P. S. Krøyers materialebrug og maleteknik - En undersøgelse af kunstnerens malerier og tubefarver

Navn
Marie Bitsch Christiansen
Uddannelsesgrad
Kandidat
Fagfelt
Konservering
Institut
Konservering
Program
Kandidatuddannelsen i konservering
År
2016

I specialet undersøges P. S. Krøyers (1851-1909) materialebrug og maleteknik med særligt henblik på at kortlægge Krøyers palet og eventuelle ændringer i denne igennem hans oeuvre samt at belyse, i hvilket omfang kunstneren har gjort brug af periodens præfabrikerede materialer.

Undersøgelserne har omfattet fire af Krøyers malerier og indholdet i kunstnerens malerskrin, der bl.a. tæller en række velbevarede tubefarver. Farvesnit og farveprøver fra malerierne og tubefarverne er blevet analyseret ved optisk mikroskopi, SEM/EDX, Ramanspektroskopi og FTIR-spektroskopi for at undersøge opbygningen af farvelagene og identificere de anvendte pigmenter og bindemidler.

Undersøgelsernes resultater tegner et billede af en kunstner, hvis palet har bestået af såvel traditionelle pigmenter som pigmenter udsprunget af den moderne kemiske industri, der blomstrede i 1800-tallet. Set fra et konserveringsfagligt perspektiv er den væsentligste ændring i paletten introduktionen af zinkhvidt i sidste del af Krøyers virke, da dette pigment er forbundet med en række forskelligartede bevaringsproblematikker.

Yderligere illustrerer undersøgelserne kompleksiteten af præfabrikerede tubefarver fra denne periode. Flere af Krøyers tubefarver indeholder blandinger af organiske og uorganiske pigmenter, og selvom der oftest er overensstemmelse mellem handelsnavnet og det primære pigment i tuben, er det langt fra altid tilfældet.