
Generationshus på Wesselsgade

Med udgangspunkt i Københavns beboertilvækst har projektet til hensigt at udfordre måden, vi bor og bygger på i dag. Bytypologien indskrives i en eksisterende karré mellem Wesselsgade og Blågårdsgade på Nørrebro. Ud over at fortætte, definerer strukturen gårdrummets offentlige og private zoner.
Generationshuset diskuterer sammenhængen mellem boligen som det intime rum, og fællesskabet som det samlende element. Ved at skræddersy boligerne til hver generation opnås minimalboliger, der tilgodeser flere beboere på færre kvadratmeter.
Generationshuset undersøger muligheden for en boligstruktur, hvor fællesskabet er i fokus og boligforholdet skaber merværdi generationerne i mellem.
Boligerne er lavet med udgangspunkt i en åben zone mod svalegangene og en lukket zone mod det resterende gårdrum. Den åbne zone består af de sociale funktioner som køkken og stue, mens de mere private funktioner som badeværelse og soveværelse ligger i den lukkede zone. På den måde kan beboerne trække sig tilbage, når de har behov for privatliv, og samtidig interagerer med de andre beboere fra de åbne rum til svalegangen.
Generationshuset er en kvadratisk bygning med et gårdrum i midten. Hver længe består af forskellige generationer, hvilket medfører en optimal differentiering af generationerne på hver etage. I stueetagen er de offentlige funktioner - madhus, værksted, vaskeri og depot - placeret, mens der på hver etage er tilkoblet et fællesrum til de mindre fællesskaber.





