hænder bladrer i stofprøver. Materialepyramide foran.

Nyt dialogværktøj hjælper designere med at tænke på møblers klimaaftryk

Dato
Kategori
Samarbejde og erhverv

En ny materialepyramide udviklet på Det Kongelige Akademi, synliggør klimaaftrykket fra materialer i møbel- og designbranchen. Værktøjet skal støtte designere og producenter i at træffe mere ansvarlige valg i de tidlige faser af udviklingen. Målet er at fremme dialog, refleksion og bæredygtige løsninger i branchen.

Træ, beton, uld, hør, bomuld. Udvalget af materialer, når det kommer til design, er uendeligt. Udover formgivning og æstetik i udformningen af et design, er der også egenskaber og ikke mindst et klimaftryk at skelne til, når man designer. Her spiller materialer en central rolle. De studerende på Det Kongelige Akademi har længe arbejdet med en klimabevidst dagsorden, men med udviklingen af materialepyramiden for møbel og design, har målet været at skabe et fælles sprog for materialernes klimaaftryk, uden at drukne i komplekse beregninger. 

”Vi har skabt et formidlingsværktøj, der kan bruges til at tale om materialers CO₂eq-aftryk på en enkel og visuel måde,” siger initiativtager, professor MSO og programansvarlig på Furniture Design - Products, Materials and Contexts, Nicolai de Gier. 

Materialepyramiden kan bruges i undervisning og dialog blandt designere, studerende og virksomheder. Grundtanken med materialepyramiden er at kunne vurdere og sammenligne de enkelte materialers klimaaftryk, som udgangspunkt for et mere kvalificeret og reflekteret materialevalg i de tidlige faser af designprocessen. 

Værktøjskasse til designere

Projektet er inspireret af byggeriets materialepyramide, der blev udviklet af Center for Industriel Arkitektur på Det Kongelige Akademi i 2019. Møbel- og designbranchen ønskede et lignende værktøj på interiør-materialer, og første stadie af dét projekt er nu online. 

Materialepyramiden for møbler og design skal fungere som et dialogværktøj, der kan åbne samtaler om materialevalg tidligt i designprocessen.

Annette Kjær, projektleder på Materiale Lab, der har koordineret arbejdet, forklarer: “Vi har bevidst simplificeret modellen. Pyramiden viser materialernes klimaaftryk per kilo, men uden at gå ned i alle de tekniske detaljer. Det gør det muligt at bruge den i undervisning og i dialog med producenter, uden at man behøver være ekspert i livscyklus-analyser.”

Og undervisningspotentialet er centralt. Pyramiden vil blive brugt på designuddannelsen, hvor de studerende lærer at argumentere for deres materialevalg og forklare, hvad det er: 

“Vi introducerer nye studerende til pyramiden, så de fra begyndelsen får et redskab til at reflektere over materialernes klimaaftryk. Det handler ikke om at forbyde bestemte materialer, men om at anvende dem intelligent i designprocessen og kunne forklare sine valg,” fortæller Nicolai de Gier.

På den måde bliver pyramiden en del af den metodiske værktøjskasse, hvor studerende lærer at koble æstetik, funktion og bæredygtighed.

Materialepyramiden består af tre dele – en plakat der skaber overblik, en pap-pyramide der kan bruges i en dialog og inddeler materialerne i tre kategorier efter hvor de bruges. Og til sidst en hjemmeside, hvor man kan dykke mere ned i hvert materiale og se en oversigt over materialets livscyklusanalyse samt de dele af produktionen, der bidrager til klimaaftrykket. Her finder man også baggrunden for udregningerne. 

Kvinde, med model af materialepyramide i hænderne, taler med mand ved bord
Annette Kjær og Nicolai de Gier, to af projektgruppens medlemmer.

De mest brugte materialer 

Arbejdet med at udvælge materialer har været omfattende. Mange hundrede materialer blev skåret ned til omkring 55, så pyramiden både afspejler branchens virkelighed og giver et bredt udsnit af materialetyper.

Ditte Hammerstrøm, der er ekstern lektor på Det Kongelige Akademi har særligt bidraget i den indledende fase, fremhæver netop den visuelle styrke:

“Materialepyramiden indeholder utrolig meget information. Man kan se, hvor i livscyklussen aftrykket er størst, og se hvilken indvirkning valget af produktionsform har.  Pyramiden giver ikke et endeligt svar, men skaber i stedet et oplæg til diskussion, hvilket er vigtigt.”

Materialepyramiden er ikke en lommeregner, der kan give eksakte tal. Den er et pædagogisk greb, der gør det muligt at tale om komplekse problemstillinger på en enkel måde.

“Vi har hele tiden sagt, at det ikke skal være et beregningsværktøj. Det er netop styrken, at det lægger op til dialog. Designeren kan tage pyramiden med til producenten og sige: ‘Se, her ligger vores materialevalg. Kan vi gøre det bedre?’” forklarer Annette Kjær.

Tre rygvendte personer ser på plakat med materialepyramiden.
Materialepyramiden skal skabe samtaler om klimaaftryk mellem designere og studerende.
Hænder med metalrør. Mursten og stofprøver på bord.
Bæredygtighed skal gøres konkret allerede tidligt i designprocessen.

Perspektiver for fremtiden

Med materialepyramiden er det første initiativ taget for at arbejde aktivt med materialer på designområdet. På sigt er det planen at udvikle en digital, interaktiv version af pyramiden, hvor man kan vælge specifikke materialer og sammenligne dem. Kernen vil forblive den samme: at skabe et fælles sprog, hvor designere, studerende og virksomheder kan diskutere og kvalificere, hvilken betydning materialevalget har. 

“Det hele begynder med materialerne. Før man tegner den første streg, kan man bruge pyramiden til at diskutere, hvilke valg der giver mening – både æstetisk, økonomisk og bæredygtigt,” siger Nicolai de Gier. 

Materialepyramiden er dermed ikke en afsluttet model, men et levende værktøj, der kan udvikle sig i takt med nye materialer og nye behov.

Ditte Hammerstrøm afslutter: “Det vigtigste er, at den skaber samtaler. Den gør det muligt at tage bæredygtighed ind i designprocessen på en konkret måde – og det er dér, forandringen starter.”