Kiruna/Tuolluvaara — Minnesmärket i stadsomvandlingen

Kiruna gennemgår en unik byomlægning, hvor hele bykernen flyttes tre kilometer mod øst for at give plads til minedriften. Den nye placering ender i det gamle mineområde i Tuolluvaara. Mineområdet har stået tomt siden 1982 og har tidligere været et stort industriområde med flere bygninger. I dag står kun to minetårne fra 1952 og 1956 samt to murstensbygninger fra 1910 tilbage. I den nye bykerne er dette nogle af de få bygninger, som forbliver på deres oprindelige placering. Området er derfor en vigtig kulturarv, der fortæller historien om industribyen og fungerer som et bindeled mellem nutid og fortid. På trots af det, er der delte meninger om, hvorvidt minetårnene er værd at bevare.

Dette projekt tager udgangspunkt i konflikten omkring Tuolluvaara mineområde med det formål at bevare mineområdet i en ny funktion og vise den store værdi, de kan få for Kiruna. Projektet indledes med en studierejse i februar 2025, hvor stedet undersøges tæt på, for at tilbringe tid og opnå forståelse for mineområdet og den komplekse kontekst.

Vi bruger programmet til at binde hele området sammen og skaber et mødested – et mindesmærke i byomdannelsen. Programmet opdeles i de fire bygninger og omfatter udsigtspunkt, genbrugsarkiv, café og kunsthal.

Ud fra analyser, værdisætning, registreringer som tilstandsvurderinger, arkivstudier og kortlægning af materialer kombinerer vi forskellige transformationsstrategier og indgreb, tilpasset hver enkelt bygning, med fokus på at fremhæve bygningernes eksisterende kvaliteter og samtidig åbne dem op for offentligheden. Vi arbejder skiftevis i forskellige skalaer – landskab, rum og detalje – så disse niveauer informerer hinanden i løbet af projektet.

Med vores arbejde ønsker vi at skabe en diskussion, hvor industrielt kulturarv, ressourcer og identitet står i centrum. En tærskel mellem landskab og by, mellem historie og nutid. En portal mellem det nye og det eksisterende.

Projektet er lavet i samarbejde med Maria Åberg.

På baggrund af fotoregistrering, arkivtegninger, analyser og registrering fokuserede projektets indledende fase på at forstå mineområdets tidligere funktion, sammenhæng og betydning i samspil med dets nuværende tilstand og potentiale. Dette blev samlet i analytiske tegninger med fokus på funktion og historisk udvikling, samt en tilstandsvurdering af de fire bygninger, sammenfattet i et diagrammatisk skema. 

Dette dannede senere grundlag for programvalget og for at identificere, hvilke tiltag der var nødvendige ud fra hver enkelt bygnings specifikke behov. Tiltagene kategoriseres som:

 
genbrug – subtraktion – reparation – restaurering – omformning - addition

I februar gennemførte vi en studierejse for at opnå en dybere forståelse af området og dets kontekst i felt. Vi foretog opmålinger, registreringer og analyser på stedet, i kombination med samtaler og besøg i både den gamle og den nye bykærne samt det omkringliggende landskab.

Gennem samtaler fik vi indblik i den omfattende påvirkning, som byomlægningen har på både individers oplevelse af tilhørsforhold og byens overordnede identitet. At flytte en by handler om at skabe noget nyt, samtidig med at man søger at bevare forbindelsen til det bestående – en balance mellem at mindes fortiden og forme fremtiden.

Byomlægningen vækker diskussioner omkring, hvordan vi forvalter vores ressourcer og genanvender det eksisterende materiale i en kontekst hvor store mængder bygningsmasse forsvinder på kort tid – både potentielt byggemateriale og immaterielle værdier som minder og fortællinger bliver fjernet. Samtidig rejses der en diskussion om, hvordan vi forholder os til vores kulturarv. Flytteprocessen innebær en løbende prioritering af, hvad der vurderes som bevaringsværdigt og dermed flyttes med til den nye by. Visse former for kulturarv bliver prioriteret, mens andre vigtige værdier går tabt. I denne sammenhæng fremstår TGA-området som en kontrast og modvægt – et eksempel på industrielt kulturarv, som udgør en væsentlig del af byens identitet og historie.

Den aktuelle situation i Kiruna tydeliggør, fysiske steder og rums betydning for menneskers identitet og tilhørsforhold. Denne forståelse har udgjort en vigtig baggrund for vores videre arbejde i projektet.

Vores projekt foreslår en ny funktion for TGA-området som et mødested – et mindesmærke i byomdannelsen. Vi har tegnet hele området i 1:200, men fokuseret på to af bygningerne - Person- och Materiallaven og Maskinverkstan i 1:50 og 1:5.

Programmet fordeles på de fire bygninger med udsigtspunkt, genbrugsarkiv, café og kunsthal.

I den 56 meter høje Person- og Materiallav etableres en ny lodret forbindelse. En ny trappe placeres i det gamle elevatorskakt. Fra indgangsporten føres man gennem et vindfang, rundt om skakten og derefter op ad trappen. Man bevæger sig op ad trappen, går rundt om skakten og fortsætter derefter videre til næste niveau.

