Alternative boformer til ældre
Et nyt Post.doc-projekt skal samle viden om hybride boligformer, der placerer sig mellem traditionelle familieboliger og plejeboliger for ældre. Projektet har fået økonomisk støtte på over 2 mio. kr. fra Realdania, Helsefonden og Aase og Ejnar Danielsens Fond.
Louise Dedenroth Høj, ph.d. fra Det Kongelige Akademi, skal i gang med projektet med titlen ”Nye hybride boligmodeller - et studie af alternative boligtyper til ældre. Formålet med projektet er at skabe ny viden om forskelligartede boligformer, der ligger mellem familieboligen og plejeboligen for den ældre del af befolkningen.
Projektet bliver forankret på Institut for Bygningskunst, By og Landskab.
’Det er særdeles tilfredsstillende, at vi med dette projekt får mulighed for yderligere at styrke den praksisnære forskning i velfærd og arkitektur’, siger institutleder Katrine Lotz. ’Denne type forskning er både vigtig for uddannelsen af nye arkitekter, og for at vi kan bidrage til at løse de store udfordringer vores velfærdssystem står overfor i de kommende år.’
Demografiske forandringer skaber nye boligbehov
På grund af den demografiske udvikling, kommer der til at mangle plejeboliger i fremtiden, og det får den konsekvens at de ældre typisk får senere adgang til dem. Der er samtidig en stigende diversitet i ældregruppen, hvor et større antal er sunde og raske liv i lang tid, men hvor der også er flere, der har behov for pleje. Det betyder, at der er behov for nye boligmodeller, der i højere grad kan imødekomme forskelligheden og skabe større kontinuitet i ældrelivet.
De hybride boliger kan gå på tværs af generationer og invitere til sociale fællesskaber, og samtidig indeholde flere forskellige boligtyper, der retter sig mod forskelligartede behov. De kan bl.a. indeholde nye funktioner og services, der er indrettet efter behov for pleje sent i livet.
I projektet vil Louise Dedenroth både undersøge boligen samt det omgivende miljø. Hun vil tage afsæt i danske og internationale casestudier med fokus på best-practice for at undersøge, hvordan arkitekturen kan understøtte livskvaliteten og det gode hverdagsliv hos ældre. Derudover vil hun arbejde med deltagerobservationer og interviews med ældre beboere i forskellige aldre og livssituationer.
Ny viden skal påvirke udvikling i arkitektbranchen
Projektet er forankret i det internationale interdisciplinære forskningsnetværk ”Age-integrated Housing and Neighbourhoods ” og et samarbejde med Ældre Sagen om ældres boliger og boligmiljøer. En følgegruppe med aktører fra både forskning og praksis skal sikre viden om den nyeste udvikling samt behovene hos ældre og i kommunerne.
Det er ambitionen, at projektets undersøgelser og resultater skal påvirke udviklingen i branchen, så viden øges omkring, hvordan nybyggede boliger kan tegnes og udvikles, men også hvordan man bedst muligt nytænker, omdanner og transformerer den eksisterende bygningsmasse til gode fremtidige, ældreboliger.
Projektet starter op i januar 2026 og løber frem til september 2028.