Om programmet
På bachelorprogrammet Kunstkonservering undervises du i teoretisk grundviden samt praktiske færdigheder i konservering og restaurering af kunstgenstande, der hører under de tre hovedområder: maleri på træ, lærredsmaleri og vægmaleri.
Du opnår teoretisk forståelse for disse genstande, deres fremstilling og materialernes samspil samt deres nedbrydningsfænomener og relevante analysemetoder. Du får også en praksisbaseret viden i materialeidentifikation, dokumentation, historiske og nyeste konserveringsbehandlinger, samt præventive opbevaringsforhold.
Som studerende opnår du kendskab til museologiske arbejdsmetoder, formidling og naturvidenskabelige analysemetoder.
Fag og indhold
Fag og indhold
Kunstkonservering afvikles parallelt med Naturhistorisk konservering. Studerende på Kunstkonservering indføres gradvis i maleriers materialer, fremstillingsteknikker, skadesfænomener og aldersbetingede ændringer. Hensigten med programmet er at lære at bevare malerier og andre malede genstande så de både kan være til gavn og glæde os og vores efterkommere.
På Kunstkonservering lærer man om, hvordan typiske malede genstande er lavet, og hvordan man analyserer og dokumenterer et maleri eller en samling af malerier, for at finde ud af om de har behov for en behandling. Man prøver også udvalgte teknikker til aktiv behandling (konservering og restaurering) af malerier, og teknikker, der handler om, hvordan man forebygger skader og behandler malerier forebyggende (præventivt), så de er sikrede bedst muligt, hvor de udstilles eller opbevares.
Opbygning
Opbygning
På Kunstkonservering bliver den studerende både introduceret til emner, der har betydning ved konservering og restaurering af malet kulturarv, men også introduceret til en række generelle emner, som har betydning for bevaring af alle typer natur- og kulturarv. Den generelle del af uddannelsen foregår i form af fællesundervisning, hvor man er sammen med studerende fra det Naturhistoriske program. Undervejs i løbet af uddannelsen er undervisningen nogenlunde ligeligt fordelt mellem programspecifik undervisning, fællesundervisning, og skriftlige opgaver og praktik, hvor de skriftlige opgaver og praktik typisk ligger inden for Kunstkonserverings område. Foruden de skriftlige opgaver består en del af Kunstkonserverings arbejdsdokumentation blandt andet af skriftlige rapporter, billeddokumentation og analyseresultater.
Første semester
I det første semester introduceres den typiske fremstilling af forskellige typer malerier i et undervisningsforløb, der hedder Genstandens anatomi. I det modul indgår forsøg med rekonstruktion af maleri-udsnit i udvalgte teknikker og forskellige materialer. Dette første modul efterfølges af to moduler med fællesundervisning, først Kemi med en blanding af forelæsninger, laboratoriearbejde, rapporter, databehandling, tolkning og diskussion af data – og laboratoriesikkerhed. Det afsluttende modul i første semester giver en indføring i en række forskellige former for Dokumentation, der er en af grundstenene i faget. Dokumentationsteknikker bruges typisk i forbindelse med konservering og restaurering, introduceres med forelæsninger og suppleres med en række øvelser. Introduktion til – og når det er relevant, også øvelser i - dokumentationsarbejde med standarder og protokoller.
Andet semester
Andet semester omfatter to fællesmoduler, hvor det første – Materialelære - introducerer materialer som overordnet begreb, samt materialegruppers egenskaber, identifikation, ændring over tid, mv.
Det efterfølgende modul Præventiv I introducerer et centralt felt i konserveringsfaget, nemlig begrebet præventiv konservering, der handler om hvordan materialer reagerer på udefra kommende påvirkninger, f.eks. lys, temperatur, relativ fugtighed, luftforurening, klimaændringer generelt, fysiske påvirkninger som stød og mikrobielle aktiviteter (skadedyr, skimmel). Præventiv konservering handler også om, hvordan man kan forebygge, at udefra kommende forhold påvirker bevaringen af vores natur- og kulturarv på lang sigt, både i udstillinger og ved opbevaring i magasiner og lagerlokaler.
Som afslutning på Præventiv I modulet følger et programspecifikt modul, Analyse af malerier, hvor en række indlånte malerier analyseres med henblik på at udarbejde en konserveringsplan. Blandt analysemetoderne kan nævnes værdianalyse, kemisk analyse, tværsnit af farvelag, lærreds-, mørtel, og saltanalyse.
Tredje semester
Et programspecifikt modul om Konservering og restaurering afmuralmaleri (maleri på vægge) indleder tredje semester. I modulet arbejdes der med dokumentation, nedbrydningsanalyse, konservering og restaurering med udgangspunkt i en specifik ”case”. Det efterfølgende modul, Præventiv II, er en fortsættelse af forårssemesterets introduktion til præventiv konservering, og udbygger temaerne i Præventiv I med bl.a. mikrobiologi, biocider og biologisk nedbrydning i forhold til relevante materialer, museumsgenstande, museumssamlinger og andre ”cases”, og underbygges med forskellige øvelser.
Det tredje modul, Bevarings- og videnskabsteori, er et fællesmodul, og gennemgår bl.a. fagets grundlag og historie, organisationer, lovgrundlag, videnskabsteori og videnskabelig metodik (den akademiske arbejdsform). Det afsluttende modul i tredje semester er en Skriveopgave.
Fjerde semester
Fjerde semester indledes med et programspecifikt modul om Nedbrydning og konservering af maleri på træ og lærred, hvor vi overfører generel nedbrydningslære til de forhold, der gør sig gældende for maleri på træ og lærred. Der vil blive opstillet diagnoser for de genstande, der blev introduceret i 2. semesters modul om analyse af malerier, dilemmaer og avancerede ”cases” vil blive drøftet i dialog med museer/ejere. Fjerde semesters andet modul er Praktik, i form af ophold/praktikarbejde på museer eller andre konserveringsrelevante institutioner, eller kan alternativt bestå i et selvstændigt arbejde med en konserveringsopgave.
Femte semester
Semesteret indledes med et programspecifikt modul om Restaurering af maleri på træ og lærred - en videreføring af genstandenes behandling i 2. semesters Analyse af malerier, 4. semesters Nedbrydning og konservering af maleri på træ og lærred. I modulet arbejdes der med praktisk restaurering af malerierne. Derpå følger et fælles modul, en Projektopgave som kan omhandle et særligt teoretisk eller praktisk, fagligt tema, eller et selvstændigt arbejde med en mindre konserveringsopgave. Semesteret afrundes med endnu et programspecifikt modul om Udstilling, montering, transport, logistik, kuratering og magasinering, hvor en lang række af praktiske og logistiske forhold, der kendetegner bevaring af vores kultur- og naturarv, tages op i form af forelæsninger, øvelser og ekskursioner.
Sjette semester
Bacheloruddannelses sidste semester er afsat til løsning af en bacheloropgave, med fællesundervisning om forsøgsdesign og analyse-resultatbehandling i begyndelsen. Resten af semesteret løses den valgte bacheloropgave, og dokumenteres i en rapport som afslutningsvis fremlægges og bedømmes.