Hellig Kors Kirke  - Jan Søndergaard

Festforelæsning ved professor emeritus Jan Søndergaard

Dato
17.05.2024
Tidspunkt
15.00 - 17.00
Adresse

Det Kongelige Akademi
Auditorium 2
Danneskiold-Samsøes Allé 53
1435 København K
Danmark

Et favntag med arkitekturen i seks årtier fra tømrer til professor.

For at fejre Jan Søndergaards mangeårige virke som professor og nu professor emeritus inviterer Institut for Bygningskunst og Teknologi til forelæsningen ‘Et favntag’. Forelæsningen er baseret på Jan Søndergaards lange karriere, hvor ”realiseringens kunst” har været et gennemgående tema. Gennem kronologiske nedslag i sine værker vil Jan Søndergaard udfolde sit syn på arkitekturen. 

Jan Søndergaard var studerende i en brydningstid: Generation ’68 gjorde oprør mod autoriteterne og det etablerede. Det udnyttede han som et personligt råderum til at udforske arkitekturens mange discipliner, da han startede på Akademiet efter at have uddannet sig først til tømrer, så bygningskonstruktør. 

I dag svinger pendulet igen mod et opgør, denne gang med arkitekturens akademisering. Mod denne sætter Jan Søndergaard en kunstnerisk tilgang, hvor arkitektur handler om at skabe rum, fysiske såvel som sociale, og indlejre bygningen i konteksten 1 til 1.

Natalie Mossin, Institutleder ved Institut for Bygningskunst og Teknologi byder velkommen og introducerer. Efterfølgende bydes der på kolde øl.

Professor Emeritus Jan Søndergaard
Professor Emeritus Jan Søndergaard

Om Jan Søndergaard

Jan Søndergaard, eller Løven som han er kendt som blandt arkitekter, har taget hele vejen fra tømrer til professor. Han startede først i lære, herefter blev han bygningskonstruktør, og i 1979 tog han afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole. Herefter blev han ansat på tegnestuen Krohn og Hartvig Rasmussen, senere omdøbt til KHR, hvor han i 1989 blev partner og stadig har sin tegneplads. Hans store gennembrud som arkitekt blev den danske pavillon til verdensudstillingen i Sevilla i 1992. Desuden er han kendt for bygninger som hovedsædet for Pihl og Søn i Lyngby (totalfredet 2015), B&O-bygningen i Struer, eget sommerhus i Veddinge Bakker, Jens Bangs Gæstehus i Toftum Bjerge og senest Fiberline i Middelfart og Hellig Kors Kirke i Jyllinge. For sine værker er han blevet tildelt Akademiets højeste udmærkelser (C. F. Hansen medaljen og Eckersberg medaljen) og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. I dag er han i gang med et forskningsprojekt i landskabelige omgivelser på det yderste Amager, på en grund han har købt til formålet.

Jan Søndergaard arbejder ud fra devisen 'realiseringens kunst'; det er en kunst at realisere et bygningsværk, og realiseringsprocessen er med til at skabe værkets kunstneriske udtryk. Nu er Jan Søndergaard blevet professor emeritus, og underviser stadig på Arkitekturens Teknologi, en nyligt oprettet kandidatuddannelse for bygningskonstruktører.