Arkitektstuderende laver togstation version 2.0 til Roskilde Festival
Når gæsterne ankommer med tog til årets Roskilde Festival, bliver de mødt af en midlertidig togstation, som studerende fra Det Kongelige Akademi har designet. Projektet er et samarbejde mellem Det Kongelige Akademi, DSB, Roskilde Festival og NEXT.
For andet år i træk har studerende fra programmet Kompleksitetshåndtering i Praksis arbejdet med den midlertidige station. Årets løsning bygger videre på et projekt fra sidste år og er udviklet med afsæt i erfaringer og observationer fra festivalen i 2025. Stationen er desuden genopført med materialer fra den oprindelige konstruktion.
Hvor sidste års studerende skabte projektet fra bunden, har dette års 3. semesterstuderende haft til opgave at videreudvikle den eksisterende station. Med afsæt i observationer og brugerfeedback fra sidste års festival har de blandt andet arbejdet med at gøre ankomsten mere intuitiv, forbedre køforløb og skabe bedre muligheder for ophold, skygge og læ omkring stationen.
Læring i praksis
Projektet har givet de studerende erfaring med at arbejde i en kompleks, virkelighedsnær kontekst, hvor brugerbehov, økonomi, praktiske hensyn og samarbejde med flere aktører skal balanceres.
”For de studerende er det en sjælden mulighed for at arbejde med arkitektur i en virkelig kontekst. De skal ikke bare udvikle et koncept, men forholde sig til konkrete brugere, bygherrer, økonomi og praktiske begrænsninger. Samtidig arbejder de med transformation og videreudvikling af et eksisterende projekt, hvilket afspejler nogle af de vigtigste dagsordener i arkitektfaget i dag,” siger Martin Marker, en af underviserne på forløbet.
Fra studieprojekt til virkelighed
Set med de studerendes øjne har projektet været anderledes end et traditionelt semesterprojekt, fordi løsningerne skulle fungere i praksis og udvikles i samarbejde med en række eksterne partnere.
”Vi har arbejdet mere med feedback i det her projekt, end vi har gjort før. Fordi projektet skulle realiseres, var vi nødt til at være mere kompromissøgende og virkelighedsorienterede, end vi normalt er på studiet. Det har været en værdifuld erfaring at arbejde så tæt på en virkelig proces,” siger Therese Vestergaard Astrup.
Samtidig har projektet givet erfaring med samarbejdsformer, hvor mange fagligheder og perspektiver mødes.
”Det har været en god øvelse at lære, at man ikke behøver være enig i hver eneste beslutning i et projekt. Når mange arbejder sammen om den samme opgave, handler det om at lytte til argumenterne og have tillid til de andres faglighed. Det tror jeg er en vigtig erfaring at tage med videre som arkitekt,” siger William Wieslander Lyngbæk.
Han fremhæver også muligheden for at se projektet blive til virkelighed:
”Det er en særlig oplevelse at stå med noget, man først har set som streger på papir, og så opleve det blive bygget i fuld skala og faktisk blive brugt,” siger han.
Sidste år passerede omkring 125.000 festivalgæster gennem stationen, og med en udsolgt festival ventes mindst lige så mange i år. Stationen åbner når de første gæster ankommer til festivalen lørdag 27. juni og vil være åben hele festivalperioden.
Om projektet
Projektet er et samarbejde mellem Det Kongelige Akademi, DSB, Roskilde Festival og NEXT. Stationen opføres af elever fra NEXT, som står for realiseringen af de studerendes design.
Tidligere i år blev det oprindelige projekt udstillet på New European Bauhaus-festivalen i Bruxelles som et eksempel på, hvordan midlertidig arkitektur kan forene funktionalitet, fællesskab og cirkulær tænkning.