Tæt - Tættere - Sammen
Projektet undersøger minimalboligen som et aktivt redskab i den grønne omstilling. En eksisterende hal transformeres til et bofællesskab, hvor private arealer reduceres og suppleres af fælles funktioner. Ved at gentænke måden vi bor og bygger på, viser projektet, hvordan livskvalitet kan styrkes gennem deling, og hvordan multifunktionelle rum kan danne grundlag for en ressourcebevidst livsstil.
Udgangspunktet er en aktuel virkelighed, hvor det stigende kvadratmeterforbrug pr. indbygger presser byggeriets samlede klima- og ressourceaftryk i den forkerte retning. For at vende denne udvikling skal diskussionen om bæredygtighed række ud over materialevalg og tekniske løsninger, den kalder i lige så høj grad på en rumlig og social reorganisering af vores boligformer. Med afsæt i transformationen af Hal 11 undersøger projektet, hvordan en eksisterende industribygning kan aktiveres som en ressource frem for en begrænsning. Gennem arkitektoniske greb testes bofællesskabet som et socialt og rumligt eksperiment, hvor samspillet mellem kompakte private boliger og fællesfunktioner danner grundlag for nye former for boligkvalitet. Intentionen er at demonstrere, hvordan arkitekturen kan gøre det attraktivt at bo mindre, optimere arealanvendelsen og integrere bygningen som en levende ressource for både beboerne og det omkringliggende lokalområde.
Projektet er udarbejdet i samarbejde med Ditte Andresen.
01. Bofællesskabets organisering
Organeringen af bofællesskabet tager udgangspunkt i at omdanne Hal 11s store industrielle volumen til en boligstruktur i menneskelig skala. Dette opnås gennem tre boligklynger med otte boligenheder i hver, som tilsammen skaber en overskuelig bebyggelse med tydelige sociale og rumlige hierarkier. Klyngerne danner grundlag for mindre nabofællesskaber, samtidig med at de indgår som en del af et større samlet bofællesskab.
Som en del af strategien fordeles ungdoms-, familie- og senior/tilgængelighedsboliger på tværs af bebyggelsen for at skabe et aldersblandet miljø. Ambitionen er at etablere et inkluderende og robust bofællesskab, hvor fælles faciliteter understøtter hverdagslivet, fremmer ressourcebevidsthed og styrker den sociale sammenhængskraft.
Den rumlige disponering er opbygget omkring en graduering fra privat til fælles, hvor beboerne bevæger sig gennem forskellige niveauer af fællesskab:
- Det private, som udgør den individuelle base.
- Det semiprivate, der deles af de enkelte boligklynger, og skaber rammen for daglig kontakt mellem naboer.
- Det fælles, der samler bofælleskabets beboere på tværs af klynger og generationer.
De semiprivate opholdszoner fungerer som strategiske buffere mellem boligerne internt i klyngerne. Her understøttes spontane møder, uformelle samtaler og hverdagsliv i mindre skala. Mellem boligklyngerne placeres fællesfunktionerne som bebyggelsens sociale samlingspunkter. Placeringen mellem klyngerne betyder, at private og fælles funktioner veksler gennem hallen, hvilket bryder bygningens lineære struktur og skaber variation i den rumlige oplevelse.
Samlingsdetaljer:
Det Kongelige Akademi understøtter FN’s verdensmål
Siden 2017 har Det Kongelige Akademi arbejdet med FN’s verdensmål. Det afspejler sig i forskning, undervisning og afgangsprojekter. Dette projekt har forholdt sig til følgende FN-mål