På de to første etager er den nye ståltrappe en del af rumoplevelsen med flere lysindfald i øjenhøjde. På tredje og fjerde etage indsættes et nyt dæk, og trappen går over til et lukket trappekerne med høje lysindfald. Vandringen op gennem bygningen afsluttes igen med udsigt over by og landskab gennem åbninger i øjenhøjde.

I Maskinværkstedet, tidligere smedje og nu genbrugsarkivet, genetablerer vi den horisontale forbindelse gennem bygningen. Det gør vi ved igen at placere en port i den nordlige ende og lukke den port på vestsiden, som blev sat ind i 1950'erne.

Det skaber en tydelig rute gennem udstillingen og lader bygningens bevægelse indgå som en del af den større vandring gennem det samlede museum og landskabet.

Bygningen består af to større udstillingssale, der åbnes op til kip, samt værksted/filmlokale og garderobe/personalelokale i mindre, opdelende rum med en overetage.

Interiøret i PM-laven præges af betonoverflader med forskellige taktile kvaliteter. Ydervæggene har en glat overflade, som er et resultat af den glideforskallingsteknik, der blev anvendt ved opførelsen, mens de indvendige skillevægge bærer strukturelle aftryk fra stedstøbningen med forskallingsbrædder, som fortsat er synlige. Kombinationen vidner om byggeprocessens materialitet.

I transformationen af bygningens rumlige organisering arbejder vi både med subtraktion og addition af vægge, hvor disse indgreb hovedsageligt sker inden for et internt materialekredsløb. Når betonen skæres op i blokke, muliggøres en mere differentieret genanvendelse, hvor også beton fra nedrevet byggemateriale fra den tidligere bykerne kan integreres.

Transformationsstrategien har til formål at synliggøre både de historiske spor fra industrien og de nye spor, som indgrebene tilfører. Revnedannelser ved maskinsporer og aftryk fra tidligere maskiner fremhæves som dele af bygningens narrative lag. Samtidig markeres de nutidige bearbejdninger gennem indsatser af sort stål, indrammet i de tidligere skaktåbninger i gulvet. Også de terrazzooverflader, som opstår når betonen bearbejdes, fungerer som taktile og visuelle påmindelser om bygningens tidligere rumligheder og funktioner.

Maskinværkstedet, der oprindeligt fungerede som smedje, har i senere år haft skiftende lejere, hvilket har ført til manglende vedligeholdelse, ødelagte overflader og planmæssige ombygninger, der har udvisket dele af bygningens oprindelige karakter. Vores arbejde har haft til formål at genskabe narrative kvaliteter og samtidig tilpasse bygningen til et nyt program: et genbrugsarkiv og museum, der samler fragmenter fra det nedrevne Kiruna.

Maskinværkstedet er en af de to tilbageværende bygninger fra det tidlige 1900-tals TGA-område. Da de øvrige bygninger — bortset fra de to teglstensbygninger — er revet ned, har fraværet af disse strukturer præget vores tilgang. Med begrænset kildemateriale fra Maskinværkstedets indre har vi via arkivmateriale og studier af Spelhuset genskabt bygningens oprindelige typologi.

Transformationsarbejdet bygger på princippet om udelukkende at anvende materialer og elementer, der historisk har været en del af bygningen. Det ternede gulv er genskabt, ligesom kalkpudsede vægge med blå brystninger i deres oprindelige højde og mønster. Samtidig er vigtige spor fra smedjens funktion bevaret, såsom traverskranen og de gamle åbninger til ovn og skorsten. Bygningen fungerer både som et arkiv over byens materielle historie og som udstillingsrum for fragmenter fra den nedrevne bykerne, hvor kulturhistorie og den aktuelle miljøkrise sættes i fokus. Den nye funktion kombinerer lager og udstilling og skaber, sammen med fortællinger om genbrug, et tilgængeligt sted for formidling af byens forandringsprocesser.

På baggrund af den eksisterende tilstand og bygningernes specifikke behov har vi i projektet arbejdet med en differentieret transformationsstrategi. Vi tilstræber at anvende nye ressourcer udelukkende, hvor det er nødvendigt, og arbejder derfor eksempelvis med både isolerede og uisolerede rum. Maskinverksaden isoleres indvendigt, da vi tillægger de oprindelige murede facader stor værdi og ønsker at bevare dem. Personal -och Materiallaven isoleres derimod udvendigt i forbindelse med ny facadebeklædning, hvilket også muliggør en bevaring af den indvendige materialitet.

Vi arbejder primært med de eksisterende åbninger og tager udgangspunkt i bygningernes oprindelige karakter. I Person- och materiallaven indsættes nye vinduer i træ og døre i stål. Vi holder os til en begrænset materialepalet, som refererer til det omkringliggende område. I Maskinverkstaden restaureres de oprindelige buede vinduer. I begge bygninger etableres nye indgangsportaler. De oprindelige dimensioner tilpasset tidligere industriel anvendelse bevares, men der tilføjes mindre åbninger, der egner sig til daglig brug. Tidligere beslag og materialer genanvendes i de nye døre, hvor det er muligt. 

For at forankre projektet i sin kontekst, den rumlige oplevelse og i detaljen, har vi arbejdet parallelt med skalaerne: landskab, rum og detalje. Dette har løbende informeret os gennem hele projektet og gjort det muligt at udvikle en sammenhængende helhedsstrategi, hvor stedets og bygningernes karakter spiller sammen med brugernes behov.