Om programmet

Programmet er del af arkitektuddannelsens 3-årige bachelorforløb. Læs mere om programmets faglige indhold og opbygning her.

På Helhed og Del uddanner vi kritisk reflekterede og engagerede bachelorer i arkitektur, der tager fagligt ansvar og udviser omtanke. De skal kunne bidrage til samfundets arkitektoniske kvaliteter. Bachelorforløbet forbereder dem grundigt på dette – først gennem praktik og senere i praksis.

De studerende opbygger kompetencer til at analysere, reflektere, formgive og udvikle løsninger på komplekse arkitektoniske problemstillinger. Der arbejdes med relationen mellem fagets kunstneriske praksis, samfundets udfordringer, materialer og teknologier. Gennem studiet opnår de desuden viden om analyse, programmering, skitsering, projektering, fagets historie, byggeteknik, konstruktion og materialeforståelse.

Et centralt element i undervisningen er den praksisnære erfaring på værkstederne, hvor de studerende introduceres til en bred vifte af teknikker, håndværk og forarbejdningsprincipper. Dette danner grundlaget for solid materialeforståelse, f.eks. gennem formstudier i gips, ler og træ samt undersøgelser af nye materialer. Tegning og tegningsteknikker udgør også en bærende del af studiet.

Tidligt i forløbet introduceres de studerende til dagslyslaboratoriet, hvor de opnår grundlæggende forståelse for dagslysets betydning i - og for arkitekturen – herunder dets relation til rum, overflader og materialer. I arbejdet med stedet lægges der vægt på naturindsigt og på at tilegne sig viden gennem registreringer, undersøgelser og ruter. Vi samarbejder bl.a. med kultur-geografer for at udvide forståelsen af stedets historie og kultur. Denne indsigt udvikler en grundlæggende stedsans, som er central gennem hele studiet. Helhed og Del er et sammenhængende forløb, hvor hvert semester har et specifikt fagligt tema med bygningen som omdrejningspunkt:

  1. semester: En bygning
  2. semester: En bygning i landskabet
  3. semester: En bygning – i en bygning
  4. semester: En bygning i byen
  5. semester: En særlig bygning

Gennem de fem semestre arbejdes der med stadigt mere komplekse problemstillinger, som bygger op til den afsluttende bacheloropgave. Hvert semester varetages af en faglig ansvarlig underviser, hvilket giver de studerende indblik i flere tilgange til arkitektur og skaber en værdifuld flerstemmighed.

Tvivl, frustrationer og fejl er naturlige elementer i den kreative proces og ses som en vigtig del af læringen og af programmets tilgang til at forstå og skabe arkitektur. Studiehverdagen er præget af et stærkt og inkluderende fællesskab på tegnesalen, hvor alle tre årgange sidder sammen. Det skaber gode rammer for samarbejde, vidensdeling og gensidig inspiration. Derudover samles alle studerende om fælles faglige aktiviteter som Helhed og Del-samlinger, værkstedssaloner og tegningslaboratorier, der understøtter en åben og kontinuerlig diskussion af faget og dets rolle i en foranderlig verden.

Opbygning

Hvert semester indledes med fællesfag for alle bachelorstuderende i arkitektur. 
Herefter følger Helhed og Dels opbygning:

1. semester: En bygning

Forløbet begynder med Helhed og Del Grundskole i grundlæggende værktøjer og teknikker, særligt tegning og model. Projektopgaven er en mindre bygning, fx en bolig eller et værksted.

2. semester: En bygning i landskabet

Projektopgaven er en undersøgelse af et større landskab og placeringen af en mindre bygning, fx et udstillings- eller opholdsrum.

3. semester: En bygning – i en bygning

Med afsæt i et specifikt sted udvikles en bygning ud fra fire temaer: sol, jord, varme og teknik. Opgaven kan indeholde transformation, genbrug og lokale materialer.

4. semester: En bygning i byen

Opgaven tager udgangspunkt i den tætte by og omhandler boliger kombineret med erhverv. Fokus er på at forstå byen som kontekst og udvikle en vertikal bygning.

5. semester: En særlig bygning

Bacheloropgaven omhandler en særlig bygning med flere programmer, fx bolig, kultur, erhverv eller uddannelse. Temaet er transformation, renovering og direkte genbrug. Semesteret indledes med en 1:1 byggeworkshop.

6. semester

Praktik i Danmark eller udlandet eller udveksling på arkitektskoler og universiteter.

Sprog

Undervisningen foregår på dansk.

Kontakt optagelsesteamet

Kontakt optagelsesteamet