Ny arkitektuddannelse i Kalundborg bliver en realitet
Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget den politiske aftale om ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark" på baggrund af de institutionsplaner, som alle uddannelsesinstitutioner har indsendt i januar. Det betyder, at Det Kongelige Akademi har fået sikret rammevilkårene for en ny arkitektuddannelse i Kalundborg.
Den uddannelsespolitiske aftale om udflytning af uddannelser ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark” er nu landet, efter at aftalekredsen er blevet enige om de økonomiske vilkår for at drive uddannelser uden for de største byer.
Det har de gjort på baggrund af uddannelsesinstitutionernes egne forslag til planer for, hvordan aftalen kan udmøntes, som de indsendte i januar.
Som en del af aftalen får Det Kongelige Akademi ekstraordinært tilført nye finansierede studiepladser i Kalundborg og undgår at udflytte eller reducere pladser i København, da de politisk anførte krav indfries gennem den allerede planlagte dimensionering.
3 mio. kr. ekstra i den nye aftale
Helt konkret medfører aftalen, at Det Kongelige Akademi bevilges følgende beløb, som også fremgik af den oprindelige aftaleøkonomi:
- 14,2 mio. kr. til etablering af den nye filial i perioden 2023-2026
- 14,2 mio. kr. årligt til ca. 140 nye studerende i Kalundborg
Med den endelige aftale tilføres Det Kongelige Akademi yderligere:
- 3,0 mio. kr. årligt i varigt tilskud
Det Kongelige Akademi får dermed samlet set øget sin rammebevilling med 17, 2 mio. kr. årligt (14,2 mio. kr. årligt + 3,0 mio. kr. årligt).
Med disse rammer er Det Kongelige Akademis bestyrelse og direktion overbeviste om, at der er skabt de rette forudsætninger for, i tæt samarbejde med såvel lokale som internationale partnere, at skabe en uddannelsesfilial, som vil være et fyrtårn for bæredygtig arkitektur.
”Jeg er utrolig glad for udfaldet af aftalen. Der er ingen tvivl om, at Det Kongelige Akademi er meget privilegerede, da vi kan udvikle vores uddannelsesudbud fremfor at nedskalere," siger bestyrelsesformand Mette Lis Andersen. "Det er vigtigt i en tid, hvor der kommer til at mangle arkitekter, særligt med fokus på byernes bæredygtige udvikling og den grønne omstilling. Vi har opnået nogle særdeles gode forudsætninger for at etablere en ny relevant uddannelse i Kalundborg og skabe nye alliancer med kommune, region og erhverv.”
Nu kan visioner blive til virkelighed
Det første regeringsudspil for at skabe uddannelsespladser i hele Danmark kom i maj sidste år og med den endelige aftale i hus, kan arbejdet med den videre udvikling af filialen nu gå i gang.
”Vi er begejstrede for at få muligheden for at lave en helt ny arkitektuddannelse i Kalundborg, " siger rektor Lene Dammand Lund. "Det er en unik mulighed for at skabe helt nye uddannelsesformater til byerne og borgernes grønne omstilling, og at skabe et levende laboratorium for nye måder at samarbejde med lokale og internationale aktører. Sammen med vores mange dygtige medarbejdere skal vi nu virkeliggøre visionerne for filialen.”
Kalundborg er klar
Også Kalundborgs borgmester Martin Damm er meget tilfreds med, at aftalen nu er faldet endeligt på plads, og han ser meget frem til at byde den nye uddannelse og nye studerende velkommen til byen:
”Det er meget positivt, at Det Kongelige Akademi og regeringen har landet en god aftale. Vi glæder os til at tage imod endnu en uddannelse i Kalundborg Kommune," siger han. "Vi har en ambition om at tiltrække en bred vifte af spændende uddannelser til kommunen. Den udvikling, som Kalundborg Kommune er inde i, gør det meget relevant for en arkitektuddannelse at etablere sig her.”
Det Kongelige Akademi sætter nu gang i en grundig faglig proces, hvor fagmiljøer og ledelse i samarbejde vil udvikle uddannelsen, så den nye filial får en skarp profil.
Uddannelsen skal senere på året prækvalificeres hos Det Rådgivende Udvalg for Vurdering af Udbud af Videregående Uddannelser (RUVU). Ambitionen er at være klar til studiestart i sommeren 2023.