Fra rå alabast og bakteriekulturer til nye møbelidéer
Tre startups viser, hvordan design kan blive til forretning. Oplev dem og andre startups på Det Kongelige Akademis bibliotek under 3daysofdesign.
Storm Studio, Fermatex og Studio ByHAA er tre af virksomhederne i Startup Hub, der snart udstiller på 3daysofdesign. I Startup Hub udvikler afgængere fra Det Kongelige Akademi deres afgangsprojekter til iværksættervirksomheder med fokus på innovation og bæredygtig produktion.
For Ellen Rasmussen, som står bag designvirksomheden Studio ByHAA sammen med sin mand, begynder designet i materialet: Helt konkret i alabastens millioner af år gamle struktur. Hvor alabaststenen traditionelt forarbejdes og poleres, arbejder Studio ByHAA bevidst med stenens rå og uforfinede overflade.
Resultatet er skulpturelle lamper, vaser og lysestager, hvor materialets egen karakter får lov at dominere. Hver sten er unik. Det handler ikke om standardisering, men om relationen til materialet.
'Vores design skiller sig ud ved at være et naturmateriale med millioner af års historie i sig. Vi lever kun et kort øjeblik, men omgiver os her med noget, der fandtes længe før os mennesker – og som vil eksistere længe efter os. Det geologiske tidsperspektiv, der på den måde flytter ind i stuen, er fascinerende,' siger Ellen Rasmussen.
Studio ByHAA er bygget op omkring en social forretningsmodel. Produktionen foregår i samarbejde med lokale håndværkere i Egypten, hvor virksomheden arbejder med at skabe stabile indtægtskilder, blandt andet gennem træning af kvindegrupper i tekstile teknikker som vævning og broderi. Her er bæredygtighed ikke kun et spørgsmål om materialer, men også om mennesker og lokale økonomier. Studiet arbejder også med arkitekturprojekter, blandt andet et planlagt kvindehus i Egypten.
For Ellen Rasmussen har den professionelle sparring i Startup Hub været vigtig for udviklingen af virksomheden.
'Adgangen til sparring omkring forretningsplanen har været virkelig vigtig for os - især i arbejdet med at satse mere på det europæiske marked. Jeg troede først, det var værkstederne, jeg ville få mest brug for, men det har i stedet været sparringen og opbakningen fra vejlederne,' siger Ellen Rasmussen.
Garderobeskabet som designobjekt
En anden Startup Hub-deltager er Nanna Storm, der sammen med en partner, står bag designvirksomheden Storm Studio. Hun er uddannet møbeldesigner fra Det Kongelige Akademi, og hendes afgangsprojekt er et skulpturelt garderobeskab, som hun nu arbejder på at sætte i produktion til sommer.
”Min virksomhed gentænker æstetikken i et garderobeskab, som typisk er et meget funktionelt møbel. Målet er at skabe værdi i garderobeskabet som et møbel, der kan bruges i forskellige livsfaser,” siger Nanna Storm. Resultatet er et fritstående garderobeskab med en skulpturel form, der kan flyttes med brugeren og få en længere levetid end traditionelle garderobeskabe.
Materialevalget er af dansk egetræ, produceret lokalt og med fokus på holdbarhed. For Nanna Rasmussen handler bæredygtighed om at skabe produkter, der bliver brugt og bevaret.
'Bæredygtighed er efterhånden blevet en fluffy størrelse. Jeg er nået frem til den konklusion, at hvis vi designere skaber møbler i god kvalitet, man har lyst til at beholde i mange år, så er vi nået langt,' siger Nanna Storm.
For hende har Startup Hub været en vigtig drivkraft i forhold til at føle sig som en del af et fællesskab, selvom deltagerne arbejder med hver deres virksomhed.
'Vi laver ikke det samme, men det har været en stor hjælp at kunne høre om de andres udfordringer. Vores vejledere kommer med meget erfaring og har været gode til at pege mod, hvor vi kan søge fonde. Det har gjort, at jeg har været god til at holde momentum,' siger Nanna Storm.
Ellen Rasmussen fokuserer lige nu på at få prototypen færdig i samarbejde med en snedker, så garderobeskabet kan sættes i produktion.
Fra bakterier til materiale
Hvor Storm Studio og Studio ByHAA tager udgangspunkt i velkendte materialer, arbejder Fermatex i et mere eksperimenterende felt. Bag virksomheden står de to kinesiske designere Ziyu Lin og Peiyao Duan, som har studeret strategisk design og møbeldesign på Det Kongelige Akademi.
Deres fokus er bakteriel cellulose – et materiale skabt gennem fermentering af restprodukter fra fødevareindustrien, blandt andet fra oste- og yoghurtproduktion. I fast form minder det om papir eller læder. Frem for at udvikle færdige produkter arbejder virksomheden med at forstå og formidle materialets potentiale. Objektet er altså ikke hovedfokus - det er materialet.
Designet bliver her et redskab til at bygge bro mellem laboratoriet og virkeligheden.
'Vores ambition er at tage materialet ud af laboratoriet og vise, hvad det kan i virkeligheden i forskellige sammenhænge,' siger Ziyu Lin.
For Fermatex er forretningsmodellen stadig under udvikling. I stedet for at fokusere på ét produkt arbejder de med flere mulige retninger: som materialeleverandør til arkitekter og designere, samarbejdspartner for industrien eller aktør i udstillings- og kunstsammenhænge.
'Startup-forløbet har været virkelig værdifuldt. Som designere er vi ofte blevet lært, at man skal skabe det helt perfekte produkt. Men i virkeligheden handler det også om at forstå markedet og bygge en bæredygtig forretningsmodel,' siger Peiyao Duan.
For de tre virksomheder er næste skridt forskelligt: Fra færdige prototyper til videre materialeforskning og fundraising.
Om Startup Hub
- Det Kongelige Akademis Startup Hub tilbyder et 12-måneders inkubationsforløb for 12 udvalgte virksomheder, som er etableret af årets kandidater.
- Deltagerne får adgang til værksteder, skræddersyet individuel rådgivning og indsigt i forretningsforståelse, fundraising, IP-rettigheder, økonomi og pitching.