Tækkede facader med kork og ler: gamle teknikker med ny viden kan være svaret på bæredygtige facader

Dato

På Det Kongelige Akademis særudstilling ”Forestillinger om fremtiden” er halvdelen af endevæggen dækket med paneler af tæk, halm og ålegræs. Nogle steder med lag af ler og tegl. Det kunne lede tankerne hen på gammeldags stråtækte tage, men udtrykket er moderne og tænkt som facadebeklædning. Projektet hedder ”The Hand of Nature” og bag det står CINARK  - Center for Industrielt Arkitektur. 

Men hvordan kan gamle byggeskikke og biogene materialer spille en rolle i fremtidens bæredygtige byggeri? Det spørgsmål stiller forskerne i CINARK på Det Kongelige Akademi, som arbejder med biogene materialer – blandt andet hvordan tagrør, ålegræs, halm og ler kan bruges som byggematerialer – og med ambitionen om at skubbe til fastlåste byggeregulativer og forestillinger om, hvordan moderne biogent byggeri kan se ud.

Halmelement op ad væg, udstillingspodier
Foto: Karina Tengberg
Nærbillede af tækket væg
Foto: Karina Tengberg

Projektet med de tækkede facader udspringer af et samarbejde der blev indledt med Tækkelauget i 2018 og bygger videre på studieprojekter, hvor tagrør blev undersøgt som byggemateriale. 

“Vi blev kontaktet af Tækkelauget, som ønskede at udforske, hvordan tækkede løsninger kunne anvendes bredere i byggeriet – ikke kun på tage, men også på facader og i hele konstruktioner,” fortæller Anne Beim, professor og leder af CINARK. 

 

Foto af Anne Beim
Anne Beim, professor og leder af CINARK
hænder holder bundt af halmstrå
.

Forskningsprojektet, ”Det biogene montagebyggeri”, som ligger til grund for udstillingen er støttet af Miljøstyrelsens MUDP-program, har blandt andet undersøgt brandhæmmende egenskaber ved ler og ålegræs. 

“Vi fandt ud af, at ler faktisk har en dokumenteret brandhæmmende effekt. Vi har den historiske viden, men den er blevet glemt i takt med industrialiseringen af byggeriet. For os handler om at genopdage og videreudvikle materialer, der både er lokale, regenerative og indskriver sig i anerkendte byggetraditioner,” fortæller Anne Beim. 

Cirkularitet i byggeriet

Tagrør, halm, ålegræs og kork er biogene materialer. Det betyder, at de stammer fra levende organismer og vokser via fotosyntese, derfor kan materialerne også indtænkes i cirkulær tankegang. 

“Vi arbejder med modulære løsninger, hvor komponenter kan skilles ad og genbruges. Det er en vigtig del af den cirkulære tankegang,” siger Anne Beim. “Vi har tegnet forslag til byggeri fra enfamiliehuse til treetagers boligbyggeri, hvor det tækkede indgår som facadeelementer i de øvre etager.”

Johannes Schotanus, studielektor ved Institut for Arkitektur og Teknologi, som også er en del af CINARK understreger, at materialevalget ikke kun handler om CO2-reduktion, men også om tilgængelighed og lokal forankring. “Tagrør vokser hurtigt og kræver ikke kunstig dyrkning. Det er en sæsonbetonet ressource, som kan høstes lokalt,” forklarer Johannes Schotanus. “Det gør det til et oplagt materiale i en tid, hvor vi skal tænke i mangfoldige og regenerative løsninger.”

En mand og en kvinde står foran en halmtækket væg - begge har halm i hænderne
Studielektor Johannes Schotanus og professor Anne Beim

Man ser tækkede facader dukke op i det byggede miljø, blandt andet en tilbygning til Den Jyske Håndværkerskole tegnet af CUBO og Sundsskolen, en cirkulær skolebygning i Guldborgsund tegnet af Henning Larsen: “Vi ser en bevægelse. Flere arkitekter og bygherrer begynder at interessere sig for tækkede facader og biogene materialer,” siger Anne Beim. “Men der er stadig barrierer – især i forhold til byggelovgivning og brandkrav.”

For facader i biogene materialer er ikke lette at implementere i nutidens byggeri. Der er mange regler, og brandsikkerheden sætter en stopper for en række biogene materialer. Derfor arbejder CINARK også sammen med Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI), hvor de i fællesskab undersøger hvordan de tækkede facader kan brandsikres. 

Johannes Schotanus uddyber: “I samarbejde med DBI har vi testet konstruktioner i fuld skala. Det er vigtigt at forstå, at en konstruktion af biogene materialer gerne må brænde. Det må bare ikke gå amok. Det handler om hastighed og kontrollerbarhed. Vi har udviklet flammeafbøjere på hver etage, som kan afhjælpe spredningen fra etage til etage, og så viser vores forsøg, at vi skal arbejde mere målrettet med brugen af ler i samlinger, hvor konstruktionen er mest sårbar.”

Rykker ved det man plejer 

CINARK håber, at deres arbejde kan være med til at påvirke både normer og praksis. “Det handler om at vise, at det kan lade sig gøre. Eksemplets magt er stor,” siger Anne Beim. “Vi har skrevet mange rapporter og bøger, men det var først, da vi begyndte at bygge, at folk virkelig fik øjnene op for, hvad vi laver.”

Næste skridt i projektet bliver at undersøge fugtforhold i biogene konstruktioner. “Vi vil gerne arbejde med fuldt biogene vægge – halm, ler og tækkede facader – uden luftspalter,” siger Johannes Schotanus. “Men vi ved endnu ikke nok om, hvordan fugten opfører sig. Det skal vi have styr på.”

Projektet er et eksempel på, hvordan forskning, byggetraditioner og arkitektonisk innovation kan mødes i en fælles ambition om at gøre byggeriet radikalt mere grønt. “Vi står på skuldrene af en lang byggetradition, men vi har udviklet løsninger der er peger fremad,” siger Anne Beim.

Som eksempel på de sidstnævnte har fuldskala-facadeelementer udviklet i projektet just været udstillet på Arkitekturbiennalen i Venedig 2025.