Transformation af Vestre Stationsvej 8-10, Odense

Syvhundrede meter fra Odense Banegård på hjørnet Vestre Stationsvej og Thorsgade ved Kongensgade-stop på den nye letbane ligger en funktionstømt bygning. Den er oprindeligt opført som erhvervsbygning fra 1960 til lager-og kontorbrug. Bygningen har gennemgået mærkbare om- og tilbygninger i 1978, 1992 og 2010, og står i dag i dens ydre som et sammensat volumen, der vidner om forskellige tider og arkitektoniske udtryk. Bygningen har trods sin placering stået tom siden 2019, hvor den blev anvendt til undervisningsformål for Social- og Sundhedsskolen Fyn. 

 Kvalitet i byfortætning er et hæfte fra 2016, der også i dag bruges som værktøjskasse for boligbyggeriets aktører i Odense. Under overskriften Bygninger, der ikke er bevaringsværdige står: 

“(...)Ved fx erhvervsbygninger fra 1960’erne og senere ses ofte bygningsstrukturer og bygningsdybder, der er vanskelige at omdanne til boliger med tilstrækkelig kvalitet. (...) I de tilfælde, hvor bygningens udtryk heller ikke tilfører området særlig kvalitet, kan den bedste løsning være nedrivning og opførelse af ny, tidssvarende bebyggelse, hvor det ikke er vanskeligt at opfylde boligkvaliteterne så som gode adgangsforhold, dagslys mv.”

Projektet undersøger hvordan bygningen kan videreføres ud i fremtiden. Dette indebærer et arkitektonisk forslag, som skal eksemplificere, hvordan generelle æstetiske og tektoniske principper omkring det industrialiserede byggeri kan løses, frem for at rive ned og bygge nyt. Derfor er en transformation af bygningen et indslag i den langt større debat om, hvordan vi forvalter efterkrigstidens industrialiserede byggeri, der udgør størstedelen af landets bygningsmasse.

I samarbejde med Cecilie Høgsberg Knudsen

Eksisterende forhold

Tema

Temaet for vores afgangsprojekt kommer af en interesse i efterkrigstidens arkitektur, og hvordan vi forvalter den nyere del af vores kulturarv. Vi har været interesseret i lære om det industrialiserede byggeri. I byggebranchen er der også kommet et større fokus på udnyttelsen og transformation af efterkrigstidens bygningsmasse. Dette både i lyset af den ressourcekrise vi står i, men også i hvilken grad sådan en arkitektur har bevaringsværdi. Bl.a. har det særlige bygningssyn fornyeligt har lavet en ny fredningsstrategi med fokus på efterkrigstidens arkitektur, som er stærkt underrepræsenteret på fredningslisten. I arkitekturteoretisk sammenhæng har diskursen oftest været at kigge kritisk på det, som lige har været. Så håndtering af efterkrigstidens arkitektur, herunder den senmoderne og postmoderne arkitektur, er anderledes at forholde sig til i en transformations og restaureringsfaglig tilgang. Det, fordi bygningerne er fra den nære fortid og meget lig med den måde vi bygger på i dag. Det kan være svært at finde særegne arkitektoniske kvaliteter ved sådanne byggerier. De værdisættes derfor oftest ikke højt og tit, når de er funktionstomme, transformeres de til ukendelighed. Projektets funktionstømte bygning er opført over flere perioder og har træk fra både senmodernismen og postmodernismen. 

Intention

Vi ønsker at stille forslag til bygningens fremtidige program med fokus på at skabe tydeligere åbenhed for offentligheden, således bygningen kan udnytte de potentialer, der ligger i dens placering. Derudover skabe en ny sammenhæng og byrum omkring bygningen i forbindelse med en ny bypark mod letbanen. Bygningens facade undersøges i relation til dens kontekst samt mulighederne for en addition. Vi ønsker at genbruge så meget som muligt.

Fremtidige forhold

Greb

Vi foreslår en omprogrammering af bygning til et hus for bevægelse og dans samt en addition med erhvervslejemål ovenpå det eksisterende med et tag, som skal sammenbinde de eksisterende bygningskroppe. I den taktfaste bygningskrop fra 1960 placeres dansesale, mens der i den lette konstruktion fra 1990 placeres en opvisningssal med dobbelthøjde og tribune. Vi har med en ny facade ønsket at forbedre lysforholdene i bygningen og gøre bygningens konstruktion mere tydelig i dets ydre. Vi bevarer de eksisterende initiativer i facaden, hvor der skelnes mellem det repeterede fra 1960 og det komponerede fra 1990. Vi giver bygningen en ny farve for at binde de to bygningenskroppe sammen, der vil stå som komplimentærfarve til de mange røde teglsten i den nære kontekst. Med en ny ankomst og åbning i facaden mod nordøst drejer vi bygningens retning mod områdets fremtidige bypark og det for nylig anlagte letbanestop.