Skygger på Græsset

Mit afgangsprojekt undersøger forholdet mellem det byggede og det groedes verden og hvordan man kan overføre naturens flydende og udstrakte rumligheder i det byggede. Projektet peger mod en arkitektur der både er ruinøs og motiverende for bevægelse ind i naturen.

Jeg har i mit afgangsprojekt været drevet af en interesse for det groede miljø og hvordan vi med konkret arkitektur kan betone dets værdi. Projektet tegner rammerne for en ny offentlig berøringsflade for den gamle Forstbotaniske Have. Den Forstbotaniske Have har en stor kulturel værdig og historisk betydning, men den ligger gemt bag Charlottenlund station.

Mit ønske har været at give forsthaven en plads og betydning i byen. Ved at resevere pladsen mellem jernbanen og forsthaven til fem forskellige bygninger bliver det muligt på tværs af generationer at mødes i en fælles brug. Bevidstheden om det fælles naturområde, som vi alle har adgang til, bliver først til, når stedet tildeles en arkitektoniske værdi og mangfoldig tilknytning.

Ideen med afgangsprojektet er at skabe en opmærksomhed mod det groede miljø gennem en bygget struktur og markere det kulturhistoriske område, sådan at de gamle træer fortsat kan danne skygger på  græsset. 

Programmet for afgangsprojektet bringer stedet ind i den offentlige bevidsthed ved at indsætte arkitektoniske rumligheder og typer, der kan huse den pleje og omsorg, haven kræver, samt funktioner, der åbner stedet op som attraktion. 

Programmerne for det byggede er: Foredragssal,Traktørsted, Danseplads, Orangeri, Frøarkiv, Gartnerbolig

Tanken om husene som selvstændige enheder, der invendigt indrammer og betoner det groede som oplevede stilleben. Mens de udvendigt bindes sammen og afskærmer og beskytter det groede som et landskabeligt monoment synes jeg er både er stille og markant på samme tid. 

Det landskabelige i muren og det stille i det indrammede er to karakteristika jeg har søgt at inkorporere i fremtegningen af dette sted. 

Den røde teglsten er almindelig i det danske byggeri og har man taget toget til charlottenlund station har man været forbi adskillelige murstensbygninger. 

Men mustenen indskrænker sig ikke kun som en ydre skal for huset, den fortsætter og strækker sig  ud som et langt tæppe, der i sin udstrækning er mere landskabelig end urban.  

På den måde synes arkitekturen at placere sig et sted imellem det, man kommer fra på togturen og det man er på vej til, altså den forstbotaniske have.