Daneflint

Med udgangspunkt i Daneflint-anlæggets fabriksbygning undersøger projektet forholdet mellem arkitektoniske, ressourcemæssige og kulturhistoriske værdier i landskab og bygning. 
Projektet fokuserer på, hvordan anlægget kan transformeres til et vandrehjem og samtidig fastholde sin kulturhistoriske integritet, samt hvordan et funktionsprogram kan understøtte sæsonernes veksling og lokal tilknytning.

Landdistrikterne affolkes, mens byerne vokser og fortættes. 
På Møn afspejler det sig tydeligt i det byggede miljø – i de mange funktionstømte bygninger, i den sæsonprægede befolkningssammensætning og i de landskaber, der bærer spor efter tidligere måder at leve, arbejde og forvalte ressourcer på.

l lyset af klimakrisen og begrænsede ressourcer er en vækstbaseret forståelse af byggeri utilstrækkelig. 
Eksisterende bygninger rummer materielle og kulturelle ressourcer, der kan videreføres gennem reparation og transformation, hvilket er udgangspunktet for dette projekt.

Daneflint indskriver sig i en funktionel byggetradition, formet af produktionen og skabt til at nytte. Anlægget har stået tomt siden 2008 og trækker sig tilbage fra det kystlandskab ved Hårbølle Pynt, som industrien i mere end et århundrede var med til at forme, både i terrænet og under havoverfladen. 
l dag fremstår det medtaget af manglende vedligeholdelse og den udsatte, vindblæste placering. Trods forfald og funktionstab tiltrækker anlægget sig forsat opmærksomhed. 

Projektets indledende fase tog udgangspunkt i feltarbejde ved Daneflint. 
Da der ikke fandtes et eksisterende tegningsgrundlag, indledte vi med opmåling og registrering af fabriksbygningen og stenoplaget. 
Vi analyserede rumlige forløb, niveauskift, maskinens forbindelser, materialiteter og overgange og satte os ind i landskabets geologiske forekomster i samarbejde med DTU, Urland, en lokal (landskabs)kunsthistoriker og vores landskabsvejleder. 

På baggrund af forundersøgelser, fotoregistrering og arkivstudier fokuserede den indledende fase på at forstå anlæggets tidligere funktion, sammenhæng og betydning i samspil med dets nuværende tilstand og potentiale. 
Materialet blev samlet i analytiske tegninger og en tilstandsvurdering, 
der dannede grundlag for programvalget og for at identificere, hvilke tiltag der var nødvendige ud fra bygningsdelenes specifikke tilstand.

Feltarbejdet tydeliggjorde, at maskinens kulturhistoriske værdi i høj grad ligger i de spor, den har sat i bygningen – i de gennembrudte dæk og vægge, 
i konstruktionens logik og i rummenes organisering. 
Vi værdisætter disse spor højere end det fysiske maskineri, der i vores opfattelse af stedet har fungeret som en hindring for integrationen af nye funktioner.

En særlig vejledning ændrede vores blik på anlægget markant, idet vi blev gjort opmærksomme på, at nogle af de vigtigste fortællinger knyttet til flinteindustrien ikke befinder sig i bygningen, men i landskabet. 
Den erkendelse åbnede projektet i en ny retning.

Situationsplanen viser fabriksbygningen med stenoplaget i forlængelse, 
som anlæggets centrale bygning. 
Vandrehjemmets hovedindgang findes på nordvestfacaden, hvortil man ankommer via Stenminevej, langs de tidligere tilknyttede funktionærboliger og lader.

Nord for anlægget strækker strandvolde sig med lav, sten og græsser, 
mens naturlige stisystemer løber langs kysten og forgrener sig ind i et større plantageområde. Øst for bygningen åbner moselandskabet sig, og nærmere kysten ligger det tidligere Hårbølle Batteri.

To områder i landskabet er markeret på siteplanen som pejlemærker, der formidler industriens skjulte spor i terrænet og under vandoverfladen.

Projektet foreslår en transformation af Daneflints fabriksbygning til vandrehjem med udgangspunkt i det, der allerede er. De nye rum flytter ind i det eksisterende uden at fortrænge det – og skellet mellem gammelt og nyt er bevidst og aflæseligt.

Et af de mest radikale indgreb er gårdrummet, skabt ved at fjerne de øvre dæk og tagfladen mellem bygningens to fløje. Her møder man for første gang den differentierede efterisoleringsstrategi, der adskiller vinterdelen fra sommerdelen.

Vinterdelen rummer vandrehjemmets opvarmede funktioner. Receptionen tager imod, spisesalen vender sig mod havnen og vandet, og baderummene i stenoplaget er placeret omkring konstruktionens underside med sauna i de oprindelige siloer. Tre boformer fordeler sig i bygningen: rumlige alkover på første sal med udgang til et fællesrum med ovenlys og udkig til havet, lejligheder i stenoplaget med udsigt til vandet og strandvolden, og en sovesal på anden sal under tagværket.

Sommerdelen forbliver uopvarmet og udefineret. Her kan søjlehallen danne rammer om alt fra lejrskole til loppemarked. Herfra er der udgang til en nyanlagt have, hvor moreller er plantet efter den tilbageværende tagstols rytme. En opdyrket og næringsrig have, som en bevidst kontrast til det landskab udenfor, der siden industriens ophør har fået lov til at gro på egne betingelser.

På vores tegningssæt kan ses en transformationsliste, der beskriver de konkrete indgreb foretaget i bygningen og kobler dem til den overordnede strategi.

Detaljen tager afsæt i bygningens eksisterende, tilføjede og genanvendte materialer.

l stueetagen er der gravet ud og efterisoleret, hvorpå et terrazzogulv er støbt. Terrazzoen er udviklet med de efterladte flinteskær, som en direkte videreførelse af stedets materialitet og en bioregional tilgang til nye overflader.

De eksisterende beton- og murstensvægge efterisoleres. 
Lapningerne i vægge og gulve genanvender den stedstøbte beton fra andre steder i bygningen. l lapningerne optræder stedstøbningens aftryk og retning af forskallingsbrædder vertikalt for at understrege differentieringen i materialet, og fire armeringsvinger markerer samlingen mellem eksisterende og genanvendte dele.

Udsnitsmodellerne fremstiller den differentierede transformationsholdning diagrammatisk: hvidt for det eksisterende, rødt for det genbrugte og restaurerede, aubergine for det tilføjede.

Analyser, værdisætning og registreringer har været styrende for de arkitektoniske valg, vi har truffet gennem projektet. 
Vi arbejder med en differentieret transformationsstrategi, der tilpasses bygningens specifikke behov, med fokus på at fremhæve det eksisterende 
og gøre anlægget tilgængeligt for offentligheden. 
Nye ressourcer anvendes kun, hvor det er nødvendigt og vi arbejder med et begrænset materialeudvalg forankret i stedets eget udtryk.

Afgangsprojektet er lavet i samarbejde med Emma Hjerrild.

Med det ønsker vi at vise, at industriel kulturarv, ressourcer og lokal identitet kan bidrage til en større forståelse af, hvordan vi fremadrettet bør forvalte vores bygninger og landskaber – og det, der kan formidles og fortælles i kraft af deres tilstedeværelse.