På Kanten af Tid og Sted

Dette projekt er udarbejdet i samarbejde med Una Christine Castella MacDonald.

Projektet På Kanten af Tid og Sted er en boligstruktur i grænsefeltet mellem Ørestad og Sundbyvester. Ørestad og Sundbyvester repræsenterer to forskellige tider og urbane tilstande. Projektet kan ses som en række erindringsforsøg, der søger at koble de to forskellige urbaniteter til hinanden og til byen. Det er en refleksion over, hvorvidt man kan skabe en erindrende arkitektur i nye bydele, men samtidig formgive til nutidens behov.

København præges - grundet befolkingsvækst - af store bymæssige forandringer. Det resulterer i nye bydele og kvarterer, hvor hastighed, fleksibilitet og økonomi ofte prioriteres. Dette vækstfilosofiske præmis skaber en udfordring for moderne arkitektur og for byens rolle som identitetsskabende rum. Vi synes det er vigtigt, at man i de kommende års byfornyelse fremholder et krav om kontinuitet i den bymæssige udvikling, således at bymæssigheden ikke går tabt.

Vi drømmer om en erindrende arkitektur i de nye bydele, som kan fortælle om kultur og historie i en moderne kontekst. Det er vigtigt for den fysiske udformning af vores moderne samfund, at der skabes en kobling mellem nyt og gammelt.

Grænsefeltet

Grænsefeltet markerer en underlig porøs, men alligevel fast grænse mellem to forskellige tider og måder at tænke byens periferi på og ligger som en ubehandlet overgang mellem to forskellige materialiteter og skalaer. 

På den ene side finder man Ørestad, som er kendetegnet ved en stærk infrastruktur og et overvejende offentligt byrum. Mange af bygningerne udgør et semantisk centrum i sig selv, idet de bygger på en egen fortælling eller idé, som de lukker sig om som autonome punkter i bydannelsen. Bygningerne her er bygget i nutidens materialer med store glaspartier og pladebeklædning, som spejler omgivelserne og den besøgende.

Denne bydel af nyere dato grænser op mod parcel- og kolonihavehuskvarteret Sundbyvester. Her finder man en blanding af forskellige typologier som rækkehuse, muremestervillaer, tæt-lav byggerier, kolonihaver og parcelhuse, drysset ud som et slags tætvævet kludetæppe. Bygningerne, er lige som i Ørestaden, centreret om sig selv, men ligger ud til meget private villaveje og stier. Langt de fleste huse er omkranset af haver med hegn, hæk eller stakit.  Området er præget af materialer som tegl og træ og mange steder finder man selvbyggede løsninger som skraldespandsoverdækninger, hjemmebyggede skure og havepavilloner.

Vores tilgang til grænsefeltet har været et ønske om at skabe en udveksling mellem de to bydele og inddrage en erindring af byen. Det har vi gjort ved at skabe en række boliger langs grænsefeltet, der kan fungere som et hængsel mellem de to bydele. Hængslet skabes ved at tydeliggøre overgangene mellem de to områder og ved at skabe de semi-offentlige pladser, som begge bydele mangler. Vores bygningekroppe kan ses som erindringsforsøg eller brudstykker fra en by.

Erindring

Vi har søgt at skabe en kobling til byen i grænsefeltet, ved at erindre byen, og omsætte vores erindringer til en samling. 

Vi er bevidste om, at vi har foretaget en subjektiv udvælgelse, men da byen danner ramme for en kollektive erindring eller er en slags erindringsbeholder, mener vi ikke at erindringer om byen udelukkende er subjektive. 

Vi tror på at alt, som eksisterer i byen, er både kollektivt og individuelt. På denne måde er det vores forhåbning, at vores subjektive kuratering af erindringer om byen vil vække genklang hos andre. 

Disse erindringer var udgangspunkt for vores udforskning af hvad byens arkitektur er og hvordan den bedst etableredes i en kontekst af nyere dato.

Byens arkitektur

Byen består af anonyme bygningers gentagelse og monumentale bygningers særlige karakter.

I studiet af byen er det blevet mere og mere tydeligt for os, at de særlige rum som monumenterne og tårnene frembringer, får deres styrke og nærhed fra alle de mange anonyme byggerier, som er byens baggrundstæppe. Vores fokus har derfor været at videreføre byens anonyme baggrundstæppe.

Byens arkitektur stiller det krav til de enkelte bygninger, at de skal kunne adderes til andre elementer i kombinationer og serier, som led i dannelsen af bymøtret.

I byens arkitektur ligger en skjult arvemasse, der forpligter sig til at bære den kollektive erindring videre fra generation til generation eller sagt på en anden måde, der er i hver bygning en form for anvisning på hvordan det næste hus skal skæres.

Vi har med udgangspunkt i byens arkitektur tegnet en karrélignende type, som danner en struktur der fortætter grænsefeltet mellem Sundbyvester og Ørestad og kiler sig ind på Ørestadens endnu tomme pladser. Denne boligstruktur er skabt ud fra en stang, som principielt er uendelig, men kan skæres til og tilpasses.

Boligstrukturen

Stangen består af tre forskellige lejlighedstyper, som imødekommer forskellige boformer. I denne grundstang bliver der plads til variationer, hvor erindringer fra byen kan komme på spil.

Med stangen og erindringsaftrykkene, har vi undersøgt hvor meget eller hvor lidt der skal til for at danne erindringsrum. Disse erindringsrum, som bygningskroppene skaber, kan ses som erindringsforsøg eller brudstykker fra en by. Strukturen folder sig ud over grænsefeltets åløb og skaber et forløb af bymæssige erindringsforsøg langs denne akse. 

Typens gentagelse står i kontrast til de autonome bygningskroppe i Ørestaden, ligesåvel er de semi offentlige pladser, der dannes af strukturen, en kontrast til Sundbyvesters meget private haver og villaveje.