Utopi / Dystopi
Galopperiet
København K
Danmark
Studerende fra kandidatprogrammet 'Kunst og Arkitektur' udstiller reflektioner over Christianias udvikling i de kommende år.
Christiania har eksisteret i mere end 50 år og mere eller mindre fulgt sin egen bane mens det omkringliggende samfund har undergået en dramatisk udvikling og for længst forladt de progressive idealer, der prægede slutningen af 60’erne og som lagde grunden til Christianias oprettelse. 60’ernes idealer blev paradoksalt en drivkraft i det kapitalistiske samfunds videre udvikling og var med til at skabe den kreative klasse, informationssamfundet og mere generelt den kognitive kapitalisme, hvor den vigtigste ressource er kompetencer og ideer.
I dag befinder vi os på den anden side af et par årtiers ubekymret neoliberal vækstideologi og skal atter gentænke den måde vi organiserer vores samfund.
Hvorfor går arkitekturutopierne næsten altid galt? Og hvorfor er de ofte skræmmende hvis de faktisk opføres? Er det modsatte lige så problematisk? Kan man klare sig uden spejle når man tænker over fremtiden og er græsrodstanken dømt til at ende i selvtilstrækkelige enheder?
Udstillingen “Utopi/Dystopi” tager afsæt i de almennyttige boliger, der skal opføres i de kommende år på Christiania. Udstillingen viser 16 reflektioner over Christianias udvikling.