Lille Aftryk
I nutidens byggeri kommer op mod 50% af den samlede CO2-udledning fra fundament og terrændæk. Dette er en stor udledning allerede før huset er bygget.
Projektet "Lille Aftryk" undersøger hvordan fundamenter kan designes på nye måder for at sænke klimaaftrykket. Samtidig tager det hensyn til nye faktorer der skal tages i betragtning i designfasen, så som sæsonbestemte oversvømmelser, ødelæggelse af økosystemer, overskydende jord og bygningsdele, der skal genbruges.
Projektet analyserer konstruktioner fra fortiden, hvor materialebesparelser af hensyn til pris har været nøglen til simplere byggeri med forbedret materialeøkonomi. Med en cirkulær fremtid for øje udvikles et nyt byggesystem med lette, modulære komponenter, der er nemme at bygge og adskille i både stor og lille skala. Resultatet er en helhedsløsning med fokus på bæredygtige materialer, design og udførelse.
Det store perspektiv
Projektet reflekterer bredt over hvordan dele af en fremtidig bæredygtig byggeskik kan se ud.
Hvor CO2eq har en meget målbar kvalitet er det nødvendigt at anskue problematikkerne bredere: Cirkularitet og livscyklus kan være sværere at analysere, men har en stor effekt på hvad et givent klimaaftryk reelt bliver.
Optimering af den bærende struktur er nøglen til bedre materialeøkonomi, men skal afvejes med anvendelsen - også i de opfølgende livscyklusser.
Bygbarhed har stor indvirke på projektøkonomi målt i både tid og penge, og et fokus på udførsel i de tidlige faser behøver ikke være en kreativ hæmsko, men kan derimod sikre et helstøbt resultat.
Den bæredygtige byggeskik har flere facetter med indbyrdes kompromisser.
Undervejs har der været forskellige undersøgelser i samlinger, materiale og form der har lagt grund til det endelige produkt
Åben plan
Byggesystemet er udformet modulært, så det kan sammenbygges cellulært efter behov
På materialets præmisser
Med et fokus på bygbarhed er den bærende struktur udformet i LVL og glasfiberkomposit. I kontakt med jordens miljø kommer glasfiberkomposit til sin ret, da det er ikke-nedbrydeligt og har høj styrke-vægt forhold. Standardopbygningen gør det genanvendeligt, og har en livstid der potentielt rækker udover bygningens anvendelse.
Styrke gennem form
LVL har sine styrkeegenskaber i kraft af finérens retning, og et langt højere materialeudbytte sammenlignet med konventionelt konstruktionstræ.
Søjlernes adskilte opstilling giver et større tværsnit og modvirker vrid.
Indpas i den eksisterende byggeskik
Dækkets glasfiberkomposit-profiler er standard dimensioner i henhold til producenter. Den bærende LVL-struktur samt facade- og tagkassetter kan præfabrikeres og samles hurtigt på byggepladsen med mobilkraner og håndværktøj.