Det Kongelige Akademi bidrager til grønbog om biogene materialer
Forskere fra Institut for Bygningskunst og Teknologi bidrager til grønbog om biogene materialer i byggeriet.
Forskere fra Institut for Bygningskunst og Teknologi skal sammen med kolleger fra BUILD - Aalborg Universitet, Københavns Universitet og Aarhus Universitet udarbejde en grønbog om, hvordan vi i fremtiden kan benytte biogene materialer langt mere i byggeriet. Det kan fx være organiske og CO2-neutrale materialer som halm, hør, tang og træ.
En grønbog er et vidensbaseret oplæg, der bl.a. benyttes til at informere politiske beslutninger.
Grønbogen støttes af Realdania og hensigten er, at bogen skal skubbe til den grønne omstilling i byggebranchen, så hele værdikæden inden for både genanvendelse og produktion af nye, biogene materialer kommer i spil.
Forskerne skal bl.a.se på, hvilke biogene materialer der rent faktisk kan benyttes i forbindelse med byggeri – hvordan de bruges mest optimalt i byggebranchen, og hvordan de vil kunne produceres i tilstrækkelige store mængder her i Danmark.
Fra det Kongelige Akademi deltager professor Anne Beim og adjunkt Pelle Munch-Petersen, der skal udpege eksempler på, hvordan de biogene materialer kan anvendes i arkitektoniske sammenhænge.
Derudover deltager professor Mette Ramsgaard Thomsen, med afsæt i det igangværende forskningsprojekt ” 'Eco-Metabolistic Framework for Sustainable Architecture', hvis formål er at undersøge, hvordan vi gennemgribende kan forny vores byggekultur bæredygtigt ved at designe for og med biobaserede materialer.