Metalsæber i oliefarvelag
Dette kandidatspeciale omhandler metalsæber i oliefarvelag og det specifikke fænomen protrusions, der er afledt heraf.
Ti forskellige metalsæber syntetiseres og karakteriseres ved FTIR-ATR. Herefter forsøges det at identificere metalsæber i tre forskellige typer af farveopstrøg samt formodede protrusions fra to forskellige oliemalerier. Ydermere undersøges konservatorers holdning til protrusions i oliemalerier i en spørgeskemaundersøgelse.
Analyserne leder til en diskussion af, hvordan metalsæber kan karakteriseres, samt hvordan man skal forholde sig til protrusions i en konserveringspraktisk kontekst. Det konkluderes, at metalsæber dannes af iboende, kemiske processer og at de kan karakteriseres med FTIR ud fra to specifikke regioner i spektrene.
Derudover konkluderes det, at protrusions i oliemalerier kan optræde i forskellige grader, hvorfor man altid må vurdere fænomenet specifikt i forhold til det enkelte tilfælde. Dertil, at protrusions i nogle tilfælde kan vurderes som naturlig ælde eller patina og at de kemiske metoder er altafgørende for forståelsen af fænomenet og dermed den praktiske konservering.
Emneord: metalsæber, metalcarboxylater, protrusions, oliefarvelag, oliemalerier, FTIR-ATR, nedbrydningsfænomen vs. ældningsfænomen