Otto Busses Vej 2 - Eftersynshallen

I vores projekt har vi bevidst undladt at fastlægge et specifikt program fra begyndelsen. I stedet har vi startet med at besøge og undersøge hallen – og registrere dens arkitektoniske og rumlige kvaliteter. Først herefter er programmet opstået: et, der tager udgangspunkt i bygningens eksisterende karakter og søger at bevare den gennem transformation.

Som en del af den registrerende fase har vi udarbejdet en alternativ SAVE-analyse, der sætter spørgsmålstegn ved lokalplanens værdisætning. Her vurderes ikke kun det ydre, men også det indre – rummenes potentiale for transformation, genbrugsmuligheder og den miljømæssige belastning ved nedrivning. Du kan læse mere i værdisætningshæftet under Downloads.

Vores tilgang til huset har gennemgået flere undersøgende faser – bl.a. større indgreb med værksteder i flere etagers højde, lavere etager i forskellige retninger og opdeling af hallen til flere store rum. Men vi har indset, at selv om hallen er kraftig og potentielt kan klare meget store indgreb, er kvaliteten netop dét – potentialet. Vi vil derfor foreslå mindre indgreb, der, ved at adskille sig fra hallens tyngde, højde og råhed, forstærker det eksisterende rum. Vores tilføjelser er lette og svævende elementer, der kan sættes ind flere steder (end vist) og som kan fjernes igen uden at have permanent forandret hallen, den dag den gives videre.

Igennem registrering og værdisætning er vi kommet frem til, at når programmet skifter fra en meget specifik industrifunktion med lokomotiverne som hovedfokus, til et sted hvor mennesket kommer til at betyde en større rolle – for at sikre bevaring i den nye Jernbaneby – er vi nødsaget til at fjerne for at kunne sikre bevaring.

Registreringen og værdisætningen har ledt os til en tilgang, hvor vi har kigget på de programatiske lag og de permanente lag. Hvor kan vi fjerne uden at destruktivt forandre huset? Vi har derfor udvalgt subtraktion i de dele/områder, hvor vi gør mindst for at kunne få mest.

Vores nye program – Klimaerhvervsskolen – kræver nye rum. Der skal være plads til værksteder, undervisning, formidling og en tydelig forbindelse til den nye bydel. Værkstederne bliver de rum med den højeste koncentration af nye materialer, mens undervisningen placeres i de eksisterende lokaler, og forbindelse og formidling opstår i de nye rum, der er skabt gennem subtraktion – altså uden tilføjelser.

Værkstederne er ophængt fra bjælkerne som svævende lanterner mellem de eksisterende perroner og sikrer, at bygningens skala og den bærende konstruktion – hovedsøjler, hoveddragere og tværgående bjælker – forbliver synlige og intakte. Ophænget fungerer med en specialdesignet klemme eller "klo", inspireret af stenløftere: en mekanisme, der griber hårdere, jo mere vægt den bærer. Dette gør det muligt at undgå unødvendige, destruktive indgreb i hallens bærende struktur.

Fra klemmen hænger tre metalprofiler, som bærer den buede tag- og vægkonstruktion, udført i polycarbonat.

En af de centrale udfordringer ved at bygge en hal i en hal er at sikre tilstrækkeligt lys, luft og akustisk afskærmning i de nye værksteder. Dette er løst gennem materialevalg og integrerede installationer. Værkstedernes facader er primært udført i polycarbonat, som sikrer transparens i taget og fungerer med lydisolerende kanaler, der forhindrer støj i at forplante sig gennem hele hallen.

Installationerne føres via de tidligere skinnegrave og en ny installationskrone. Installationskronen er placeret i toppen af værkstederne og har flere funktioner: den fordeler lys gennem polycarbonatets kanaler, sørger for trykudligning og rummer lyd- og lystæpper, som kan aktiveres efter behov.