Brandsikre tagrør vinder stor international pris

Dato
Kategori
Forskning og innovation

Den nystiftede pris, Architectural Review Future Projects Award 2023, går til 'Biogenic Construction: Furry Architecture', som CINARK på Det Kongelige Akademi står bag. 

Prisen er stiftet for at honorere ideer, der forbedrer byggebranchens brug af bæredygtige materialer. ”Denne nye pris leder efter innovative anvendelser af materialer og nye byggeteknikker, og efter ideer der reducerer arkitektonisk affald og fremmer mere bæredygtige designmetoder,” skriver det internationalt anerkendte fagmagasin Architectural Review. 

Anne Beim, der er professor på CINARK, har ledet projektet der har arbejdet med stråtækning som facadebeklædning. Hun siger om prisen: 

”Det er et meget modigt valg, fordi juryen ved Architectural Review sagtens kunne have valgt et decideret ’scienceprojekt’, der udelukkende dokumenterer resultaterne med tal og grafer. Vi omsætter vores videnskabelige resultater til fuldskala eksempler på bygget arkitektur.”

1
/2

Biogene materialer kan være brandsikre 
Tagrør som man typisk tækker tag med, har ry for at være brandfarligt, men det er samtidig et biogent materiale, der vokser hurtigt, optager CO2 fra atmosfæren og samtidig bidrager til biodiversitet. Derfor er det et oplagt byggemateriale, når vi ser på klodens hastigt tiltagende klimakrise og pressede naturgrundlag. 

’Biogenic Construction: Furry Architecture’ har undersøgt, hvordan tækkerør kan brandsikres, når de bliver imprægneret med ler, kalk og hestemøg i forskellige blandingsforhold. Resultaterne viste at ler effektivt beskytter tagrør mod brandspredning både på overfladen og inde i lagene af strå. 

Efterfølgende er nye versioner af projektet kommet til. Senest på den Internationale Arkitekturtriennale i Lissabon, hvor fokus var på præfabrikation af tækkede elementer og i en aktuel version, hvor der tækkes på teglblokke. Sidstnævnte bliver opstillet mellem BLOX og Det Kongelige Bibliotek i forbindelse med UIA-kongressen i juli. 

Det konkrete bud på, hvordan man kan bruge biogene materialer, er vigtig i en situation, hvor klimaforandringerne accelererer og arkitekter skal overveje brugen af alle byggematerialer. 

”Vi skal bruge byggematerialer som er fornybare, som har et lavt CO2-aftryk og som samtidig forbedrer miljøet. I det her projekt kommer vi med et bud på, hvordan man kan bruge biogene materialer i nytænkning af tag og facade og samtidig skaber et moderne arkitektonisk udtryk,” siger Anne Beim. 

Prisoverrækkelsen finder sted i 8. juni i Brighton, England.

Om projektet
Udviklingsprojekt har været gennemført i perioden fra april 2021 til februar 2023 og er støttet af MUDP - Miljøministeriets Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram. Projektet beror på et bredt samarbejde mellem: DBI – Dansk Brand-og Sikringsinstitut, Tækkemanden Horneby, Hemmed Tækkefirma, Stråtagets Kontor og Egen Vinding & Datter.