Hvor vi kan gro

Et krisecenter for voldsramte kvinder med et tilkoblet regenerativt landbrug, som terapeutisk praksis, uddanelsested og arbejde.

Projektet undersøger, hvordan man kan genfortolke et krisecenter og stiller spørgsmål ved, hvordan arkitekturen kan bidrage mere aktivt til kvindernes vej ud af volden, ikke blot som midlertidig beskyttelse, men som et sted for genopbygning og mulighed for at bryde cirklen. 

Med udgangspunkt i økofeministisk teori kobler projektet omsorg for mennesker med omsorg for naturen, og skaber et forsalg til hvordan man kan lave et krisecenter med et tilkoblet regenerativt landbrug. 

På en tidligere gård i Ørsted undersøges en nyfortolkning af krisecentret, hvor arkitektur, regenerativt landbrug og landskab flettes sammen i en helende praksis. Gården havde oprindeligt tre lader, men to af dem brændte og det aktive landbrug måtte ophøre, hvilket giver mulighed for en transformation.

Projektet arbejder i spændingsfeltet mellem det midlertidige og det permanente, mellem hjem og institution. Der undersøges, hvordan eksisterende bygningsarv kan transformeres og suppleres med nye arkitektoniske greb, for at skabe et sted, der rummer sårbarhed og styrke på samme tid. Et sted som giver kvinderne mulighed for at finde fodfæste, fællesskab og en vej videre. 

Projektets tektoniske greb bygger på at skabe omtanke hvad angår materialevalg, miljøpåvirkning og arkitekturarv. Ved anvendelse at biogene materialer og nyere forskning indenfor bæredygtigt byggeri, undersøger projektet hvordan man kan skabe regenerative bygninger. 

Hvor vi kan gro tager læner sig op ad de triste tal fra EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheders rapport fra 2024. Rapporten viser, at hver anden kvinde i Danmark har været udsat for vold eller trusler, og at 25,7 % af volden er begået af en partner. Derudover fremgår det, at hver tredje kvinde har oplevet seksuel vold. Tallene understreger problemets omfang og det dybtgående samfundsmæssige udfordring, som mænds vold mod kvinder er .

Tilbuddet på et krisecenter forholder sig til Servicelovens §109, som forpligter kommunerne til at tilbyde midlertidigt ophold til personer, der har været udsat for vold i nære relationer. Loven omfatter også medfølgende børn og sikrer, at der stilles den nødvendige hjælp og omsorg til rådighed for både forældre og barn under opholdet. Et ophold på et krisecenter varer som regel mellem 14 dage og tre måneder, med mulighed for forlængelse.

Hvor vi kan gro bygger desuden på problemstillinger belyst i artiklen “Voldsramte kvinder står alene, når de forlader krisecenteret. Flere af dem ender på krisecenter igen og igen” af Eva Frydensberg Holm. Her fremhæves det, at hver fjerde kvinde vender tilbage til et krisecenter efter endt ophold. Gennem interviews med ansatte på krisecentre peges der på mangel på ressourcer samt en utilstrækkelig lovgivningsmæssig ramme, som bidrager til at fastholde kvinderne i en sårbar situation. Artiklen understreger samtidig, at opholdenes varighed ofte ikke er tilstrækkelig for at kvinderne kan komme ud af volden.

Med afsæt i denne problematik ønsker projektet at etablere et tilbud, der giver kvinder mulighed for et længerevarende ophold på mellem ét og to år. Formålet er at skabe de nødvendige rammer for reel forandring, stabilitet og en bæredygtig vej videre i livet.

Projektet forsøger at bidrage med en arkitektonisk tilgang til en kompleks samfundsproblematik. For at skabe en helhedsorienteret forståelse og udvikle løsninger, der ikke står isoleret, inddrages økofeministisk teori som teoretisk afsæt. Økofeminismen forbinder ligestillingsperspektiver med økologiske hensyn og retter en kritisk opmærksomhed mod, hvordan patriarkalske og kapitalistiske strukturer både bidrager til undertrykkelse af kvinder og udnyttelse af naturen.

