligt at forudsige, er det tydeligt for alle, at Ukraine står overfor en enorm genopbygningsudfordring. Mød Det Kongelige Akademi i Byens Netværk, der holder debat om bæredygtig genopbygning og ukrainsk/dansk samarbejde og værdifællesskab i arkitekturen.
Samtalepanelet består af:
- Henriette Ejstrup, adjunkt, Det Kongelige Akademi – CINARK
- Ingeborg Hau, kurator og konsulent, Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst og Teknologi
- Viktoriia Didych, lead architect hos Kyiv-baserede Balbek Bureau
Henriette Ejstrup forsker bl.a. i lokale byggeskikke, materialer, tektonik og kulturarv og vil tale om, hvad lokal arkitektur er, og hvordan vi med afsæt i vores historie kan udvikle bæredygtigt byggeri. Henriette Ejstrup repræsenterer desuden Det Kongelige Akademi i det europæiske samarbejde U-RE-HERIT - Architects for heritage in Ukraine: recreating identity and memory.
Ingeborg Hau er kurator på projektet 'The Rebuilding Pavilion', som op til, under og efter denne sommers verdenskongres for arkitekter UIA2023CPH, undersøgte potentialerne i internationalt samarbejde og udveksling i gen(op)bygningsudfordringer. Ingeborg Hau vil fortælle om projektets formål og erkendelser, og om hvorfor genopbygning også er en udfordring i Danmark.
Viktoriia Didych vil fortælle om sit arbejde med bæredygtig genopbygning, ikke blot af ødelagte bygninger og byer, men i lige så høj grad af lokal identitet, kultur og fællesskab, som er blevet knust og fragtmenteret i krigstiden.