Stationsbygning tegnet af arkitektstuderende står klar på Roskilde Festival
Arkitektstuderende fra Det Kongelige Akademi har sammen med snedkerlærlinge og frivillige lagt sidste hånd på ny stationsbygning til Roskilde Festival. Den danner nu ramme om ankomst og afgang for alle de festivaldeltagere, der vælger at komme til festivalen med tog – placeret i campingområde vest, hvor den tidligere station også plejede at stå.
Stationsbygningen er blevet til i et samarbejde mellem NEXT, DSB, Roskilde Festival og Det Kongelige Akademi. Det er de arkitektstuderende, der har tegnet bygningen, og de studerende fra NEXT har samlet størstedelen af den.
”Det er super tilfredsstillende at se de studerendes tegninger og modeller manifestere sig i den virkelige verden, og dette projekt er et godt eksempel på, hvad der kan ske, når de studerendes kreative streger bliver til fysisk arkitektur i hænderne på de dygtige bygningssnedker-studerende fra NEXT”, siger Martin Marker, programansvarlig for bacheloruddannelsen på Institut for Arkitektur, By og Landskab.
Der er blevet malet fem kilometer træ med linolie i DSB rød og stationen står fast med ground plugs for at efterlade landskabet så skønsomt som muligt, når stationen pakkes ned for at blive sat op igen næste år.
Med sikkerhed og bæredygtighed for øje
Stationen er ikke alene praktisk i forhold til togrejsen. De studerende har været meget optagede af at skabe et synligt mødested i området, med plads til fællesskab. Samtidig har arbejdet med at skabe et trygt rum med siddepladser, hvor det er rart at vente og haft fokus på god belysning og gennemsigtighed, så man bedre kan orientere sig.
Stationsbygningen er skabt ud fra cirkulære principper om, at man kan skille den ad og genbruge bygningsdelene igen næste år. Og et nyt hold studerende vil komme til at arbejde med stationen igen til næste år, hvor DSB, Roskilde Festival, NEXT og Det Kongelige Akademi fortsætter samarbejdet.
”Planen er, at de kommende 3. semester-studerende fra Institut for Arkitektur, By og Landskab skal lave interviews og dataindsamling fra stationen sammen med studerende fra bachelorprogrammet 'Visuelt design og interaktion'. Dette arbejde bliver udgangspunkt for deres videre udvikling af stationen i næste semester”, fortæller Martin Marker. ”Vi er allerede utroligt glade for både samarbejdet og resultatet på årets festival. Det er en unik mulighed at få lov til at bruge Roskilde Festival som et bymæssigt eksperimentarium hvor vi år for år kan forbedre stationsbygningen. Vi ser frem til at udvikle projektet yderligere i næste semester med nye input fra vores kollegaer og studerende fra designuddannelsen.”