Ved at integrere økofeministiske perspektiver i arkitekturen sættes der fokus på bæredygtighed og inklusion som indbyrdes forbundne størrelser. Tilgangen inviterer til refleksion over byggeriets påvirkning af både miljømæssige og sociale strukturer og understreger behovet for løsninger, der er etisk funderede og økologisk ansvarlige.

Det er denne tænkning, Hvor vi kan gro lader sig inspirere af: Hvordan kan man designe et krisecenter, der ikke alene adresserer vold mod kvinder som social problemstilling, men samtidig forholder sig aktivt til den klimakrise, vi står overfor? Projektet undersøger, hvordan arkitektur kan skabe rammer, der både understøtter social tryghed og bidrager til en mere bæredygtig fremtid.

Projektet er placeret i Ørsted i Roskilde kommune, en mindre landsby omgivet af natur. Placeringen giver en rolig og afskærmet ramme, samtidig med at der er adgang til skoler, indkøb og offentlig transport i nærliggende byer. 

Oprindeligt bestod gården af tre lader, et stuehus, en garage og tre små landbrugsbygninger. Der opstod en brand i 2010, som resulterede i, at to af laderne måtte rives ned.

Gården udgør et samlet grundareal på 51.887 m². Stuehuset er på 270 m², laden 334 m² og garagen 80 m².

Bygningernes arkitektoniske kendetegn er mest tydelige i stuehuset, der bærer præg af 1900-tallets historicistiske hjemstavnsstil. Datidens idealer om symmetri og fine bygningsdetaljer ses i husets facader, trapper og interiør. Her er stuehuset opført som et villalignende hus, placeret frit fra avlsbygningerne.

Alt tyder på, at gården gennem størstedelen af sin levetid har fungeret som et aktivt landbrug med både dyrehold og grøntsagsdyrkning. I dag er driften ophørt, og ejendommen er sat til salg. De seneste ejere dyrkede jorden i samarbejde med Vibygård Gods, der ligger i Viby nord for Ørsted.

Marken, der tilhører gården, er forbundet til stedet med en akse, der udgår fra stuehuset og næsten slutter ved markens ende. Her er der opført vindmøller, som er med til at generere strøm til bygningerne.

Arkitektonisk er projektet organiseret omkring et nyt gårdrum, hvor boliger, fællesfunktioner og landbrug bindes sammen. Der etableres en ny ankomst, som skaber en tydelig opdeling mellem ankomsten og livet på gården. Denne opdeling er vigtig for at sikre tryghed for beboerne, samtidig med at stedet stadig fremstår åbent og imødekommende.

Boligerne er udformet som mindre enheder til kvinder og deres børn, mens fælleshuset rummer funktioner som fælleskøkken, opholdsrum, krea-rum og vaskeri. Der er også faciliteter til børnene, herunder legeområder og terapirum. Personalet har base i det eksisterende stuehus, som fungerer som en overgang mellem ankomst og det mere private liv på gården. Landbruget er integreret i både de eksisterende og nye bygninger og danner en aktiv del af hverdagen.

Projektet er dimensioneret til omkring seks kvinder med børn samt et tværfagligt personale bestående af blandt andet pædagoger, psykologer og socialrådgivere, suppleret af ansatte i landbruget. Hverdagen er organiseret omkring fællesskab, arbejde og støtte, hvor både voksne og børn indgår i et meningsfuldt miljø.

De nye bygninger er opført i træ og tager udgangspunkt i bæredygtige principper. Træets varme og taktile kvaliteter er med til at skabe en rolig og sanselig atmosfære, som kan have en positiv effekt på menneskers trivsel. Konstruktionerne er synlige og ærlige, hvilket understøtter en arkitektonisk tilgang, hvor materialer og struktur får lov til at stå frem.