
Maison de l'Usine - Et bygningskulturhus
Projektet foreslår en transformation af den funktionstømte bygning Maison de l’Usine. Bygningen ligger i den franske bjerglandsby Orpierre. Det undersøges i projektet, hvordan bygningen kan transformeres til et bygningskulturhus ud fra en differentieret transformationsholdning, samt hvordan forhåndenværende ressourcer og lokale materialer kan anvendes.
Bygningskomplekset har siden middelalderen tilpasset sig skiftende ejerforhold og vekslende funktioner. Dele er solgt fra, købt til og bygget ud, og det viser sig i dag i husets komplekse bygningssammensætning. Med forskydninger af bærende vægge, til- om- og overbygninger, fremstår huset som en palimpsest af tidslige stadier. Sammensat af lokale materialer, forarbejdet af skiftende hænder, er huset transformeret over tid. Gennem det 20. århundrede standsede denne udvikling, og i dag er huset i nødlidende forfald.
Projektet skaber et bygningskulturhus, der giver mulighed for at genoplive, udfolde og formidle den lokale byggeskik. Således vil huset facilitere bygge-workshops, værkstedsfaciliteter og overnatningsmuligheder i takt med, at huset genopbygges og restaureres. Håndværkere og lægfolk kan derved lære om lokale byggemetoder fx opbygning af dæk, opmuring med kalksten og restaurering med lokale produkter og ressourcer. Programmet efterspørger naturligt forskellige typer af rumligheder og kan samtidig påtage sig transformationens tidslighed.
Det er projektets præmis, at Maison de l’Usine er truet på sin eksistens. Nogle rum trænger til nænsom opmærksomhed og genoprettelse, og andre rum er i nødlidende forfald. Fra fejning og gulvvask til nye konstruktive elementer, hvor der er behov for det. Ved at arbejde ud fra en differentieret transformationsholdning favnes husets mange tilstande.
I projektet udspænder vi en skala mellem
direkte ibrugtagning – subtraktion – genanvendelse -
reparation – restaurering – tilbageføring – addition.
I løsningen af bygningens udfordringer, arbejder vi først og fremmest med at anvende de mange overskydende byggematerialer, der er at finde internt i husets loftrum og kældre. Ved indhentning af andre byggematerialer, har vi en bevidsthed om, hvor byggematerialerne til projektet kommer fra, hvordan de er produceret og hvordan de taler ind i en regenererende eller traditionel materialepraksis.
Projektet er tegnet i samarbejde med Anne Sofie Buchbjerg Kroghsbo.
Eksisterende forhold






















Det Kongelige Akademi understøtter FN’s verdensmål
Siden 2017 har Det Kongelige Akademi arbejdet med FN’s verdensmål. Det afspejler sig i forskning, undervisning og afgangsprojekter. Dette projekt har forholdt sig til følgende FN-mål


