Den transnationale ødelæggelse af kulturværdier som følge af væbnet konflikt - med casestudier af Jerash og Umm el-Jimal i det nordlige Jordan

Navn
Marie Elisabeth Christensen
Uddannelsesgrad
Kandidat
Fagfelt
Konservering
Institut
Konservering
Program
Kandidatuddannelsen i konservering
År
2018

Formålet med dette speciale er at formulere og klarlægge en kompleks problematik omkring accelerering af plyndring af kulturværdier i nabolande op til områder med væbnet konflikt.

Dette gøres på baggrund af en analyse af eksisterende forskning samt selvstændigt indsamlet empiri, baseret på et afgrænset casestudie på lokaliteterne Jerash og Umm el-Jimal i det nordlige Jordan, med udgangspunkt i den væbnede konflikt i Syrien. 

Gennem min undersøgelse og analyse har jeg kunnet identificere fire parametre, der har indflydelse på stigningen af illegal aktivitet i mit fokusområde: typer af ulovlig aktivitet, kulturarvspolitik, geografisk placering og bevaringsstrategi. Jeg har endvidere kunnet sandsynliggøre, at de udvalgte lokaliteter er blevet påvirket af konflikten i Syrien på alle fire parametre.

For at sætte de fire parametre i relation til en mere overordnet diskussion af kulturværdiers rolle i væbnet konflikt i det 21. århundrede, har jeg opstillet en analytisk rammemodel, hvor jeg har diskuteret, hvordan temaerne nye globale normer, transnationale konfliktformer og nye konfliktformer, transnational kriminalitet samt bevaringsstrategier, meningsfuldt kunne relateres til parametrene.

På baggrund af dette har jeg kunnet konkludere, at plyndring og handel med kulturværdier vil komme til at spille en rolle i fremtidige konflikter. Det internationale kulturarvssamfund må derfor gentænke beskyttelse og bevaring af kulturmiljøer, herunder også beskyttelse mod plyndring og handel med kulturværdier i de områder, der indirekte er ramt af konflikt.

Der kræves en mere holistisk, bæredygtig og kontekstuelt bevaringstilgang i disse områder, i hvilken man ser kulturarv, både i en samtidig politisk kontekst, men også med henblik på konsekvenserne for det omgivende lokalsamfund.