Byen Midtimellem

Da hovedparten af Trekantsgrundens bygningsmasse blev opført tilbage i 1930'erne, lå den som del af et større industriområde i udkanten af København. I de efterfølgende år er byen vokset op omkring sitet, der nu ligger centralt i byen, på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro. I dag er størstedelen af de omkringliggende industrigrunde blevet omdannet til bolig og erhverv, men Trekantsgrundens 11 industrimatrikler fremstår mere eller mindre uforandret, og repræsenterer et stadigt svindende vidnesbyrd om byens industrielle fortid.

I 1989 blev en hjemfaldsaftale indgået mellem Erhvervsministeriet og Københavns Kommune og sidenhen er ejerskabet af Trekantsgrundens matrikler én efter én overgået til staten. De funktionstømte industribygninger har i mellemtiden huset en bredt vifte af forskellige virksomheder og aktører, som både har skabt liv i lokalområdet og skænket bygningerne en større social værdi.

Gennem registreringer og analyser af sitet, har vi udpeget en række karaktertræk, som er med til at give Trekantsgrunden sin særlige identitet. Området har forandret sig gradvist over tid, hvor industribygningernes forskelligartede knopskydninger har tilpasset sig de enkelte matrikler og resulteret i et virvar af afskårne gavle, uregelmæssige møder og karakterfulde mellemrum.

Den løbende udbygning har også medført en variation af gårdrum, porte og passager, som skaber unikke ankomster og rumlige oplevelser. Denne mangfoldighed i bygningstype, gårdrum og funktion er kvaliteter, der har dannet grundlag for projektets videre bearbejdning af stedet.

I dag står Trekantsgrunden overfor et nyt kapitel. Tilbage i 2025 offentliggjorde Erhvervsministeriet sin visionsplan for Innovation District Copenhagen (IDC); et nyt distrikt i København som skal udvide og fortætte forskningsmiljøet omkring Rigshospitalet og Nørre Campus. 

Gennem kortlægninger af byliv og aktive pladser i København er det tydeligt, hvordan området allerede i dag markerer et skifte, fra den aktive og udadvendte by, til en bydel præget af institutioner. I sin bog, Livet mellem husene (1971), forklarer Jan Gehl, hvordan selvom denne type byplanlægning kan virke rationel, give kortere afstande mellem ensartede funktioner og skabe en større effektivitet, så kan den have store og negative konsekvenser for det omkringliggende byliv. 

Projektet undersøger derfor, hvordan Trekantsgrunden kan styrke forbindelsen mellem Nørrebro og Østerbro gennem levende byrum, der understøtter lokalmiljøets behov og sikrer aktivitet på området uden for arbejdstiden. Målet er at forene et attraktivt innovationsmiljø for IDC med et stærkt og lokalt forankret hverdagsliv.

Projektet tog udgangspunkt i områdets mellemrum og bevægelsesforløb. Vi identificerede tidligt en særlig kvalitet i kontrasten mellem de lukkede facader mod gaden og de indre gårdrum, som åbnede sig op gennem smalle adgangsveje og kig.

Herfra arbejdede vi med stueetagerne, for at undersøge programmer, synergier og møder mellem forskellige brugere. Arbejdspladserne for IDC, hvis brugere har gavn af uformelle møder på tværs af fagligheder, er placeret i klynger omkring gårdrum med delte faciliteter, der kan understøtte de spontane møder. 

Flere af disse funktioner er tænkt som hybridprogrammer, der også kan bruges af lokalmiljøet uden for arbejdstid. Kantinerne kan fungere som lokale spisesteder, og auditorierne kan danne ramme om arrangementer, filmvisninger og foreningsliv. På den måde skabes der mødesteder mellem innovationsmiljøet og byens beboere.

De udadvendte funktioner består af både eksisterende aktører, genetablerede lokale tilbud og nye produktions- og kulturorienterede erhverv. Samlet bidrager de til aktivitet, tryghed og liv i gårdrummene gennem flere af døgnets timer og styrker stedets lokale forankring.

Analyserne blev løbende omsat til en arbejdsmodel i 1:200, først som rå voluminer og senere gennem bearbejdning af åbninger, facader og rumlige sammenhænge.

Arbejdet har resulteret i en række principper for transformationen, hvor de eksisterende industribygninger bevares i videst muligt omfang og danner inspirationsgrundlag for nye bygningers skala, materialitet og detaljer. De historiske matrikelskel og brandmure fastholdes, hvor det er muligt, da de tydeligt fortæller stedets udviklingshistorie og har været definerende for det samlede udtryk.

De karakteristiske ankomster gennem porte og passager videreføres som et vigtigt rumligt motiv, ligesom orienteringen mod de indre gårdrum bevares og styrkes som ramme for fællesskab og hverdagsliv. Endelig bygger projektet videre på områdets eksisterende grønne kvaliteter ved at bevare de markante træer rundt omkring på sitet, styrke det centrale grønne område og skabe en sammenhængende begrønning på tværs af alle gårdrummene.

Facaderne tager afsæt i en strategi, hvor de eksisterende industribygninger både respekteres og videreudvikles gennem materialemæssige og proportionelle greb.

Nye tilføjelser trækkes generelt tilbage fra gaden og markeres med en klar materialekontrast, så de oprindelige tegl- og industribygninger fortsat fremstår som de bærende elementer i gadebilledet. Stål anvendes som et gennemgående, industrielt referencepunkt, mens træ og biogene materialer introduceres i udvalgte bygninger for at skabe variation og en mere lokal og taktil karakter.

Hulsætninger og facadeopdelinger tager afsæt i områdets eksisterende rytmer, særligt porte og industrielle åbninger, som gentolkes som vinduesbånd og horisontale proportioner. I flere tilfælde bearbejdes disse for at optimere dagslys og skabe nye funktionelle lag, eksempelvis gennem solafskærmning og dybere facadezoner.

Samlet arbejder projektet med en bevidst kontrast mellem det bevarende og det tilføjede, hvor nye volumener indordner sig i skala og rytme, men samtidig markerer deres samtid gennem materialitet og detaljer.