Roskilde Festival 20xx
Roskilde Festival Plads
camp Silent and Clean & camp Clean out Loud
Darupvej 19
Roskilde
Danmark
I løbet af det seneste semester har 27 arkitektstuderende fra Institut for Bygningskunst, By og Landskab arbejdet med Roskilde Festivalen som case. Resultatet er 7 projekter i form af 28 meter ideer, der tager udgangspunkt i ideer og hændelser med festivalen som centrum.
Med sine ca. 130.000 gæster er Roskilde Festivalen Danmarks fjerdestørste ’by’ målt i indbyggertal, og har mange af de samme behov og krav til logistik, wayfinding, bæredygtighed, affaldssortering osv. som en almindelig storby.
Det, at festivalen er midlertidig, gør den oplagt som et uformelt eksperimentarium for arkitektstuderendes afprøvning af ideer, nye tiltag og løsninger til fremtidens bosætning – for man får lynhurtigt et helt konkret indblik i, hvad der fungerer og hvad der ikke gør.
På dette års Roskilde Festival kan man se syv projekter i form af 4x2 meter store plancher, der fx dykker ned i ideer og hændelser med festivalen som centrum:
- Hvad hvis al mad til festivalens gæster blev dyrket på festivalen?
- Hvad hvis man havde behov for at finde ro og kontemplation midt mellem 130.000 larmende festivalgæster?
- Hvad hvis festivalen blev ramt af en ny istid?
De i alt 28 meter plancher er udstillet i camp Clean Out Loud og Silent and Clean og kan ses under hele festivalen.
Projektet er en del af et større samarbejde mellem Roskilde Festival og Det Kongelige Akademi, hvor akademiet over de næste tre år kommer til at arbejde med festivalen som case, og hvor Roskilde Festivalen kan få inspiration og ny viden via de studerendes projekter.