Forfattersalon #3 om bogen 100 Copenhagen Typologies

Dato
21.03.2024
Tidspunkt
15.00 - 16.00
Adresse

Biblioteket
Danneskiold-Samsøes Allé 50
1435 København K
Danmark

Pris
Fri éntre

Kom til forfattersalon på Det Kongelige Akademis bibliotek torsdag den 21. marts kl. 15.00 – 16.00 

Her kan du møde studielektor Martin Marker, direktør i Arkitektens Forlag Kristoffer Lindhardt Weiss, samt de to arkitektstuderende Mona Ismail og Julie Skjøt Kongsbak fra Det Kongelige Akademi.  

De fortæller om bogen 100 Copenhagen Typologies. Re-use, adaption and mixed-use architecture, der udkom på Arkitektens Forlag i november 2023.

Bogen præsenterer 100 bygninger og steder i København, der enten har ændret funktion gennem tiden – eller kan indeholde mange forskellige funktioner i fremtiden. Bogen skal inspirere studerende og udøvende arkitekter til, hvordan vi kan genbruge og designe mere bæredygtigt i fremtiden.

Bogen, der er udarbejdet af studielektor Martin Marker og 60 bachelorstuderende fra Institut for Bygningskunst, By og Landskab, beskriver København som et wunderkammer af bygningsværker.

I korte tekster, fotos og tegninger præsenteres 100 udvalgte bygninger og steder, der enten har ændret funktion over tid eller kan indeholde flere funktioner nu og i fremtiden.

Det fyldige inspirationskatalog kan samtidig læses som en arkitekturguide til Københavns såvel  ikoniske som mere ukendte arkitektoniske værker.

 

Blandet brug af bygninger
Ifølge FN vil knap 70% af verdens befolkning leve i urbane områder i 2050. Genanvendelse og varieret brug af bygninger bliver således endnu mere påkrævet i fremtiden.

Bogens fokus er derfor ikke de æstetiske kvaliteter af de udvalgte bygninger, men derimod deres rumlige kompleksiteter og mulige genanvendelse på nye måder.

Martin Marker:
” Måske er det på tide at omdefinere den generelle måde at tænke ny arkitektur på. Udgangspunktet bør være, så ofte som muligt at om-programmere eksisterende strukturer og arbejde med det, der allerede er der. Det er en langsom revolution. Det er fortsat en ret lille del af nutidens arkitektoniske praksis. I det mindste bør vi designe bygninger, der ikke kun er monofunktionelle, men også giver mulighed for fremtidigt potentiale ”