Om arkitektuddannelsen i Kalundborg
Kritisk bæredygtighed
Vi befinder os midt i en global klima-, biodiversitets- og ressourcekrise som kræver en radikal grøn omstilling af vores samfund. Som fremtidig arkitekt kommer til at spille en afgørende rolle i denne udvikling. På arkitektuddannelsen i Kalundborg undersøger vi, hvordan man gennem en kritisk, kunstnerisk praksis kan give mulige svar på hvordan vi kan forme og udvikle vore byer, landskaber og bygninger, så de bliver både bæredygtige, attraktive, funktionelle og inkluderende.
Arkitektuddannelsen i Kalundborg engagerer sig meget direkte i Kalundborg som by og de lokale muligheder som beliggenheden giver for et åbent, eksperimenterende og nyskabende studie- og forskningsmiljø, i samarbejde med byen, øvrige uddannelser, erhverv og civilsamfund.
Den stærke lokale forankring kombineres med et globalt udsyn. Inden for både undervisning, forskning og kunstnerisk udviklingsarbejde bliver der arbejdet sammen med førende internationale miljøer.
Specialisering
Når du studerer arkitektur i Kalundborg, bliver du arkitekt, fuldstændigt svarende til hvis du havde taget din uddannelse i Århus eller København. Uddannelsen opfylder alle de samme nationale og internationale krav.
Arkitektuddannelsen i Kalundborg består af en 3-årig bacheloruddannelse som er ens for alle studerende og en 2-årig kandidatuddannelse hvor man som studerende vælger mellem flere spor, og på denne måde opnår specialisering og en personlig uddannelsesprofil.
Når du har gennemført bacheloruddannelsen i Kalundborg, har du retskrav til kandidatuddannelsen i arkitektur i Kalundborg.
Et udviklende og eksperimenterende studiemiljø
Arkitektuddannelsen på Det Kongelige Akademi henter sin viden fra tre områder: praksis, forskning og kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Undervisningen er projekt- og problemorienteret og foregår både individuelt og i grupper.
Hver studerende har sit eget tegnebord og der lægges stor vægt på aktiv tilstedeværelse og et godt studiemiljø. Undervisningen er varieret med mange undervisningsformer, herunder eksperimenter på værksteder, 1:1 byggeri, kritikker og gennemgange, hvor man præsenterer sit projekt for både sit hold og vejledere, forelæsningsrækker, workshops, praktik og studierejser.
Der er særlig opmærksomhed på, at du som studerende opnår akademiske, kunstneriske og professionelle kompetencer som forbereder dig til en professionel karriere, både på det private og offentlige arbejdsmarked.
Der er tale om en ny uddannelse der har sit første optag i sommeren 2023. Når uddannelsen er fuldt indfaset, vil der i alt være ca. 140 arkitektstuderende i Kalundborg.
Campus
Den nye campus i Kalundborg flytter i første omgang ind i midlertidige lokaler centralt beliggende i byen, tæt ved offentlig transport. Lokalerne vil understøtte en tæt kontakt mellem studerende, undervisere, forskere, internationale gæsteundervisere, gæster fra praksis osv.
Der vil være gode værkstedsfaciliteter og mulighed for 1:1 forsøg på campus, men vi ønsker også at bruge byen som et åbent, eksperimenterende laboratorium hvor man tester og bygger i eksempelvis nedlagte butikslokaler.
Kalundborg er i en rivende udvikling som studieby og der oprettes hele tiden nye uddannelser. I løbet af nogle år vil der være omtrent 1000 studerende på videregående uddannelser i byen.
Bacheloruddannelsens organisering
Alle studerende skal igennem det samme bachelorprogram. En tredjedel af tiden på bacheloruddannelsen bruges på teoretisk, tværgående undervisning. Denne undervisning vil foregå i tæt samarbejde med studerende og undervisere fra Holmen i København. De to øvrige tredjedele af uddannelsen fokuserer på forslagsstillelse og projektarbejde.
På 3. år skal du i praktik eller alternativt på et udvekslingsophold i udlandet.
Kandidatuddannelsen i arkitektur
Med kandidatuddannelsen uddannes du til at arbejde professionelt som arkitekt og med forskning og kunstnerisk udviklingsvirksomhed.
Målet med kandidatuddannelsen er at uddanne kandidater, der kan bidrage professionelt til udvikling af arkitektur.
På kandidatuddannelsen:
- får du viden og faglig indsigt til at arbejde med kunstnerisk og videnskabelige problemstillinger og arkitekturens teorier, metoder og praksisformer
- får du færdigheder til at arbejde med kunstneriske og videnskabelige metoder og redskaber og mestre fagets analyse-, formidlings- og løsningsmodeller
- rustes du til at starte en professionel karriere og arbejde med formgivning
Med kandidatuddannelsen i arkitektur kan du kalde dig cand.arch. På engelsk Master of Arts (MA) in Architecture.
Der bliver udbudt kandidatprogrammer i Kalundborg fra 2026.